Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

Sabotageaktion vendt mod en fiskekassefabrik på havnen i Esbjerg 1943. (HSB)

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To sprængladninger af britisk plastisk sprængstof på Esbjerg Krystalisværk i juli 1943. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forside "På godt Dansk" fra februar 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede fra schalburgtageaktionen mod Langelinjepavillonen i København i juni 1944. (HSB)

Klik for større billede 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Valgplakater fra oktober 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De sortbørshandlende var ofte ofre for selvjustits. Her udklip fra Jyllandsposten september 1944 i scrapbog. (HSB)

Klik for større billede

 

 

Leksikon

S

Sabotage

Sabotage kan kort karakteriseres som militære aktioner, der er rettet mod politiske mål. Ofte skelner man mellem passiv og aktiv modstand, hvor sabotagevirksomhed hører ind under aktiv modstand. Sabotagevirksomhed kan antage mange forskellige former, og den kan betragtes fra mange forskellige synsvinkler. Den første synsvinkel, man kan anlægge på sabotagen, er en ideologisk-moralsk, hvor man bl.a. kan beskæftige sig med, hvilken betydning sabotage vendt mod eksempelvis danske fabrikker, der leverede varer til Tyskland, havde for den danske befolkning. Den anden synsvinkel, man kan antage, er at anskue sabotage som et bidrag til den politiske debat. Dermed kan den ses som et udtryk for modstand mod den danske samarbejdspolitik før 29. august 1943. Endelig kan man anse sabotage ud fra et militært synspunkt, hvor det er sabotagens militære betydning, der er i centrum f.eks. betydningen af jernbanesabotagen.

I krigens første 2½ år var sabotagen i Danmark beskeden og uorganiseret og havde først og fremmest demonstrativ karakter. Det var aktioner som overskæring af telefonledninger, ødelæggelser af vejskilte, graffiti med proengelske budskaber o.l.. Aktionerne blev i overvejende grad udført af drenge og ganske unge mennesker, og blandt de mest kendte af disse grupper er Churchill-klubben. I løbet af sommeren 1942 kom der imidlertid langsomt gang i de danske sabotageaktioner. Således er der i 1942 registreret 59 egentlige sabotageaktioner ud over aktionerne mod jernbaner, tallet for 1941 er 12.  En af grundene til den beskedne sabotagevirksomhed i de første krigsår er, at den danske befolkning ikke var begejstret for sabotagevirksomhed. Politikerne så ligeledes med bekymring på sabotageaktionerne, og i en radiotale 2. sepember 1942 opfordrede statsminister Vilhelm Buhl til besindighed i befolkningen og udtalte: ”Den danske regering føler et stort ansvar med hensyn til bekæmpelse af sabotage og lignende virksomhed. Jeg appellerer derfor indtrængende til alle danske kvinder og mænd og navnlig til ungdommens ledere om at gøre deres indflydelse gældende over for ungdommelige elementer og i fædrelandets interesse medvirke til sabotagens bekæmpelse.”

De danske sabotageaktioner gjorde det svært for den danske samlingsregering at opretholde et godt forhold til den tyske besættelsesmagt og det medvirkede til, at klimaet i samarbejdspolitikken blev køligere. Efter den danske regering trådte ud af funktion 29. august 1943, blev der indført dødsstraf for sabotage, hvilket medvirkede til at brutaliteten i aktionerne steg. Den organiserede sabotage blev frem til august 1943 med få undtagelser udført af kommunistiske grupper. Sabotagevirksomheden var i høj grad afhængig af de engelske nedkastninger af materiel og mandskab, der først for alvor tog fart i foråret 1943. Englændernes våbennedkastning, der bl.a. indeholdt plastisk sprængstof gjorde, at sabotageaktionerne blev lettere, ligesom det i samarbejde med de nedkastede sprængblyanter og andre tændanordninger betød en effektivisering af sabotagen.

Sabotageaktionerne var forskellige i form og styrke under besættelsen, men de to meste kendte former for sabotage er jernbanesabotage og industrisabotage. I takt med at antallet af sabotageaktioner steg i løbet af 1943, indførte Værnemagten hårdere repressalier. Den tyske modterror var bl.a. Schalburgtage og Clearingdrab.

De øgede sabotageaktionerne var et udtryk for, at besættelsesmagten ikke i samme grad som tidligere havde kontrol over situationen. I besættelsens første tre år havde tyskerne kunne opretholde besættelsen af Danmark med forholdsvis få ressourcer – både mht. mandtal og økonomi. Med den øgede sabotageaktivitet fra 1943 og frem ændrede denne situation sig. Efter den danske regering var trådt tilbage 29.august 1943, var den officielle samarbejdspolitik afbrudt, og den danske regering samarbejdede ikke længere med tyskerne i bekæmpelsen af sabotage.

I takt med at sabotagerne blev hyppigere og mere omfangsrige, steg det tyske behov for modforholdsregler. Fra efteråret 1943 voksede det tyske sikkerhedsapparat i Danmark. Således steg antallet af tyske sikkerhedsfolk herunder også antallet af Gestapofolk (det tyske hemmelige statspoliti), og som i krigens sidste år blev en af modstandsbevægelsens farligste fjender.

Den øgede sabotageaktivitet i perioden 1943-45 var bl.a. med til at markere over for omverdenen, at Danmark nu havde anlagt en modstandsfront mod den tyske besættelsesmagt

Danskernes holdning til sabotage                                                                            Den danske befolknings holdning til sabotageaktionerne var delte. Aktionerne forekom for mange voldsomme og farlige, og flere frygtede at sabotagehandlingerne ville kaste retsplejen på tyske hænder. Selvom modstandsorganisationen Ringen i løbet af sommeren 1943 gennemførte en undersøgelse af danskernes holdning til sabotageaktionerne, som viste, at et overvejende flertal af de adspurgte var tilhængere af sabotagen, er det ingen tvivl om, at flere også var af den opfattelse, at sabotageaktionerne vanskeliggjorde det politiske samarbejde og måske i yderste konsekvens truede med at flytte retsplejen fra de danske myndigheder. Ringens undersøgelse er forbundet med en række problematikker, som man er nødt til at holde sig for øje, når man benytter resultaterne. For det første er undersøgelsen foretaget i og omkring Augustoprøret 1943, hvor stemningen var ophidset. Herudover er det ikke utænkeligt at flere af de adspurgte blev påvirket af de forudindtagede holdninger som udspørgerne naturligvis havde, såvel som udspørgerne sandsynligvis ikke har opsøgt kendte og meget stålsatte modstandere af sabotage.

Under retsopgøret blev 3900 personer idømt fængselsstraffe pga. deres sabotagevagtarbejde under besættelsen. Kendetegnende for disse 3900 personer var, at de alle var mænd, ikke havde været kriminelle før besættelsen og som oftest ikke blev dømt for andre landssvigerforhold. Vagterne under den danske vagtordning blev som regel ikke i dømt straffe under retsopgøret.

(CMC)

Litteratur:                                                                                         Aage Trommer: Jernbanesabotage i Danmark under den anden verdenskrig. En krigshistorisk undersøgelse.                                                                                    Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede. Det illegale arbejde i Syd og Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945.                                                        Claus Christensen et. al.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940- 1945                      Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1943.                                       Gads leksikon om dansk besættelse.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Sabotagens start

Den organiserede sabotage begyndte i sommeren 1942. Churchill-klubben var dog tidligere med mindre sabotager. De første tilfælde af industrisabotage blev udført af medlemmer af det kommunistiske parti, flere med en fortid som frivillige i den spanske borgerkrig.

Søndag den 26. juli 1942 lykkedes det for to unge mænd med simple midler at starte en brand på Nordbjærg & Wedells Bådebyggeri i Københavns Nordhavn. Værftet fremstillede hurtigbåde af træ til den tyske marine. Ved branden skete skade for 835.300 kr. Et beløb, der omregnet til nutidsværdi, svarer til 15-16 mio kr.

Sabotagehandlingen, der var den første, større i Danmark, fik statsminister Vilhelm Buhl til efter pres fra tyskerne den 2. september 1942 i radioen indtrængende at advare mod sabotage og opfordre danskerne til at angive sabotører til politiet. Statsministeren frygtede, at sabotageaktioner kunne underminere den dansk-tyske samarbejdspolitik.

Få dage senere svarede DKPs formand Aksel Larsen i det illegale Land og Folk, at sabotagen kun var begyndelsen på den kamp mod tyskerne, der i andre besatte lande allerede havde udviklet sig til egentlig partisankrig. Aksel Larsen lovede, at sabotagen ville fortsætte.

Den konservative politiker John Christmas Møller var i foråret 1942 flygtet til England, og den 6. september holdt han i den engelske radios udsendelse til Danmark en tale, hvor han kraftigt tog afstand fra statsministerens tale fire dage tidligere. Christmas Møller kritiserede den danske neutralitet og opfordrede direkte til sabotage med ordene: ”Gør jer pligt – gør jert værk”.

(KMA)

Litteratur: 

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. 1997.

John T. Lauridsen: Werner Best og den tyske sabotagebekæmpelse i Samarbejde og sabotage. 2006.

Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid. 2002.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Sabotagevagter

Sabotagevagterne havde til opgave at forhindre sabotageforsøg fra Modstandsbevægelsen. Der var både danske og tyske sabotagevagt-ordninger under besættelsen

I december 1942 oprettedes en egentlig dansk sabotagevagtordning, da tyskerne havde krævet, at den danske hær greb ind over for de øgede sabotageforsøg på industrielle anlæg. Efter forhandlinger mellem værnemagten og den danske regering, blev det besluttet, at sabotagevagtordningen skulle være en tvungen foranstaltning for en række navngive industrier og offentlige virksomheder. Omkostningerne til opretholdelsen af sabotagevagtordningen skulle afholdes af virksomhederne selv, mens det var det danske politis opgave at rekruttere og godkende vagtpersonalet. Sabotagevagterne var fra starten ikke bevæbnede, men fra 9. april 1943 blev de bevæbnet med pistoler.

Den tyske besættelsesmagt oprettede også sine egne vagtværn bl.a. Schwerinervagtkorpset og OT-vagter. Arbejdsopgaverne var især bevogtning af tyske flyve-, bygge- og arbejdspladser,

I 1944 blev Sommerkorpset oprettet under ledelse af den danske kaptajn Poul Sommer. I begyndelsen havde Sommerkorpset til opgave at bevogte den tyske flyveplads på Kløvermarken i København, men med tiden udstraktes Sommerkorpsets bevogtningsopgaver til andre tyske flyvepladser samt fabrikker, der producerede for det tyske luftvåben. Sommerkorpset talte i alt 800 danske og tyske medlemmer og var blandt de mest frygtede sabotagevagtkorps under besættelsen.  

Forholdet mellem modstandsbevægelsen og sabotagevagterne var hadefuldt. I løbet af 1944 kom det til reelle kampe mellem modstandsgrupper og sabotagevagter. Da modstandsorganisationen BOPA i juni 1944 angreb fabrikken Globus i København, havde de på forhånd aftalt at likvidere de Sommerfolk, der ikke blev dræbt under kampene. BOPA kunne imidlertid ikke, da det kom til stykket, gennemføre sin plan og undlod at dræbe vagterne. Anderledes forholdt det sig i november 1944, da modstandsorganisationen Holger Danske overfaldt et vagthold på en flyveplads alene med det formål at slå Sommer-folkene ihjel. Denne gang holdt man fast i planerne og førte aktionen ud i livet.   

Under retsopgøret blev 3900 personer idømt fængselsstraffe pga. deres sabotagevagtarbejde under besættelsen. Kendetegnende for de 3900 personer var, at de alle var mænd, der typisk ikke havde været kriminelle før besættelsen og som oftest ikke blev dømt for andre landssvigerforhold. Vagterne under den danske vagtordning blev som regel ikke i dømt straffe under retsopgøret.

(CMC)

 

Litteratur:

Aage Trommer: Jernbanesabotage i Danmark under den anden verdenskrig. En krigshistorisk undersøgelse.  (1971)

Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede. Det illegale arbejde i Syd og Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945.

Claus Christensen et. al.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945.

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1943.

Gads leksikon om dansk besættelse.

Henrik Lundbak: ”Sabotagevagter”  I Spærretid. Hverdag under besættelsen 1940-45. (Nationalmuseet). 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Samarbejdspolitikken

Samarbejdspolitikken er betegnelsen for den tilpasnings- og forhandlingslinie over for besættelsesmagten, som den danske regering valgte ved besættelsen 9. april 1940. Regeringen accepterede under protest det tyske memorandum, hvori besættelsesmagten lovede ikke at krænke dansk suverænitet og neutralitet, mod at den danske regering garanterede for værnemagtens sikkerhed under besættelsen. Regeringen bestående af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre blev udvidet med Venstre og Konservative til den såkaldte Samlingsregering. Den 2. juli 1940 blev også Retsforbundet inddraget i regeringssamarbejdet.

Valget af samarbejdslinien må ses som et forsøg på at beskytte demokratiet mod de antiparlamentariske bevægelser, der i krigens første år truede med at tage magten med tysk støtte, ikke mindst det danske nazistparti DNSAP. Desuden anså man samarbejdslinien for det bedste middel til i så vid udstrækning som muligt at bevare dansk selvstændighed. Modstanderne af samarbejdspolitikken var modstandsbevægelsen, herunder ikke mindst DKP. Det var især Socialdemokratiet, der fra kritikernes side blev identificeret med samarbejdspolitikken, og som blev draget til ansvar for de upopulære beslutninger, som f.eks. forbudet mod DKP. Venstre og Konservative tog sig dyrt betalt for regeringssamarbejdet, bl.a. i form af fjernelse af flere af de økonomiske og sociale goder, som Socialdemokratiet havde vundet for arbejderklassen gennem 1930’erne.

Den 29. august 1943 trådte den danske regering ud af funktion. Det skete på baggrund af tyske krav om bl.a. indførelse af dødsstraf for sabotage. Kravet blev fremsat på baggrund af en landsomfattende strejkebølge i august 1943. Hovedmålet for samarbejdspolitikken havde været at bevare jurisdiktionen, dvs. retshåndhævelsen og administrationen af loven i bred forstand, på danske hænder. Nu krævede besættelsesmagten delvis overtagelse af denne på baggrund af, at det danske politi ikke længere viste evne og vilje til at beskytte værnemagten mod sabotage fra den danske befolknings side. Den 29. august betød kun et formelt brud med samarbejdslinien, idet samarbejdet med besættelsesmagten fortsatte besættelsen ud gennem embedsmænd i ministerierne rådgivet af politikerne, der fra kulissen trak i trådene. For modstandsbevægelsen blev 29. august imidlertid betragtet som en sejr og et brud med den samarbejdspolitik, som modstandsbevægelsen efter kommunistinterneringen (se DKP) i juni 1941 tog kraftigt afstand fra.

Holdningen til samarbejdspolitikken er stadig omstridt og synes at dele befolkningen i to lejre. En fløj er kritisk over for samarbejdspolitikken og mener, at landets regering burde have afvist det tyske memorandum ved besættelsen  9. april. Regeringens holdning ses som et udtryk for fejhed, og der burde have været ydet modstand mod den tyske invasion. Det er stort set den samme holdning, som den samlede modstandsbevægelse indtog under besættelsen. En anden fløj betragter samarbejdspolitikken som fornuftig og den eneste mulige i situationen. Den danske regering havde ingen mulighed for at yde modstand mod den tyske overmagt, og selv om der muligvis i visse situationer blev givet for store indrømmelser til besættelsesmagten, får samarbejdspolitikken æren for at have bragt landet nådigt gennem den tyske besættelse uden de store tab og lidelser, der gjorde sig gældende i andre besatte lande.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
Joakim Lund(red.): Partier under pres – demokratiet under besættelsen. 2003.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Erik Scavenius (1877-1962)

Erik Scavenius var medlem af Det Radikale Venstre og bestred posten som udenrigsminister under Zahles ministerium fra 1901-11 og igen fra 1913-20, såvel som han var udenrigsminister under Staunings samlingsregering fra juni 1940 til november 1942.

Erik Scavenius’ arbejde som udenrigsminister under 1. Verdenskrig havde været en hårfin balance mellem at sikre den danske neutralitetspolitik og samtidig opretholde et fornuftigt forhold til Tyskland, som var en af Danmarks største handelspartner. Scavenius høstede stor anerkendelse for sit arbejde under 1. Verdenskrig fra bl.a. politikere og erhvervsorganisationer.

Det var bl.a. på baggrund af Scavenius’ erfaringer fra 1. Verdenskrig, at den socialdemokratiske statsminister Stauning tildelte ham posten som udenrigsminister i den samlingsregering, der blev dannet i juni 1940. I perioden 1929-1940 havde udenrigsminister P. Munch ført en passiv neutralitetspolitik, hvis hovedidé var at undgå at lægge sig ud med den store nabo mod syd. Efter den tyske besættelse 9. april 1940 måtte Munch sande, at hans passive udenrigspolitik ikke havde kunne forhindre en aggression fra Tyskland, og flere politikere forlangte ham udskiftet.

Scavenius tiltrådte 8. juli 1940 posten som Danmarks udenrigsminister i det nye ministerium Stauning-Scavenius og udtalte i 8.juli-erklæringen at: ”Danmark under ingen omstændighed må komme i krig med sin store nabo mod syd”.
Med Scavenius i spidsen for den danske udenrigspolitik blev et skift lanceret fra den passive afventende politik, som P. Munch repræsenterede, til en mere aktiv kurs i forhold til samarbejdet med besættelsesmagten. Scavenius’ samarbejdspolitik med tyskerne blev ført ud fra den grundantagelse, at Danmark skulle guides så sikkert og smertefrit gennem krigen og bevare så meget selvbestemmelse som muligt. Scavenius så dette som afgørende for, at det kunne lykkes, at opbygge ”good-will” i forhold til den tyske besættelsesmagt. Scavenius støttede bl.a. forslaget om at oprette en dansk-tysk forening, en forening, der skulle fungere som en platform, hvor tyskerne kunne møde ”gode danske” og ikke kun nazister som eks. Frits Clausen. Scavenius gik ligeledes kort efter sin tiltrædelse ind i forhandlingerne med besættelsesmagten om etableringen af en mønt- og toldunion. Scavenius anbefalede den danske regering, at man tilsluttede sig en sådan union, men anbefalingen blev mødt med massive protester fra regeringens øvrige medlemmer. Regeringen påpegede over for Scavenius, at hvis Danmark tilsluttede sig en sådan union, ville den nationale selvstændighed være en illusion, og man ville komme i krig på tysk side.
At Scavenius i forhandlingerne om en mønt- og toldunion gik længere, end han havde mandat til fra regeringens side, førte til mistillid mellem regeringen og Udenrigsministeren, men selvom det i gennem krigen kom til flere store uoverensstemmelser, blev det aldrig et krav fra regeringens side at afsætte Scavenius.

Selvom regeringen gang på gang afviste Scavenius’ forsøg på at opnå ”goodwill” hos den tyske besættelsesmagt, støttede de alligevel Udenrigsministeren i de store kriser, såvel som de støttede forslaget om, at Scavenius overtog statsministerposten i november 1942, efter at den tyske besættelsesmagt havde krævet en ny regering dannet. Scavenius kom til at bestride statsministerposten frem til 29. august 1943, hvor regeringen gik af, da den ikke kunne forsvare at efterkomme det tyske ultimatum med kravet om indførelse af undtagelsestilstand og dødsstraf.

Til trods for øgede tyske krav og øget modstand i blandt den danske befolkning mod samarbejdspolitikken blev de ti måneder, Scavenius var statsminister, en forholdsvis rolig periode på det diplomatiske niveau. Scavenius og rigsbefuldmægtigede Werner Best etablerede et forhold, hvor begge parter var klar over, at samarbejdspolitikken krævede gensidige indrømmelser.

Erik Scavenius har i efterkrigstiden stået som symbolet på den aktivistiske samarbejdspolitik under besættelsen, og er blevet opfattet som protysk og nationalforræder – især i modstandskredse. Scavenius fastholdt og forsvarede dog efter krigen sin politik under besættelsen, og skrev bl.a. i 1948 bogen: Forhandlingspolitikken under Besættelsen.

Scavenius døde i 1962 – 85 år gammel.

(CMC)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Schalburg, C.F. (1906-1942)

Christian Frederik Schalburg var født i zartidens Rusland. Hans far var dansker og arbejdede som forretningsmand i Rusland. Moderen var af en gammel russisk adelsfamilie. Schalburg kom på kadetskole i Sankt Petersborg som forberedelse til den officersuddannelse, der var en selvfølge for unge mænd i de kredse.

Revolutionen i 1917 gjorde det imidlertid farligt for familien at blive i Rusland, og den flygtede til Danmark. I forbindelse med flugten mistede familien alt, hvad den ejede, og Schalburg forlod Rusland med et voldsomt had til kommunisterne, der havde ødelagt både hans families tilværelse og hans fædreland.

Ved den anden verdenskrigs udbrud i 1939 var Schalburg kaptajnløjtnant i den danske livgarde og landsungdomsfører i Nationalsocialistisk Ungdom (NSU). NSU var en ungdomsbevægelse under Danmarks National Socialistiske Arbejderparti (DNSAP), som Schalburg var blevet medlem af i 1938.

Schalburg rejste i efteråret 1940 til Tyskland og meldte sig ind i Waffen-SS, og ved Tyskland angreb på Sovjetunionen i juni 1941 kom han endelig i kamp mod kommunisterne. For Schalburg var det afgørende, hvem han kæmpede mod, og ikke hvem han kæmpede med.

I den første tid i Sovjetunionen var Schalburg tilknyttet regiment Nordland som ordonnansofficer. Regiment Nordland udgjorde sammen med to andre regimenter SS-division Wiking, og ideen var, at regiment Nordland skulle bestå af de skandinaviske frivillige. Senere blev Schalburg overført til den rent danske styrke, Frikorps Danmark, hvor en del af hans spejderdrenge fra NSU-tiden nu gjorde tjeneste. Frikorpset nåede efter endt uddannelse frem til fronten i begyndelsen af maj 1942 med den nyudnævnte kommandør Schalburg.

Frikorpset blev indsat ved Demjansk ca. 200 km syd for Leningrad (i dag Skt. Petersborg). Forholdene var her meget barske med konstante træfninger og store tab på begge sider. Efter mindre end en måned blev Schalburg dræbt af russiske granater den 2. juni 1942.

Schalburg blev samme dag begravet af sine soldater. I København arrangerede nazisterne senere på måneden en mindehøjtidelighed med deltagelse af repræsentanter for kongehuset, regeringen, Schalburgs familie, DNSAP, værnemagten, Waffen-SS og mange flere. Mindehøjtideligheden skulle fremhæve Schalburgs indsats for den tyske sag og understrege Danmarks støtte til felttoget i øst og dermed bidrage til hvervningen af flere unge til tjeneste i Waffen-SS.

Sammen med Schalburgs enke oprettede DNSAP en ”C.F. von Schalburg’s Mindefond”, der skulle understøtte kontakten mellem de frivillige ved fronten og Danmark. Schalburg kom også til at lægge navn til Schalburgkorpset, der udførte vagt- og bevogtningsopgaver. De fleste danskere sympatiserede ikke med nazisterne og anså Schalburg for landsforræder. Hans navn blev i folkemunde knyttet til den tyske modterror, som man kaldte Schalburgtage.

I den hektiske tid umiddelbart efter befrielsen var navnet Schalburg tilstrækkeligt til, at flere medlemmer af familien blev interneret. Dog for ret hurtigt igen at blive løsladt. Kun Schalburgs enke fik en fængselsstraf, fordi hun gennem mindefonden havde ydet besættelsesmagten bistand. 

 (KMA)

Litteratur:

Claus Bundgård Christensen m.fl: Under Hagekors og Dannebrog: Danskere i Waffen SS. 1998

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002

Mikkel Kirkebæk: Schalburg. 2008

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Schalburgkorpset

Et af de mest berygtede korps, der blev sammenkædet med den tyske modterror, var Schalburgkorpset, som var opkaldt efter den danske leder af Frikorps Danmark C.F. von Schalburg. Korpset blev oprettet i februar 1943 og udførte primært vagt- og bevogtningsopgaver.                                                                                                       Selvom korpset ikke havde så stor en andel af modterroren som samtiden og ikke mindst efterkrigstiden har tildelt den, så hører den til et af de mest forhadte korps. Dette kan bl.a. ses af udtrykket Schalburgtage, der i folkemunde var betegnelsen for det tyske modsvar til modstandsbevægelsens sabotageaktioner. Årsagen hertil skal bl.a. findes i korpsets aktioner under folkestrejken i København i sommeren 1944. Her kørte korpset rundt i gaderne og skød åbenlyst tilfældige mennesker. Ligeledes førte det illegale blad Information en storstilet kampagne mod Schalburgkorpset, hvor man søgte at sammenkæde korpset med bombesprængninger og drab, selvom aktionerne i mange tilfælde blev udført af andre bl.a. den berygtede Petergruppe. Schalburgkorpset gjorde sig som terrorkorps primært bemærket ved enkeltstående begivenheder og tilfælde af individuelle aktioner.

(CMC)

 

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Sven Henningsen: Esbjerg under den anden verdenskrig 1939-1945. 1955.

Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. 2003.

Claus B. Christensen et. al. Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945.

 A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Schalburgtage

 

Sprængninger af virksomheder der ikke producerede for Tyskland eller sprængninger af forlystelser var det tyske modsvar til modstandsbevægelsens sabotageaktioner. I folkemunde blev disse aktioner kaldt for schalburgtage. Betegnelsen kom fra Schalburgkorpset, der var opkaldt efter Christian Frederik von Schalburg, som var leder af Frikorps Danmark. Det var dog ikke Schalburgkorpset men overvejende Petergruppen, der stod bag organiseringen og udførelsen af Schalburgtagen.

 

Formålet med schalburgtagen var at få aktionerne til at tage sig ud som sabotage, og dermed miskreditere modstandsbevægelsen. Aktionerne rettede sig bl.a. mod virksomheder og etablissementer, der ikke leverede varer til tyskerne. En af de mest kendte Schalburgtageaktioner er attentat på Tivoli 24. – 25. juni 1944. Medlemmer af Petergruppen var trængt ind i forlystelsesparken og havde placeret flere bomber, der forvoldte stor skade. Bl.a. blev koncertsalen, glassalen, rutschebanen og Tivolis historiske arkiv stærkt beskadiget. Efter aktionen måtte haven holde lukket i to uger, og først i 1946 begyndte man at genopføre glassalen. Også i Odense skete der i løbet af 1944 en optrapning af schalburgtagen. Således udførte tyskerne 26. maj 1944 schalburgtage mod Fyns Stiftstidendes bygning, og schalburgtagen gik også ud over en avisredaktion i Esbjerg, da tyskerne 13. november 1944 sprængte ”Esbjergbladet” med betydelige ødelæggelser til følge.

Antallet af Schalburgtageaktionerne nåede i 1944-1945 op på flere hundrede.

Under Retsopgøret blev de materielle skader, forudsaget af Petergruppen, opgjort til over 100 millioner kr., hvilket i dag svarer til flere milliarder kroner.

(CMC)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Sven Henningsen: Esbjerg under den anden verdenskrig 1939-1945. 1955.

Claus B. Christensen et. al. Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945.

Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. 2003.

Jørgen Hæstrup: Odense bys historie. Krig og besættelse Odense1940-1945.

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Schoch, Aage (1898-1968)

Cand. polit. Blev i 1943 afskediget fra sit job som administrerende direktør ved Nationaltidende på tysk foranledning, fordi bladet tillod en antinazistisk holdning. Schoch selv var konservativ. Han fik kontakter til den illegale presse og SOE og var medstifter af Frihedsrådet i 1943. Var med til at udgive pjecen Naar Danmark atter er frit. Han blev i efteråret 1944 arresteret af Gestapo, men undslap sit fangenskab, da Gestapos hovedkvarter i København –Shellhuset - blev bombet. Efter krigen fortsatte Schoch sit journalistiske arbejde.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

SHAEF Mission to Denmark, The

The SHAEF Mission to Denmark var en underafdeling af SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces), der var overkommandoen for de vestallierede styrker. SHAEF blev oprettet i januar 1944 og blev ledet af den amerikanske general Eisenhower. The SHAEF Mission to Denmark blev oprettet i september 1944 med det formål at koordinere befrielsen af Danmark. Lederen af The SHAEF Mission to Denmark var generalmajor Dewing. Ud over at befri Danmark var The SHAEF Mission to Denmarks formål endvidere at undgå kaos i forbindelse med befrielsen. Dewing havde derfor flere gange kontakt med SOE’s (Special Operations Executive) danske afdeling, danske politikere samt ledere fra den danske modstandsbevægelse. General Dewing var blandt de første allierede repræsentanter i Danmark den 5. maj, hvor han sammen med sin stab landede i København om aftenen for at modtage tyskernes formelle kapitulation.

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
Palle Roslyng-Jensen: Værnenes politik – politikernes værn. 1980.
Knud J. V. Jespersen: Med hjælp fra England. 2002.
Aage Trommer: Politik og strategi. 2. verdenskrig. 1982.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Socialdemokratiet

Da Danmark blev besat, havde Socialdemokratiet sammen med Det radikale Venstre været i regering i 11 år. Partileder Thorvald Stauning var statsminister, Vilhelm Buhl finansminister, Johannes Kjærbøl arbejds-og socialminister. En regeringsomdannelse i juli 1940 etablerede samlingsregeringen (se samarbejdspolitikken) med deltagelse af Venstre og Konservative. Ved Staunings død i maj 1942 overtog Vilhelm Buhl statsministerposten.

Det var Socialdemokratiet, der især kom til at repræsentere samarbejdspolitikken. Som det største parti i samarbejdsregeringen fik Socialdemokratiet stor indflydelse i besættelsesårene, men samtidig måtte partiet bære ansvaret for samarbejdspolitikkens konsekvenser og være skydeskive for kritikken af tilpasningen til besættelsesmagten. Valget af samarbejdslinien må ses som et forsøg på at beskytte demokratiet, dels mod tysk antidemokratisk indflydelse, dels mod de danske antiparlamentariske bevægelser, der i krigens første år truede med at tage magten med tysk støtte, ikke mindst det danske nazistparti DNSAP.

De ydre modstandere af samarbejdspolitikken var modstandsbevægelsen som helhed, herunder DKP. Men for Socialdemokratiet betød samarbejdspolitikken også tab på de indre linier. Venstre og Konservative tog sig nemlig dyrt betalt for regeringssamarbejdet, der førte til en kraftig højredrejning. Bl.a. måtte flere af de økonomiske og sociale goder, som Socialdemokratiet havde vundet for arbejderklassen gennem 30’erne, ofres på samarbejdets alter. F.eks. måtte Socialdemokratiet i forbindelse med de såkaldte Majkriseforlig 1940 acceptere ophævelsen af pristalsreguleringen af lønningerne Det indebar en reallønsnedgang for arbejderne på 20%. Allerede i 1940 mistede partiet 10% af sine medlemmer. Nogle socialdemokratiske politikere, bl.a. Thorvald Stauning var i lyset af de tyske sejre i 1940-41 og frygten for en generationslang besættelse fortalere for et endnu mere imødekommende samarbejde med Tyskland for at sikre landet en selvstændig plads i den tyske nyordning af Europa. Socialdemokratiet led også under, at besættelsesmagten lejlighedsvist favoriserede partiet i erkendelse af dets ledende rolle og afgørende betydning for den relativt stabile besættelsessituation. DKP blev i stigende grad en trussel mod partiet, dels i kampen om vælgerne, dels pga. DKP’s centrale rolle i modstandsbevægelsens sabotager, der i stigende grad blev en trussel mod samarbejdspolitikken og bevarelsen af jurisdiktionen på danske hænder. Socialdemokratiet var skeptisk over for Frihedsrådet, der blev betragtet som kommunistisk domineret, men valgte i samarbejde med konservative politikere at tage kontakt til rådet med henblik på at kontrollere modstandsbevægelsen. Her nød Socialdemokratiet godt af sit gode forhold til hærledelsen, der støttede politikerne. Hertil kom gode kontakter til modstandsorganisationen Ringen.

Allerede i sommeren 1944 erkendte partiet, at beskæftigelsen og forsyningssituationen var afgørende i en evt. politisk kamp mod modstandsbevægelsen og kommunisterne efter befrielsen. I partiets omfattende og offensive efterkrigsprogram ”Fremtidens Danmark” satsedes der på et bedre socialt sikkerhedsnet og socialt medborgerskab for den brede befolkning. Det indebar en politik med kraftige statslige indgreb og med et industrialiseret Danmark uden arbejdsløshed som mål. DKP betvivlede partiets vilje til at gennemføre dets program. Fra borgerlig side var der især modstand mod forslagene om planøkonomiske initiativer til fremme af industrialiseringen. Erhvervsorganisationerne støttede de borgerlige partiers kritik af ”tvangsøkonomiens restriktioner og statsindgreb”. Langt alvorligere for Socialdemokratiet var den tidligere regeringspartners, De Radikales, afvisning af programmet. Efter befrielsen kastede Socialdemokratiet alle ressourcer ind på at fremstille partiets rolle under besættelsen som ”medkæmpere” for modstandsbevægelsen: Indtil august 1943 havde partiet forsvaret demokratiet og arbejderklassens langsigtede interesser. Efter august 1943 havde partiet været en del af frihedskampen. Trods forsøget på at fremlægge en offensiv økonomisk politik og opnå andel i modstandskampen, mistede partiet ved valget 30. oktober 1945 18 mandater, der fortrinsvis gik til DKP.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelse 1940-1945. 2002.
Niels Wium Olesen: ”Med loven – mod diktaturet”. Socialdemokratiet under besættelsen. I Joakim Lund(red.): Partier under pres – demokratiet under besættelsen. 2003, s. 21-66.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

SOE (Special Operations Executive)

SOE var en hemmelig britisk sabotageorganisation grundlagt 22. juli 1940 og opløst 15. januar 1946. SOE stod for at organisere og koordinere sabotagearbejdet i de lande, som var besat af aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan). Da organisationen var størst bestod den af ca. 13.000 personer, hvoraf 5.000 arbejdede bag fjendens linjer. I løbet af krigen overførte SOE 53 agenter og ca. 800 tons materiel til Danmark. Til sammenligning overførtes der til Norge 425 agenter og ca. 1350 tons materiel.

Det var særlig vigtigt at koordinere sabotagearbejdet med den allierede militære indsats. SOE’s virkemidler bestod af propaganda, sabotage og opbygning af undergrundshære i de besatte lande. Organisationen havde agenter spredt ud på over 30 lande, og selvom hovedkvarteret lå i London, fik man også efterhånden fremskudte hovedkvarterer bl.a. i Nordafrika og Indien. Stockholm kom til at fungere som hovedkvarter for den nordiske indsats, og her kom journalisten og diplomaten Ronald Turnbull til at stå for kontakten til Danmark.

I oktober 1941 oprettedes en dansk SOE-sektion i London. Den kom til at eksistere frem til sommeren 1945, og den blev ledet af Lieutenant Commander R. T. Hollingworth.

Ebbe Munck var hovedkontaktmanden mellem SOE og det danske modstandsarbejde. Munck ønskede efter 9. april 1940 at levere oplysninger til den britiske efterretningstjeneste, og han sørgede for, at han af Berlingske Tidende blev sendt til Stockholm som korrespondent. Her blev han kontaktet af en repræsentant for SOE, og han kom til at arbejde tæt sammen med Turnbull. Igennem Ebbe Munck modtog SOE bl.a. efterretninger fra de danske efterretningsofficerer.

Netop spørgsmålet om efterretninger var kilde til stridigheder mellem SOE og den britiske efterretningstjeneste. For mens efterretningstjenesten ønskede ro til at samle efterretninger, arbejdede SOE til at begynde med på at skabe oprør og ustabilitet. Kontakten med Ebbe Munck om de danske efterretninger var netop udtryk for SOEs forsøg på at omgås den britiske efterretningstjeneste. 

Som udgangspunkt nærede man fra britisk side ikke stor tiltro til den danske modstandsvilje, ikke mindst da man vidste, at forholdene i Danmark var betydelig bedre end i de øvrige besatte lande, og at fødevarehandlen med tyskerne blomstrede. Derfor forsøgte man også i begyndelsen blot at koordinere de spredte anslag af sabotage, også kaldet nålestikssabotage. Desuden søgte man at vinde opbakning til den passive modstand. Organisationens arbejde i Danmark var dog i 1941-42 ramt af en del vanskeligheder særlig i forbindelse med aktiveringen af faldskærmsagenter.

Opgaverne for den danske SOE-sektion ændrede sig under krigen. Indtil sommeren 1943 havde SOE fokuseret på at øge sabotagen og så vidt muligt genere besættelsesmagten. Derimod var man ikke direkte interesseret i samarbejdspolitikkens sammenbrud. Vurderingen var, at en tysk magtovertagelse i Danmark ville betyde unødige vanskeligheder for modstandsarbejdet. Augustoprøret i 1943 var derfor heller ikke en del af SOE,s planer. Allerede i løbet af sommeren 1943 havde SOE netop ønsket at dæmpe modstandsaktiviteterne for ikke at risikere en oprulning af modstandsbevægelsen forud for den ventende invasion. Det var i stedet faldskærmslederen Flemming Muus, der gjorde sit til, at augustbegivenhederne udviklede sig som de gjorde.

Efter Augustoprøret fortsatte denne strategi. Det drejede det sig om at holde modstandsbevægelsen under skarp kontrol og klar til invasionen. Derfor forsøgte SOE-ledelsen fra årsskiftet 1943-44 at omorganisere og sikre sig større kontrol med bevægelse. Den skulle være klar til at deltage i krigens slutfase bl.a. ved at ødelægge infrastruktur og andre krigsvigtige installationer. Desuden skulle modstandsbevægelsen være med til at sikre en rolig overgang fra krig til fred. Det krævede dog at de forskellige modstandsorganisationer kunne samles under et, som det til dels skete med oprettelsen af Frihedsrådet i efteråret 1943.

Den nye organisering af modstandsbevægelsen kom til at bestå af en inddeling i regioner, som kom under den allierede militære ledelse. Desuden skulle der opbygges en undergrundshær, der kunne sættes ind i tilfælde af et fuldstændigt sammenbrud. Det blev faldskærmschef Flemming Muus, der påbegyndte det arbejde i Danmark. Siden efterfulgtes han af en anden af SOE’s faldskærmsagenter, Ole Lippmann, i februar 1945.

SOE havde stor betydning for modstandsarbejdet, fordi organisationen stillede vigtigt materiel til rådighed for modstandsgrupperne. Herudover var SOE med til at sætte de overordnede mål for modstandsarbejdet og dermed give arbejdet mening som en del af den samlede allierede indsats. SOEs overordnede ledelse har sikkert bidraget til langt hen ad vejen at skabe en fælles front i modstandsbevægelsen, så mulige spændinger imellem de forskellige fraktioner ikke delte bevægelsen. Det var vigtigt i forhold til at sikre et stabilt samfund efter krigen.

Fra årsskiftet 1943/44 arbejdede SOE-ledelsen endvidere på at få Danmark anerkendt som allieret nation. Fra britisk perspektiv var det vigtigt at kunne indlemme Danmark direkte i det britiske sikkerhedssystem. Det er på den baggrund, at den hurtige anerkendelse af Danmarks allierede status skal ses.

(LAH)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Cruickshank, Charles: SOE in Scandinavia. 1986.

Peter Birkelund og Henrik Detlefsen: Faldskærmsfolk. SOE’s arbejde i Danmark 1941-45. 1986.

Knud J. V. Jespersen: Med hjælp fra England, 1-2. 1998-2000.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Sommerkorpset 

Den korrekte betegnelse var ”Vagtkorpset ved det tyske Luftvaaben i Danmark”, men det blev populært kaldet Sommerkorpset. efter dets leder, den danske kaptajn Poul Sommer. Det blev oprettet i begyndelsen af 1944 og opløstes igen i februar 1945. Sommerkorpset nåede at have cirka 800 medlemmer, og dets opgaver var bevogtning af det tyske luftvåbens anlæg og installationer i Danmark svarende til marinevægternes bevogtningsopgaver for den tyske marine.  Desuden påtog korpset sig vagttjeneste på virksomheder, der producerede for det tyske luftvåben.

 Poul Sommer var født i 1910 og afsluttede i 1935 en uddannelse som ingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt. Han søgte derefter optagelse på marinens flyveskole og fik samtidig med en flyveruddannelse også rang af løjtnant. Under sit uddannelsesforløb var Poul Sommer politisk aktiv i flere af tredivernes højrenationalistiske grupperinger, og han stillede op til valget til Folketinget i 1939 for partiet Nationalt Samvirke, men blev ikke valgt. Derefter forlod han politik og søgte i stedet om tilladelse til at rejse til Finland for at deltage i krigen mod Sovjet der.

 Den tilladelse fik han ikke, men han fortsatte sine bestræbelser på at komme i aktiv kamp, og i september 1941 blev han optaget i det tyske luftvåben. I de næste to år deltog Poul Sommer i omkring 200 luftkampe. Først på østfronten og senere i Afrika, Italien og på Balkan. Han vendte hjem i august 1943 og fik ret hurtigt derefter ansættelse i Schalburgkorpset. I efteråret 1943 fik Schalburgkorpset en politisk afdeling, som kom til at hedde Folkeværnet og dens første leder blev Poul Sommer. Han forlod dog Folkeværnet igen efter nogle sammenstød med Schalburgkorpsets leder K.B. Martinsen. I begyndelsen af 1944 fik Poul Sommer igen ansættelse hos det tyske flyvevåben. Denne gang som inspektør for vagterne ved de tyske flyvepladser, og det var i den forbindelse han oprettede sit vagtkorps.

 Mange af Sommerkorpsets medlemmer var tidligere østfrontfrivillige, men ellers gennemgik de en kortvarig militær uddannelse i Jonstrup på Sjælland, så de kunne være bevæbnede under tjenesten. På flyvepladserne gik vagterne i sorte uniformer og blev derfor ofte forvekslet med medlemmer af Hipokorpset, som udførte politimæssigt arbejde og deltog i rene terror handlinger.  Dog udskiltes af Sommerkorpset i sommeren 1944 en gruppe på 20 mand, som særligt under folkestrejken kørte rundt i København og skød mod civile. Denne gruppe sluttede sig senere til Hipokorpset.

 Ved retsopgøret i 1946 blev medlemskab af Sommerkorpset bedømt til to års fængsel. En relativ mild straf, der tog hensyn til at korpset var et rent vagtkorps og ikke en del af det tyske politi. Poul Sommer fik som leder af korpset 12 års fængsel, men blev løsladt i november 1950.

(KMA)

Litteratur:

Niels Alkil (red.): Besættelsestidens Fakta. 1945.

Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested: Fra lykkeridder til landsforræder – Poul Sommer i John T. Lauridsen (red.): Over stregen - Under besættelsen. 2007.

Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid. 2002.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

 

Sortbørshandel

Betegnelsen sortbørshandel blev kendt under besættelsen og bruges til at betegne den illegale handel med mangelvarer og rationeringsmærker, som voksede frem på gadeplan og uden om myndighedernes kontrol. Denne handel forekom i de besatte såvel som i de neutrale og krigsførende lande, men var af varierende betydning.

Sortbørshandlen var kendt allerede i 1939, men blev først for alvor et problem med besættelsen. Handlen på den sorte børs fortsatte med at eksistere helt frem til slutningen af 1940’erne, hvor de fleste rationeringsordninger var blevet afviklet.

Sortbørshandlen var størst i de større byer, men fandt også sted på landet. Den kunne foregå mange steder, hvor sælgeren kunne forblive anonym f.eks. på bestemte restauranter, caféer eller gadehjørner. Handlen var desuden langt mere udbredt i byerne end på landet, hvilket nok til dels skyldtes, at det var svært for de sortbørshandlende at rejse rundt pga. transportproblemerne. Sortbørshandlerne eller "sortbørshajerne", som de også blev kaldt, var for størstedelens vedkommende ufaglærte arbejdere, og mange af dem havde i forvejen forbindelser til det kriminelle miljø. Selvom de ufaglærte dominerede på gadeplan, var der ofte en anden type personer bag selve organiseringen af den illegale handel. Det kom især frem under optrevlingen af en sag kaldet Edderkopsagen, som omhandlede organiseret sortbørshandel, og som chokerede befolkningen.

Det var til gengæld et bredt udsnit af befolkningen, der handlede på den sorte børs, og det var reelt kun samfundets laveste klasser, som var helt udelukkede fra dette marked. Efter besættelsen var et af argumenterne for at ophæve rationeringssystemet netop, at mange ganske almindelige mennesker gjorde sig til kriminelle, fordi de handlede der.

Det var især dagligvarerationer og brændselsrationeringerne, der skabte grundlaget for sortbørshandlen, og det gjorde, at det var handlen med rationeringsmærker, der var den mest almindelige på den sorte børs i årene 1940-42. I løbet af 1943 blev tobak dog dominerende, men også andre ting var populære - f.eks. tekstiler, cykeldæk, benzin, sæbe og nylonstrømper. Andre varer var sjældnere på den sorte børs og derfor også meget dyre. Det drejede sig bl.a. om parfume og whisky, som man kunne betale helt op til 80 kr. for - det ville i dag svare til over 1.500 kr.

Nedenfor ses en liste over de anslåede priser på nogle af de mest populære varer i januar 1942. Priserne i parentes angiver det tilsvarende beløb i nutidige priser ved brug af omregningsfaktor 20.

  • Koksmærker à 5 hl.: 10-12 kr. (220 kr.)

  • Kaffemærker à 50 g.: 2-2,5 kr. pr. stk. (42,5 kr.)

  • Smørmærker à 250 g.: 0,50 kr. pr. stk. (10 kr.)

  • Sukkermærker à 500 g.: 0,50 kr. pr. stk. (10 kr. kr.)

  • Cigaretter: 0,15 kr. pr. stk. (3 kr.)

Hvad angår sukker og smør var priserne på den sorte børs i 1941-43 henholdsvis 55-70 % og 50- 60 % dyrere end i den lovlige handel. Kaffe nåede i 1941 sortbørspriser helt op på 335-400 % over almindelige priser, mens cigaretter, hvis sortbørspris i 1942 havde ligget ca. 50 % over den legale pris, i 1944 nåede en stigning på 5-600 %. Netop besættelsesmagten spillede en vigtig rolle for tilførslen af cigaretter, som de tyske soldater var rimeligt velforsynede med og derfor kunne sælge videre. Efter befrielsen blev tilførslen af tyske cigaretter erstattet med tilførslen af engelske og amerikanske. Her var det især mærkerne Camel og Lucky Strike, der dominerede.

Selvom priserne på den sorte børs var lavest i krigens første par år, var det også i den periode, at lønningerne og dermed købekraften var lavest. Efterhånden som flere kom i arbejde og lønnen steg i krigens sidste år, kunne folk også bruge mere på den sorte børs. Priserne på den sorte børs, som ellers var relativt stabile krigen igennem, steg betydeligt i 1944. Hovedårsagen var, at forsyningssituationen på det tidspunkt var dårligst samtidig med, at folk havde flere penge at bruge. I løbet af 1946 faldt priserne dog igen.

Myndighederne forsøgte at bekæmpe handlen, men politiet manglede i begyndelsen mandskab til dette arbejde. I den politiløse tid var det især de kommunale vagtværn, som stod for bekæmpelsen af den sorte børs, men vagtværnene skulle også forsøge at forhindre, at befolkningen greb til selvtægt, dvs. selv straffede sortbørshandlerne. De varer, der blev forhandlet på den sorte børs var nemlig ofte stjålne, og efterhånden som handlen blev mere synlig og stemningen i befolkningen mere spændt, kom det til flere angreb på sortbørshandlende. Det skete især, efter politiaktionen 19. september 1944, hvor politiet ophørte med at fungere, og det kunne især mærkes i de jyske stationsbyer. Der er flere eksempler på, at folkemængder angreb de sortbørshandlende for at give dem prygl. Nogle af de voldsomste episoder fandt sted i Ålborg, Århus og Randers.  

(LAH)

Litteratur:
Claus Bundgård Christensen. Den sorte børs. 2003.
Erik Kjersgaard: Danmark under Besættelsen. Danskernes dagligliv 1940-45. 1995.
Gads leksikon om dansk besættelsestid. 2002.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Stalin, Josef (1879? – 1953)

Sovjetunionens leder – reelt diktator fra slutningen af 1920’erne og frem til sin død i 1953. Indgik den 23. august 1939 en ikke-angrebspagt med Hitler, men den blev brudt, da tyske styrker angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941. Hitlers brud med ikke-angrebspagten medførte, at en rystet Stalin for en kort periode isolerede sig og undgik offentligheden. Senere stod han frem og erklærede krigen for ”den Store Fædrelandskrig”. Sovjetunionen kæmpede på de allieredes side under krigen. Efter 2. verdenskrig tiltog spændingen mellem USA og den vestlige verden på den ene side og Sovjetunionen og den kommunistiske verden på den anden side, hvilket resulterede i den kolde krig. Stalin var i sin periode som Sovjetunionens leder ansvarlig for folkemordet på over 11 millioner mennesker og var samtidig et stort forbillede for kommunister i det meste af verden.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Stalingrad, slaget ved

Slaget ved Stalingrad fandt sted fra august 1942 til februar 1943 ved byen Stalingrad (nu Volgograd) i Rusland. I august 1942 trængte den tyske 6. armé ind i den vestlige del af byen. I november gik russerne til modangreb og tyskerne blev omringet i et område på 50 x 25 km. Hitler afslog at sende hjælp til de tyske styrker, der fik ordrer på at holde byen. Det afsluttende russiske angreb blev sat ind 10. januar 1943, og 2. februar måtte tyskerne overgive sig. Under kampene var 34.000 sårede tyske soldater blevet fløjet væk fra byen og ca. 100.000 tyskere omkom. Sovjetunionen havde ca. 200.000 døde og sårede. Efter slaget blev 90.000 tyske soldater taget som krigsfanger – heraf overlevede kun 6000. Slaget ved Stalingrad blev et vendepunkt på østfronten, hvor det nu ikke længere var de tyske styrker, der var overlegne, men de sovjetiske.

(HSH)

Litteratur:
Claus Bundgård Christensen (red.): Anden verdenskrig: leksikon
. 2004.
Henning Poulsen og Aage Trommer: Den anden verdenskrig. 1995. 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Statsadvokaten for særlige anliggender

Statsadvokaten for særlige anliggender (SA) var en særlig advokatur eller retsinstans, som skulle tage sig af sager vedrørende værnemagten. Den, som besatte stillingen, udgjorde et forbindelsesled, der skulle sikre samarbejdet mellem dansk politi og tysk militær, hvilket var et krav fra den tyske besættelsesmagt. De sager, som blev behandlet her, omhandlede som udgangspunkt spionage, sabotage, og det man kaldte nedbrydende virksomhed. Dvs. handlinger, der på en eller anden måde var med til at modarbejde den tyske besættelsesmagt. Den 8. juni 1940 kom sagsområdet også til at omfatte sager om vold og forulempelser mod personer ved værnemagten.

SA blev oprettet ved en skrivelse fra justitsministeriet udsendt 15. april 1940. Betegnelsen Statsadvokaten for særlige anliggender kom først til i juni 1941. På dette tidspunkt besattes stillingen af Poul Kjalke og efterfølgende fra august 1942 af Troels Hoff.

I tiden fra regeringen trådte ud af funktion 29. august 1943 og frem til politiaktionen 19. september 1944, tog SA sig ikke længere af sager omhandlende sabotage. I stedet behandledes mindre sager som f.eks. sager om fornærmelser af medlemmer af den tyske værnemagt, demonstrationer mm. I den politiløse tid - efter aktionen mod politiet i september 1944 - ophørte SA med at fungere, og sagerne blev i stedet overført til statsadvokaturen i København. Først efter befrielsen bidrog SA for en kort periode igen til at fremskaffe oplysninger bl.a. i forbindelse med erstatnings- og straffesager. Herefter afvikledes afdelingen.

SA’s funktioner
Det særlige ved SA var, at der heri lå både en anklage- og en politimyndighed. Det betød, at SA både stod for at rejse tiltale mod mistænkte samt for at efterforske sagerne. Aftalen om oprettelsen af SA gjorde, at det var dansk politi, der efter ordre fra SA stod for at efterforske og arrestere danskere under mistanke. Ligeledes blev de anklagede, der også blev fundet skyldig, dømt efter dansk jurisdiktion, hvilket vil sige efter dansk lov. Alternativet var, at de anklagede i stedet ville komme for en tysk krigsret, hvor straffene var betydeligt hårdere. Endelig betød aftalen, at de dømte blev sat i danske fængsler frem for at blive sendt til Tyskland for at afsone deres straf.

Det var dog reelt de tyske myndigheder, der havde magten, og dermed afhang aftalens opretholdelse af deres gode vilje. Det var også derfor, at der aldrig fandtes nogen klare regler for, hvem der havde ret til at dømme i sagerne. Set fra de danske myndigheders side var det bedre, at der ingen endelige regler var, således at der var rum for forhandling, end at tyskerne overtog al kontrol. Det er det forhold, at der i en periode reelt var to myndigheder med ret til at dømme, der er blevet kendt under betegnelsen "dobbeltjurisdiktion". For at sikre sig tyskernes gode vilje var det dermed også af afgørende betydning, at politiet var effektivt i bl.a. sabotagebekæmpelsen.

SA mister betydning
Efterhånden som sabotagen tog til i løbet af efteråret 1942, blev det sværere og sværere at holde sagsbehandlingen på danske hænder, og i december 1942 var det tydeligt, at tyskerne i stigende grad selv stod for efterforskning og arrestationer. Således var der i tiden fra statsadvokaturens oprettelse frem til efteråret 1943 kun faldet tre domsafgørelser ved en tysk krigsret, mens der i perioden fra 19. november 1942 til 25. august 1943 faldt hele 16 domme.

At den tyske krigsret i stigende grad blev inddraget skyldtes, at sabotagen efterhånden blev mere omfattende og mere grov. Samtidig havde modstandsarbejdet fået større opbakning i befolkningen, hvilket bl.a. kan ses af, at det i stigende grad kom til åbne konflikter mellem danskere og tyskere – f.eks. i form af masseslagsmål, som man så det i Odense under urolighederne i sommeren 1943.

Den stigende tyske kontrol kulminerede 28. august 1943 med den første henrettelse af en dansk modstandsmand. Herefter fulgte en periode, hvor den tyske krigsret pådømte alle større sager, men Hitler mente, at henrettelser af modstandsfolk i stedet ville få dem til at fremstå som martyrer. Det kunne bidrage til at gøre befolkningen endnu mere oprørt. Derfor ophørte krigsrettens aktivitet fra juli 1944 til marts 1945, og i stedet indførtes bl.a. de såkaldte clearingdrab som straf for modstandsbevægelsens arbejde. Denne fremgangsmåde gjorde det fra tysk side muligt at fremhæve sammenhængen mellem modstandsarbejde og tyske repressalier og dermed pege på gensidigheden i udviklingen.

 (LAH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid. 2002.
Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen. 2001.
Henrik Stevnsborg: Politiet 1938-47. 1992.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Stauning, Thorvald (1873-1942)

Dansk socialdemokratisk politiker og statsminister. I 1890 indmeldte Stauning sig i Socialdemokratiet. Stauning blev folketingskandidat i 1901 og var folketingsmedlem fra 1906-42. Igennem 1930’erne stod Stauning som en stærk politisk lederfigur - landsfader for nogle, stærkt forhadt af andre. Han var statsminister fra 1924-26 og igen fra 1929-1942. Staunings ambition var bl.a. at tiltrække vælgere fra andre lag end arbejderklassen til Socialdemokratiet. Dette mål opnåede han ved valget i 1935, hvor partiet med sloganet ”Stauning eller Kaos” fik 46,1% af stemmerne.

Da Danmark blev besat 9. april 1940, sørgede Stauning for at skabe et bredt politisk samarbejde i samlingsregeringen. Han måtte som følge heraf gennemføre økonomiske forlig, som gik ud over hans egne kernevælgere. Stauning fastholdt samarbejdsregeringen, hvilket også kom til at betyde, at han måtte acceptere regeringsomdannelser. Stauning talte i stor udstrækning for tilpasning til den tyske dominans, fordi han var overbevist om, at Tyskland ville vinde krigen. Han støttede ofte udenrigsminister Erik Scavenius.

Stauning var leder af samlingsregeringen indtil sin død 3. maj 1942, hvor han fik en statsbegravelse.

(HS)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Stikkerlikvideringer

Stikkerlikvideringer er betegnelsen for de drab, danske modstandsfolk udførte på andre danskere, som var mistænkt for at fungere som meddelere for tyskerne eller for direkte at være i Gestapos tjeneste. Det var nemlig især det tyske hemmelige politi, Gestapo, som fra efteråret 1943 for alvor var aktivt i Danmark, der benyttede sig af danske informanter til at skaffe sig oplysninger om modstandsbevægelsen. Det officielle tal for antallet af likviderede stikkere lyder på 385, men også efter befrielsen blev der begået drab på mistænkte, og medregnes de, kommer tallet til at ligge på omkring 400.

De fleste stikkerlikvideringer ramte mænd. Kun 10 % af de dræbte var kvinder. Endvidere fandt langt de fleste likvideringer sted i krigens slutfase. 70 % af drabene fandt således sted i perioden november 1944 frem til befrielsen, og 25 % fandt sted i april 1945. I slutningen af april 1943 beordrede den britiske sabotageorganisation SOE likvideringen af en dansk faldskærmsagent, der var for åbenmundet. Den første likvidering besluttet og udført af en dansk modstandsorganisation blev dog først foretaget i september 1943 af den københavnske sabotageorganisation BOPA. Det var BOPA og sabotageorganisationen Holger Danske, der stod bag langt de fleste stikkerlikvideringer i København, mens der i Jylland fandtes to rejsende hold med base i hhv. Ålborg og Århus. En del likvideringer blev dog også udført af enkelte modstandsgrupper og enkeltpersoner.

Årsagen til likvideringerne

Stikkerlikvideringerne blev allerede i sommeren 1945 udsat for kritik. Særlig gjorde socialdemokraten Hartvig Frisch sig bemærket ved i et radiointerview i august 1945 at kalde likvideringerne for ”mord”. Udtalelsen vakte stor harme hos modstandsbevægelsen. Her mente man, at stikkerlikvideringerne var nødvendige, fordi danske meddelere udgjorde en fare for modstandsbevægelsen og ofte forårsagede medlemmernes arrestation og død. Modstandsbevægelsen lagde altså vægt på, at stikkerlikvideringerne var nødvendige forsvarshandlinger i en krigssituation. Det kunne imidlertid være svært at skelne mellem nødvendige forsvarshandlinger og egentlige hævnmotiver. Medlemmer af Holger Danske har fx berettet, hvordan de i begyndelsen diskuterede, hvorvidt en likvidering var en form for hævnaktion.

 

 

De likviderede

Det er svært at sige noget generelt om de likviderede. En undersøgelse har vist, at de dræbte i gennemsnit var godt 35 år. Den ældste dræbte var en kvinde på 67, mens den yngste var en lærling på 14 år. Også to 15-årige blev dræbt. Den ene fik efter krigen oprejsning. Han var i december 1944 blevet anholdt af tyskerne og tvunget til at føre dem til en modstandsmands bopæl samt til at udpege vedkommende. Modstandsbevægelsen havde imidlertid fået den opfattelse, at den unge mand frivilligt havde hjulpet tyskerne. Mange gange skete likvideringerne på et tvivlsomt grundlag – og en formodning om stikkeri kunne være nok til, at drabet blev udført.

Typisk var der tale om, at de likviderede havde en eller anden forbindelse til tyskerne. Det kunne være som medlem af et af de tyske korps som fx Frikorps Danmark eller Schalburgkorpset, men der kunne også være tale om, at de var erklærede nazister. Andre igen udførte civile erhverv for tyskerne. Det kunne fx være som tolke. Der er flere eksempler på, at folk er blevet likvideret for at true med at sladre om illegale aktiviteter.

I den illegale propaganda blev der ofte skelnet mellem stikkere og storstikkere, hvor kun sidstnævnte var dem, der var faste meddelere og ligefrem tjente penge på det. En af de kendteste storstikkere fra en kvinde kendt under navnet Jenny Holm.

Der er også eksempler på modstandsfolk, der blev dræbt af deres egne, enten fordi de var direkte mistænkt for stikkeri, eller fordi de var for åbenmundede og udfordrende i deres opførsel og dermed til fare for deres kammeraters sikkerhed. Endelig skete nogle drab i forbindelse med kriminelle handlinger. Tidligere modstandsmænd har berettet, hvordan mange - særlig i den politiløse tid - blev fristede af situationen, hvor politiet ikke længere kunne efterforske fx røverier.

Likvidatorerne

Der herskede i lang tid en myte om, at det var Frihedsrådet, der afgjorde hvem, der skulle likvideres. Det er imidlertid ikke tilfældet. Ganske vist gav Frihedsrådet i nytåret 1943/44 sit samtykke til, at det kunne være nødvendigt at udføre likvideringer. Selve beslutningen om at foretage en likvidering faldt imidlertid på forskellige men som regel lavere niveauer. Det kunne være regionsledelsen såvel som byledelsen og endda enkelte modstandsfolk, der tog beslutningen om en likvidering. Hvor præcis i systemet afgørelsen om en evt. likvidering fandt sted kunne variere. Ligeledes kunne det variere, om likvideringen blev foretaget af såkaldt professionelle likvidatorer eller af uprofessionelle, der kun prøvede det en enkelt gang og derfor ikke havde nogen erfaring med situationen. Der har formodentlig ikke været tale om mere end 20-30 professionelle likvidatorer besættelsen igennem. En del blev imidlertid dræbt eller henrettet i løbet af besættelsen, flere har også fortalt, hvordan de efterfølgende fik psykiske problemer.

Det lykkedes efter befrielsen for Frode Jakobsen at sikre, at ingen af likvidatorerne fik deres navne ud i offentligheden. Det er først langt senere, at nogle har været villige til at fortælle deres historie. Flammen fra Holger Danske og Leif fra en tidlig likvideringsgruppe i Jylland er to af de kendte likvidatorer, som imidlertid ikke længere lever. Flammen er særlig blevet kendt for sit vovemod og de mange dramatiske aktioner, som han udførte med sin partner Citronen. Han skulle angiveligt have dræbt 22 stikkere, men døde selv i en alder af 23, da han tog en cyankalium-ampul for at undgå arrestation. Leif derimod var politibetjent, men indgik med sin partner, der også var politibetjent, i en likvideringsgruppe. Han begik imidlertid selvmord umiddelbart efter befrielsen. Det skete dagen efter et møde med chefen for Rigspolitichefens Rejseafdeling, hvor han havde skullet gøre rede for de drab, som hans gruppe havde udført under besættelsen.

Stikkerdrabene i efterkrigstiden

Spørgsmålet om stikkerlikvideringerne udviklede sig til en politisk debat, der havde tæt forbindelse til debatten om retsopgøret. En gruppe politikere heriblandt Hartvig Frisch krævede på vegne af de dræbte, at drabene blev underlagt en offentlig undersøgelse, og at evt. uskyldige fik oprejsning. Bl.a. Frode Jakobsen, der var blevet minister i befrielsesregeringen modsatte sig imidlertid en sådan undersøgelse. Afvisningen af en offentlig undersøgelse blev især begrundet med, at man ønskede at beskytte de modstandsfolk, der havde udført de psykisk belastende likvideringer. Justitsministeriet pressede imidlertid en undersøgelse af likvideringerne igennem, bl.a. fordi mange pårørende henvendte sig, fordi de mente, der var sket fejl. Der blev derfor oprettet et politihold, der skulle undersøge bestemte sager. Men langt fra alle blev undersøgt.

Det var desuden kun Ministeriet for særlige anliggender, der kunne give de dræbte oprejsning dvs. offentligt bekendtgøre, at vedkommende var uskyldig. Der blev i alt udstedt 9 oprejsningserklæringer, hvor man erkendte, at der var begået fejl. Heraf gik 6 til uforskyldt likviderede modstandsfolk. Der blev ganske vist også nedsat et rigsdagsudvalg, der skulle undersøge sagerne, men udvalget havde ingen besluttende myndighed. Først da Ministeriet for særlige anliggender blev nedlagt i 1947 blev der åbnet for ca. 20 sager, hvor den dræbte blev frikendt for stikkeri, men hvor det blev slået fast, at vedkommende ved sin adfærd selv havde placeret sig i farezonen. Meget tyder på, at der er flere af sådanne tilfælde.

Spørgsmålet om stikkerlikvideringer kom igen til debat sidst i 1990’erne, da journalisten Peter Øvig Knudsen skrev en række artikler om drabene. Artiklerne blev til en bog, Efter Drabet, og Øvig lavede en dokumentarfilm, Med ret til at dræbe, hvor han ikke blot interviewede nogle af de tidligere likvidatorer, men også folk hvis forældre var blevet likvideret.

 (LAH)

 

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Stefan Emkjær: Stikkerdrab. Modstandsbevægelsens likvidering af danskere under besættelsen. 2000.

Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1984.

Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet. Beretninger om modstandskampens likvideringer. 2001.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Sverige under Den Anden Verdenskrig

Efter Danmark og Norge blev besat d. 9. april 1940, lykkedes det Sverige at opretholde landets neutralitetspolitik. Sverige var dermed et af i alt fem europæiske lande, der undgik krig og besættelse under Den Anden Verdenskrig. 
Den svenske neutralitetspolitik var ikke et særegent fænomen i forhold til begivenhederne i Europa i slutningen af 1930´erne. Til trods for at svenskerne var begyndt at opruste i 1936, var det en udbredt holdning, at det svenske militær ikke i realiteten havde nogen afskrækkende effekt på det aggressive Tyskland. Da Tyskland besatte Norge og Danmark, stod det klart for svenskerne, at tyskerne ikke havde til hensigt at overholde neutralitetserklæringer, hvis sådanne kom i vejen for de militære planer. Svenskerne så sig nødsaget til at give Tyskland betydelige indrømmelser. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at ved besættelsen af Norge og Danmark havde svenskerne både en tysk hær stående ved den nordlige grænse såvel som en hær stående på den anden side af Øresund. Den tyske kontrol med Skagerrak gjorde ligeledes Sverige afhængig af import fra Tyskland og de tysk besatte områder i forhold til forsyning af kul og koks. Resultatet af denne situation blev en svensk indrømmelsespolitik.


Svensk indrømmelsespolitik på flere niveauer                                                             Den svenske indrømmelsespolitik havde rod i en koalitionsregering, der var ledet af den
socialdemokratiske statsminister Per Albin Hansson. Ved valget i 1940 havde Socialdemokratiet fået næsten 54 % af stemmerne, og Per Albin Hansson indtog som leder af partiet en markant rolle og var en af hoveddrivkræfterne bag den svenske indrømmelsespolitik. Internt i Socialdemokratiet var der debat om, hvor langt man skulle gå for at imødekomme de tyske krav, men i krigens tre første år var der en bred opbakning til Per Albins Hanssons politiske linje. Også det Konservative parti støttede Per Albin Hansson, selv om mindre grupper i partiet med deres kontakter til forsvaret agiterede for en mere konsekvent modstandspolitik.

Den svenske indrømmelsespolitik manifesterede sig i juli 1940, hvor man gav tilladelse til transit af tyske tropper og materiel på de svenske jernbaner. Denne trafik kulminerede i juli 1941, hvor der blev transporteret en samlet tysk division, der skulle sættes ind i krigen mod Sovjetunionen. Sådanne transporter blev først standset i august 1943.

Herudover bøjede den svenske koalitionsregering sig for tyske krav om at benytte svensk farvand og luftrum og udlægge miner vendt mod Sovjetunionen. Ved siden af disse indrømmelser fortsatte svenskerne endvidere med en forholdsvis stor samhandel med Tyskland.

Retslig tilpasningspolitik                                                                                           Den nyeste forskning omkring Sveriges neutralitet under Anden Verdenskrig har påvist, at den svenske stat i perioden 1935-1945 opretholdt de tyske racelove - de såkaldte Nürnberglove. Nürnberglovene blev vedtaget af det tyske Nazistparti d. 15. september 1935 og forbød ægteskab og udenomsægteskabelige forbindelser mellem jøder og ”ariske” tyskere. I racelovene skelnede man mellem forskellige grader af jøder. Således opererede man med definitionerne heljøder, halvjøder og kvartjøder. Hvis man tilhørte gruppen tysk halvjøde, skulle man søge om tilladelse til at få lov til at gifte sig med en tysker, hvorimod man som kvartjøde ikke behøvede en tilladelse til at gifte sig. Derudover fratog Nürnberglovene jøderne deres tyske statsborgerskab og forbød dem at besidde offentlige embeder.

En svensk undersøgelse af den svenske statsadministration i perioden 1935-1945 dokumenterer, at embedsmændene i Udenrigsministeriets retsafdeling efterfulgte bestemmelserne i Nürnberglovene. Dette betød, at hvis en svensker ønskede at gifte sig med en tysker, måtte parret underskrive en erklæring om, at ingen af deres forældre eller bedsteforældre var jøder. Der er i undersøgelsen fundet adskillige eksempler på, at de svenske myndigheder ikke har givet tilladelse til ægteskab, og som følge heraf har flere svensk-tyske kærestepar måtte rejse til udlandet for at blive gift.

Den svenske undersøgelse viser endvidere, at de tyske myndigheder gentagne gange krævede, at de svenske myndigheder opfordrede svensk-tyske par til frivilligt at opløse deres ægteskab, da ægteskabet var i strid med Nürnberglovene. De svenske embedsmænd og præster fulgte ofte de tyske ordrer og opløste de ægteskaber, der ikke opfyldte de tyske krav om racerenhed. Det var dog ikke alle embedsmænd og præster, der accepterede den svenske tilpasning til Nürnberglovene. Flere svenske præster nægtede at slette svensk-tyske ægtepar fra deres kirkebøger, og derved blev ægteskaberne ikke opløst. Ligeledes er der eksempler på, at flere embedsmænd i udenrigsministeriet omgik reglerne.

At den svenske administration efter krav fra tyskerne ophævede svensk-tyske ægteskaber var ikke uden sociale og økonomiske konsekvenser. Gifte kvinder med børn blev nu pludselig ugifte mødre, og børn, der var født af en gift mor, tilhørte nu kategorien børn uden for ægteskabet.

Anders Jarlert, der står bag undersøgelsen af den svenske tilpasning til Nürnberglovene, konkluderer, at det ikke kan påvises, at den svenske regering var sig fuldt bevist om tilpasningen til Nürnberglovene. Ifølge Jalert var det i højere grad Udenrigsministeriets embedsmænd, der var de ansvarlige for den retslige tilpasning til de tyske Nürnberglove.

Abdiceringstrusler fra kongen?                                                                                      I årene 1940-1945 var der en forholdsvis tæt kontakt mellem den svenske regering og det svenske kongehus. Kong Gustav V. spillede en ikke ubetydelig rolle i der politiske liv under krigen. Blandt de mest berømte, men ubekræftede historier er, at den svenske konge i 1940 truede politikerne med at abdicere, hvis ikke Tyskland fik adgang til Sverige. Trods mange forsøg på at be- eller afkræfte myten, står spørgsmålet stadigt åbent i dag. Sikkert er det imidlertid, at statsministeren brugte kongens abdicering som trussel i kampen om at forhindre, at koalitionsregeringen gik i opløsning og give tyskerne adgang til de svenske jernbaner.

Retningsskift og øget humanitær indsats                                                             Svenskerne ønskede at hjælpe deres besatte skandinaviske naboer, men denne hjælp skulle fungere sideløbende med, at man ikke satte det gode forhold til Tyskland over styr. Men den svenske regering foretog i sensommeren og efteråret 1943 et retningsskift væk fra den protyske indrømmelsespolitik mod en mere proallieret politik. Et sådan skift havde været længe undervejs, og i takt med Hitlers militære nederlag i Rusland og Italien mindskedes risikoen for et tysk angreb mod Sverige. Ligeledes gav forventningen om en kommende fredsordning med de allierede som styrende magter i sensommeren 1943 en optimisme og en folkestemning, der medvirkede til, at svenskerne for alvor lagde afstand til tyskerne. Efter den forandrede situation i 1943 indtog den svenske regering en mere aktiv rolle i bestræbelserne på at hjælpe deres besatte naboer. Således hjalp svenskerne bl.a. de danske jøder og flygtninge med at krydse Øresund og komme i sikkerhed, ligesom man i november 1943 gav den danske regering lov til at oprette Den Danske Brigade i Sverige.

Sverige kom i krigens sidste halvdel til at fungere som et ´helle´ for dansk modstand. Stockholm blev allerede hovedsæde for de allieredes efterretningsaktiviteter angående Danmark i 1940-1941, bl.a. dannede byen udgangspunkt for SOE´s arbejde og kontakter i Danmark. Efter begivenhederne d. 29. august 1943 etablerede Frihedsrådet sig i foråret 1944 i Stockholm med en repræsentant, og det var herfra, at de uofficielle kontakter til de allierede blev formidlet. 

(CMC)

Litteratur:
Anders Jarlert: Raslager och Rättsmedvetande – Nürnberglagarnas tillämpning vid hindersprövningar i Svenska kyrkan 1935-1945. Se artiklen på:

 Hans Kirchhoff: Oktober 1943 - set från hinsidan. i Historisk Tidsskrift 1997, vol.2.    Jørgen Hæstrup: Skipperen. 1975.
Stig Ekman og Nils Edling red. War Experience, Self Image and National Identity: The Second World War as Myth and History. 1997. 

 

 A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Swingpjatter

Swingpjatter var betegnelsen for en gruppe teenagere, der fra 1941/42 dyrkede en ny form for dans, som hed jitterbug. Swingpjatterne kom fra flere forskellige samfundslag, ikke mindst fra arbejderklassen. Fænomenet var mest udbredt i København, men kendtes også i de større provinsbyer. Der blev danset til swingmusik, som er en særlig rytmisk afart af jazz. Musikken og dansen kom til Danmark fra USA og er et af de tidligste eksempler på, hvordan amerikansk kultur påvirkede ungdommen i Europa. Særlig populær var swingpianisten Leo Mathisen, der bl.a. spillede i Glassalen i Tivoli, hvor swingpjatterne udfoldede deres danseglæde.

For at skille sig ud fra andre havde swingpjatterne deres egen uniformering. Drengene havde langt nakkehår og lange, oftest ternede jakker. Bukserne havde smalle ben med opslag, og sokkerne skulle være hvide eller gule. Drengene supplerede gerne deres påklædning med farvestrålende slips eller butterfly. Pigernes påklædning bestod hovedsagelig af plisserede nederdele og hvide knæstrømper. Fælles for piger og drenge var, at skoene skulle have meget tykke gummisåler. Der var knaphed på gummi, og det fortælles, at de unge fremstillede skosålerne enten af stjålne dørmåtter eller måtter, som de stjal fra S-togene. Sålerne bestod af flere lag gummi, og skoene vejede omkrig et kilo. Det blev påstået, at de tykke såler var særlig velegnede til jitterbug, hvor pigerne blev svinget og kastet voldsomt omkring. De tunge sko gjorde det nemmere for danserne at bevare balancen.

Den tyske besættelsesmagt var stærkt utilfreds med swingpjat-fænomenet. Det stammede fra den amerikanske krigsfjende, og blev kaldt dekadent negerdans. Swingpjatteriet stod i grel modsætning til nazisternes idealforestillinger om en sund og sportstrænet ungdom, der dyrkede friluftslivet. Men det var ikke kun tyskerne, der så ned på swingpjatterne. De provokerede store dele af den voksne danske befolkning, der betragtede swingpjatteriet som en trussel mod ungdommens moral. Man brød sig hverken om swingpjatternes påklædning eller om deres dans. Også i illegale blade blev der skrevet om de forargelige og fordærvede swingpjatter.

I foråret 1942 blev en flok swingpjatter overfaldet på Rådhuspladsen og måtte beskyttes af politiet. Ellers var swingpjatterne ikke politiets bedste venner. De var ofte voldsomme i deres udfoldelser og forstyrrede den offentlig ro og orden på restauranter og dansesteder. På restaurant Bellevue i Risskov ved Aarhus standsede direktøren i sommeren 1942 musikken, fordi »en del ungdommelig dansende svingede pigerne for voldsomt i luften og dansede swing på borde og stole.«  En sjællandsk politimester foreslog i dagspressen, at swingpjatteriet blev forbudt ved lov.

Swingpjatterne var måske nok et en torn i øjet på de tyske besættere, men deres ”oprør” var næppe udtryk for modstand eller protest mod besættelsesmagten. Swingpjatternes modkultur skal snarere ses som en form for flugt fra krigens og besættelsens virkelighed. Gennem dansen glemte de unge den grå hverdag, og uniformeringen gav dem en gruppeidentitet, som kendes fra de fleste andre ungdomsbevægelser. Journalisten Kate Fleron, der var involveret i illegalt bladarbejde, udgav 1943 debatbogen Vi er Ungdommen, hvor hun bl.a. interviewede swingpjatter. En 19-årig ung mand forklarede, at han var langhåret som en reaktion „mod alt det, der er kort her i Tilværelsen“. Han fortsatte: „Der kan være mægtigt swing i en Haarbund. Hemmeligheden ved at danse god swing, er, at man ikke maa sanse, hvad der sker uden om en, man maa lægge alle Hæmninger paa Hylden, ellers bliver det daarligt Arbejde. Det kræver Menneskets hele Anspændelse.“                                                                                                                             

                                                                                                                           (MJ)

Litteratur:                                                                                                              Kate Fleron: Vi er Ungdommen. 1943                                                                        Erik Kjersgaard: Besættelsen 1940-45. Lysene slukkes. 1980

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

.

   

Opdateret 19-12-2008