Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

I Esbjerg kom det lokale vagtværn i stand 9. november 1944 efter en aftale med Falcks Redningskorps. Vagtværnet kom derfor i overvejende grad til at bestå af brandfolk. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Valgbrochure 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Containere kastes ud med faldskærm

(Fra Knud J.V. Jespersen 1998-2000)

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leksikon

V

Vagtværn

Vagtværnene var de enheder, der i den politiløse tid blev indsat til at holde ro og orden.

Efter afsættelsen af det danske politi 19. september 1944 var det nødvendigt at indføre  vagtværnsenheder. De blev oprettet kommunalt i alle bymæssige bebyggelser med mere end 2.000 indbyggere, mens mindre kommuner som regel benyttede sig af private brand- og redningsselskaber. Vagtværnene eksisterede fra oktober 1944, og ordningen blev først helt ophævet i løbet af 1947 (selvom politiet igen trådte i funktion 13. maj 1945).

Oprettelsen af vagtværnene var baseret på en bekendtgørelse udsendt af justitsministeriet 11. oktober 1944. I den blev det klargjort, hvori værnenes opgaver bestod. De kunne ikke – som politiet – efterforske kriminalsager, men skulle i stedet virke præventivt. Dvs. de skulle forsøge at forhindre kriminalitet - herunder især voldelige forbrydelser som f.eks. mord eller røveri, seksualforbrydelser, afpresning og tyveri samt hærværksgerninger. Efter befrielsen og politiets genindsættelse var værnene dog hovedsageligt beskæftiget med bevogtning af de internerede tyske flygtninge. Vagtværnsbetjentene bar ingen skydevåben, men var udstyret med en kort stav. Deres uniform bestod af en kasket og et armbind, ligesom de også bar en lygte og en fløjte.

Da politiet blev fjernet, steg kriminaliteten, og borgerne gjorde ofte brug af selvtægt. Dvs. at almindelige mennesker kunne finde på at tage loven i egen hånd og selv straffe personer mistænkt for en forbrydelse. Vagtværnene skulle bl.a. hjælpe til at undgå den tendens, for der var naturligvis fare for, at uskyldige kunne blive straffet, ligesom der er eksempler på, at straffene kunne blive meget voldelige.

Vagtværnene kunne kun pågribe folk, der blev taget på fersk gerning, eller hvis der fandtes klare og friske spor i sagen. Derfor kunne de ikke hjælpe til at opklare forbrydelser. I stedet måtte de indgive sagerne til den ansvarlige anklagemyndighed, hvor de som regel blev liggende, til politiet igen kunne fungere. Ud over selvtægt var også sortbørshandel blevet et problem i løbet af besættelsen, og her havde værnene til gengæld ofte held med at forstyrre den illegale handel. Det skete primært gennem patruljevirksomhed og razziaer på de steder, hvor handlen fandt sted.

(LAH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid. 2002.
Claus Bundgård Christensen: På vagt i en lovløs tid. I Fortid og Nutid, 2001. s. 91-109.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Varulvegrupper

Varulve er betegnelsen for de hemmeligt organiserede grupper (heriblandt i Danmark), der havde til opgave at videreføre kampen, efter at Tyskland havde kapituleret samt hjælpe nazister og nazistiske krigsforbrydere til flugt. I Tyskland hed de tilsvarende grupper Werwolf-grupper, hvorfra betegnelsen stammer.  Kampen skulle foregå ved hjælp af sabotage og propaganda. Blandt modstandsbevægelsen, politikere og dele af befolkningen var frygten og bekymringen over disse grupper så stor, at de var en medvirkende årsag til, at interneringerne i maj 1945 blev en realitet. I Sønderjylland gennemførte en gruppe et attentat mod politistationen i Tinglev 20. april 1946. Gruppen blev efterfølgende pågrebet. Varulvegrupperne havde desuden flere våbenlagre gravet ned – deriblandt et lager i Fælledparken i København..

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-45. 2003.
John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 - og derefter. 2002.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Venstre

I 1940 havde partiet været i opposition i 11 år. 1930’ernes krise havde ramt partiets kernevælgere, gårdejerne, hårdt og førte til dannelsen af de rivaliserende højreradikale grupperinger Landbrugernes Sammenslutning og Bondepartiet. Krisen havde også gjort det nødvendigt for partiet at forlade de liberale ideer og acceptere den voksende statslige regulering af økonomien. Venstre gik ind i samlingsregeringen med tre ministre på den betingelse, at disse ikke deltog på egne vegne og ikke repræsenterede partiet. Statsminister Stauning udpegede Venstres tre såkaldte kontrolministre. Venstre forlangte vidtgående indrømmelser af Socialdemokratiet. Fagbevægelsens indflydelse blev stækket. Lønningerne faldt med 20 %, og i september indførtes strejkeforbud. Rigsdagsgruppens næstformand Knud Kristensen, der af Stauning var blevet forbigået som kontrolminister, nedlagde sin post, men fik ved regeringsomdannelsen 8. juli indenrigsministerposten. Han forblev imidlertid indædt kritiker af samarbejdspolitikken over for besættelsesmagten. Men Venstre var splittet i spørgsmålet. På den ene side var partiet præget af en nationalisme vendt mod alt tysk pga. Danmarks nederlag til Preussen og Østrig-Ungarn i 1864. På den anden side var landbruget afhængigt af tæt økonomisk samkvem med besættelsesmagten. Men situationen betød, at det ikke længere var så entydigt, at hvad der var godt for landbruget, var godt for Danmark. Tidligere stats- og landbrugsminister Thomas Madsen-Mygdal forlod i juli 1941 posten som formand for Venstres landsorganisation pga. manglende opbakning i partiet. Han var stærkt kritisk over for regeringssamarbejdet og gik ind for et tættere økonomisk samarbejde med Tyskland, herunder mønt- og toldunionen.

Priserne på landbrugsvarer steg voldsomt. Venstre fik fortsat gennemført love, der favoriserede det ikke længere så betrængte landbrug. og det satte efterhånden LS og Bondepartiet ud af spillet. En stor politisk sejr for Venstre var sociallovsrevisionen i 1942, der blev vedtaget uden om Socialdemokratiet sammen med De Konservative og De Radikale. Revisionen indebar kraftige forringelser for de socialt dårligst stillede grupper. Der indførtes bl.a. beskæftigelsesudvalg, der skulle kanalisere arbejdskraften over i landbruget, streng statslig kontrol af arbejdsløse, forringelser af socialhjælpen og skærpelse af bestemmelserne om tab af valgret for modtagere af offentlig hjælp.

Knud Kristensen evnede det dobbeltspil, der indebar, at han på den ene side fremstod som modstander af samarbejdspolitikken og regeringssamarbejdet, og på den anden side på en central post i regeringen opnåede vidtgående politiske resultater gennem samarbejdet. Da Scavenius blev statsminister i november 1942, nedlagde Knud Kristensen sin ministerpost i protest. Det sikrede ham en plads i befrielsesregeringen, eftersom ministre under Scavenius var udelukkede.

De socialpolitiske tilbageskridt, som Venstre havde stået bag, kan have været årsag til, at partiet ved Folketingsvalget i 1943 tabte to mandater. Modstandskampen spillede ingen nævneværdig rolle i partiet. Sabotage var et byfænomen, og på landet var besættelsesmagten ikke synlig som i byerne. Strejkebevægelsen havde været et afgørende element i modstandsbevægelsen, og strejkebevægelsens forudsætning var den sociale slagside, som Venstre var arkitekten bag. Venstres trafikminister Niels Elgaard talte endog i sommeren 1943 for indførelse af dødsstraf for sabotage. Dog var der folk i Venstres Ungdom, der i vinteren 1944-45 gik ind i modstandsarbejdet og dermed sammen med Knud Kristensens kritik af samarbejdslinien sikrede partiet et alibi på modstandssiden efter befrielsen.

Ved Oktobervalget i 1945 blev partiet også den store vinder med en fremgang på 10 mandater, og Knud Kristensen blev statsminister. Valgkampen havde været ført mod den statslige regulering af erhvervslivet, som Socialdemokratiet ønskede, og Knud Kristensen havde agiteret for en hurtig tilbagevenden til normale tilstande.

Venstreregeringen blev væltet to år senere pga. Knud Kristensens krav om genoptagelse af det Sydslesvigske spørgsmål.

(MJ)

Litteratur:
Joachim Lund: Mellem fædreland og flæskepriser. Partiet Venstre under besættelsen. I Joachim Lund (red.): Partier under pres– demokratiet under besættelsen. 2003, s. 130-167.
Hans Lund m.fl. (red.). Venstre i 125 år. Bd. 3. 1994-95

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

VE-dag - Victory in Europe

VE-dag er betegnelsen for 8. maj 1945 - den dag krigen i Europa var forbi. Totalkapitulationen blev underskrevet i henholdsvis Reims 7. maj og i Berlin 8. maj. På det tidspunkt havde mange tyskere nået at flygte til den vestlige besættelseszone (se også Jalta-konferencen). Hellere ”die Amis” og ”die Tommies” (amerikanerne og englænderne) end ”der Iwan” (russerne). I Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tog det lidt længere tid inden freden kom. Det skete 11. og 15. maj, og for resten af verden blev 2. verdenskrig først afsluttet, da japanerne overgav sig efter at være blevet bombet af amerikanerne med A-våben i august 1945.

(HSH

Litteratur:
Claus Bundgård Christensen (red.): Anden Verdenskrig : leksikon. 2004.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. 2002.
Henning Poulsen, Aage Trommer og Hans Kirchhoff: Den 2. verdenskrig. 2003.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Værnemagere

Betegnelsen værnemager er et nedsættende udtryk anvendt af folkeopinionen om de personer, der frivilligt og for personlig vindings skyld indlod sig på økonomisk samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Samarbejdet kunne bestå i eksport af varer til Tyskland, i arbejde for tyskerne i Danmark eller blot i at handle med de tyske soldater.

Udtrykkets oprindelse kendes ikke, men det baserer sig på den tyske betegnelse for de væbnede styrker – værnemagten, og betegner de personer, der på en eller anden måde lukrerede på værnemagten.

Det at være værnemager var på ingen måde velset under besættelsen, men det var først efter befrielsen, at det blev kendt ulovligt. Frihedsrådet og modstandsbevægelsen krævede en retsforfølgelse af de erhvervsdrivende, der havde tjent penge på den tyske besættelse, hvorfor folketinget i sommeren 1945 vedtog fire værnemagerlove med tilbagevirkende kraft.

 (KMA)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Værnemagerlovene

Værnemagerlovene er en samlet betegnelse for de fire love, hvorefter værnemagerne blev dømt. Betegnelsen værnemager blev brugt om såvel store som små erhvervsfolk, der havde direkte økonomisk samarbejde med besættelsesmagten, også kaldet værnemagten opkaldt efter de tre værn i det tyske militær: hær, flyvevåben og flåde. Ordet værnemager blev brugt som et skældsord.

Værnemagerlov I (§ 15 i Straffelovstillægget) fra 1. juni 1945 omhandlede grove tilfælde af økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Værnemagerlov II fra 29. august 1945 omhandlede mildere former for økonomisk samarbejde. 44 blev dømt efter lov I og 1114 efter lov II. Generelt var det svært at dømme personer og firmaer efter lovene, idet samarbejdspolitikken bl.a. gik ud på at handle med tyskerne. De eneste, der kunne dømmes, var således de ansvarlige regeringer, hvilket ikke skete (se den Parlamentariske Kommission) og et antal mindre virksomheder og personer, der havde handlet med tyskerne uden at have tilladelse dertil. Værnemagerlov III og IV fra 9. oktober 1945 omhandlede firmaers tilbagebetaling af fortjenester til statskassen. 10.030 kendelser blev afsagt og 318 mio. kr. skulle tilbagebetales.

(HSH) 

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Værnemagten

Værnemagten er fællesbetegnelsen for de tyske væbnede styrker, der ved lov af 1935 opdeltes i hær, flyvevåben og marine. Versailles-traktaten efter første verdenskrig tillod kun en tysk hær på 100.000 mand, en marine på 15.000 mand og ikke noget flyvevåben. Alligevel lykkedes det nazisterne inden anden verdenskrigs begyndelse at opstille en hær på mere end 4 millioner mand, uden at Frankrig og Storbritannien greb ind. I løbet af krigen nåede 18 millioner soldater at gøre tjeneste i Værnemagten. Af dem vendte 5 millioner aldrig tilbage.

Det øverste organ var Oberkommando der Wehrmacht, OKW (værnemagtens overkommando), og Hitler var i sin egenskab af rigskansler øverstkommanderende. Den 19. december 1941 overtog han også den direkte føring fra generalfeltmarskal Walther von Brauchitsch, da denne ikke som forventet havde formået at indtage Moskva, inden den russiske vinter satte ind.

Værnemagten udviste en fanatisk loyalitet overfor Føreren væsentligst baseret på traditionelle prøjsiske militære dyder som ære og pligt. Dog var officerskorpset skeptiske overfor Hitlers føring af hæren ikke mindst på grund af hans manglende militære uddannelse. Tysklands store sejre i de første to krigsår overbeviste efterhånden også de fleste officerer, hvilket forstærkede Hitlers greb om Værnemagten. En opposition gik først i aktion sent under krigen.

I Danmark blev den tyske Værnemagt fra september 1942 ledet af Hermann von Hanneken, der overtog ansvaret for forsvaret af Danmark efter general Erich Lüdke. Hovedkvarteret flyttedes kort efter fra Nyboder Skole til Silkeborg Bad for at være nærmere på den jyske vestkyst, som tyskerne forventede kunne blive mål for en allieret invasion. I januar 1945 blev von Hanneken afskediget som øverstbefalende anklaget for korruption. Han blev efterfulgt af generaloberst Georg Lindemann.

Den tyske marine etablerede sig i København med en øverstbefalende, Marinebefehlshaber Dänemark, der i den længste del af besættelsen var admiral Raul Mewis. Han efterfulgtes af admiral Hans-Heinrich Wurmbach. Mod krigens slutning flyttedes hovedkvarteret til Århus.

De tyske luftstyrker i Danmark indgik i et fælles nordtysk distrikt med ledelse i Hamburg. I det sidste år af krigen oprettedes en selvstændig dansk kommando, som ved krigens slutning lå i Skanderborg.                                                                                                                                     

Til besættelsen af Danmark indsatte tyskerne en styrke på 38.000 mand, som allerede i løbet af maj 1940 blev reduceret til 16.000, da der var brug for tropperne ved felttoget mod Holland, Belgien og Frankrig. Et par år senere opstod den tyske frygt for en allieret landgang på dansk område, og styrkerne blev igen stærkt forøget, så trods afgivelse af soldater til kampene omkring Berlin havde værnemagten ved krigsafslutningen næsten 200.000 mand i Danmark. Styrken var dog kun begrænset operativ; idet der ad flere gange var udtaget egnede soldater til direkte fronttjeneste. Tilbage var tidligere sårede og ikke-tyskere som russere, ungarer m.v. suppleret med rekrutter under uddannelse.

(KMA)

Litteratur:

Jens Andersen: Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-45. 2007

Guido Knopp: Wehrmacht : Hitlers hær. 2007

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002

The Oxford Companion to World War II. 2001

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Våbennedkastninger

Modstanden mod den tyske besættelse kom mest synlig til udtryk i sabotagerne mod industrien og jernbanerne. Disse aktioner bestod oftest af sprængninger, og for modstandsbevægelsen var fremskaffelse af det nødvendige sprængstof en af de helt store opgaver. I de første år af besættelsen var modstanden begrænset til påsatte brande. De få sprængninger, der kunne udføres, var med sprængstof, som blev stjålet fra entreprenørvirksomheder eller fremstillet hjemme på køkkenbordet.

Efterhånden fik Storbritannien opbygget et system, der gjorde det muligt at levere sprængstoffer og våben til de besatte lande ved hjælp af fly. Til Danmark fra begyndelsen af 1943. Leverancerne gjorde det muligt for modstandsbevægelsen at udføre større sabotageaktioner. Våbnene blev en vigtig del, fordi aktionerne ofte udartede til direkte sammenstød mellem sabotørerne og bevæbnede vagter.

Det var ikke muligt for allierede fly at lande i de besatte lande, så sprængstof og våben blev pakket i containere, der kastedes ud fra flyene med faldskærme på aftalte nedkastningspladser. Våbennedkastninger kunne derfor først finde sted, efter at der var etableret en organisation i modtagerlandet. I England oprettedes i 1940 en organisation SOE (Special Operations Executive), der styrede nedkastninger og nogle sabotageaktioner i de besatte lande og dermed også i Danmark.

Først uddannedes danskere i England til at udføre illegalt arbejde. De blev så kastet ned i faldskærm, hvoraf kommer betegnelsen faldskærmsagenter. Faldskærmsagenterne organiserede modtagegrupper og meldte tilbage til SOE, når en nedkastningsplads var klar til at modtage materiel fra England. I alt blev 53 agenter sendt til Danmark.

Det var faldskærmsagenten Ole Geisler, der ledede den første modtagelse fra luften den 12. marts 1943 ved Mariager. Der blev nedkastet seks containere, og det blev Hvidsten-gruppens første illegale opgave at transportere sendingen videre. Våbennedkastningerne forekom sjældent om sommeren, fordi risikoen for nedskydning af flyene var stor i de lyse sommeraftner. Til gengæld blev vintermånederne kraftigt udnyttet med hyppige skift af nedkastningspladser for at hindre tyskernes optrevling af modtagegrupperne.

Den sidste krigsvinter gik det rigtig stærkt, og gennem hele besættelsestiden nedkastedes i Danmark i alt 670 tons, som var fordelt i ca. 6.400 containere. Leveringen af disse mængder krævede omkring 300 gennemførte flyvninger, så i perioder har hyppigheden været stor.

 (KMA)

Litteratur:

Axel Engberg Pallesen: Våbennedkastninger. 2006

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002

Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra England, 1-2. 1998-2000

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

 

 

   

Opdateret 01-07-2009