Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rationeringerne førte bl.a. til en omlægning af kosten. Derfor fik børn og gravide uddelt vitamintilskud om vinteren. Her kort der berettiger til vitaminol, som produktet hed. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Valgavis fra oktober 1945.(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vestkysten 11. maj 1945 beretter om Axel Hartel fra Bondepartiet. Hartel blev i 1948 idømt 14 års fængsel. Det var  retsopgørets hårdeste straf for politisk samarbejde med besættelsesmagten. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aktionen mod Riffelsyndikatet i juni 1944. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

Leksikon

R

Radikale Venstre, Det

Partiet havde efter valget i 1939 14 mandater og havde siden 1929 været i regering sammen med Socialdemokratiet. De Radikale vælgere kom fra så forskellige grupper som husmænd, mindre erhvervsdrivende og københavnske akademikere. I den såkaldte Stauning-Munch-regering, førte Udenrigsminister P. Munch De Radikales forsvarspolitik ud i livet. Det var en konsekvent neutralitetspolitik, der gik ud på, at Danmark for enhver pris skulle holdes uden for konflikter mellem de europæiske stormagter. For ikke at give Tyskland anledning til at tro, at Danmark ville slutte sig til Tysklands fjender, søgte man i tiden op til besættelsen at skabe størst mulig tillid i Berlin. Man var overbevist om, at frem for en krig mod Tyskland var en tysk besættelse af Danmark langt at foretrække. På det punkt var De Radikale De Konservatives modpol.

Indenrigspolitisk var det for De Radikale det væsentligste at værne om folkestyret. Derfor var man bekymret over de antidemokratiske tendenser i 1930’erne, som bl.a. markerede sig inden for De Konservative, Dansk Samling og i genrejserbevægelserne.

Partiet var derfor også under besættelsen meget opsat på at bevare samlingsregeringen og dennes kontrol med udviklingen gennem samarbejdspolitikken. Ved regeringsomdannelsen i juli 1940 måtte Munch gå af som udenrigsminister på baggrund af krav fra konservative kredse om upolitiske ministre, der mere effektivt ville kunne mestre samarbejdspolitikken med besættelsesmagten. Han afløstes af den tidligere radikale, men nu upolitiske Erik Scavenius, der dog deltog i den radikale rigsdagsgruppes møder. Scavenius’ langt mere aktive tilpasningspolitik over for tyskerne var ikke populær i nogen af partierne, men i realiteten blev De Radikale Scavenius’ faste støtte. I Nimandsudvalget fungerede de radikale politikere som formidlere af samarbejdet mellem Scavenius og de øvrige partier.

De Radikale anså det for særdeles væsentligt at sikre sig folkelig opbakning og forståelse for de beslutninger, samlingsregeringen måtte træffe. Derfor var partiet stærkt involveret i oplysningsarbejde – ikke mindst gennem højskolerne. Også Hal Kochs Dansk Ungdomssamvirke blev støttet aktivt af partiets tillidsmænd. I overensstemmelse med partiets bestræbelser på at opretholde ro og orden og undgå opløsning i det danske samfund var De Radikale ikke involveret i modstandsbevægelsen.

Partiet havde gerne fortsat regeringssamarbejdet og samarbejdspolitikken efter bruddet 29. august 1943, men måtte indse, at en fortsættelse ville indebære en for stor kløft mellem politikere og befolkning. Ved folketingsvalget i marts 1943 mistede partiet et mandat. Man havde frygtet et dårligere resultat, eftersom partiet i særlig grad blev identificeret med samarbejdspolitikken, som blev kritiseret fra flere sider. Til sin store skuffelse fik Jørgen Jørgensen, der havde været minister i Scavenius-regeringen, ikke plads i befrielsesregeringen pga. Frihedsrådets krav om udelukkelse af ministre fra Scavenius-regeringen. Ved Oktobervalget 1945 tabte partiet to mandater. Det er uvist, om tilbagegangen skyldtes partiets passivitet i forhold til modstandsbevægelsen.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Jørgen Jørgensen: Erindringer. 1970.
Bo Lidegaard: Et folk på prøve. I Joachim Lund (red.): Partier under pres – demokratiet under besættelsen. 2003.
P. Munch. Erindringer 1939-1942. 1967

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Rationeringer

Rationeringer bliver som regel indført, når der er mangel på forsyninger, som det var tilfældet i Europa under den 2. Verdenskrig. Manglen på varer og råstoffer gjorde, at mange ting ikke længere var frit tilgængelige for forbrugerne, men i stedet underlagt en form for statslig kontrol.

Krigsudbruddet i 1939 havde ledt til begrænsninger i tilførslen af råstoffer til industri og landbrug, og det blev dermed sværere at få adgang til mange dagligvarer. Rationeringssystemet og priskontrollen var myndighedernes forsøg på at sikre en nogenlunde lige fordeling af samfundsressourcerne. Man ønskede bl.a., at de dårligst stillede også fik adgang til basale varer, der ellers hurtigt kunne blive for dyre pga. mangelsituationen. Priskontrollen fungerede bl.a. ved, at myndighederne fastsatte en maksimumpris på bestemte varer, mens rationeringssystemet betød, at man begrænsede udbuddet af forskellige varetyper.

Administrationen foregik gennem Direktoratet for Vareforsyning, og kernen i systemet var rationeringsmærkerne. Mærkerne uddeltes til befolkningen og gav ret til indkøb af en begrænset mængde af den varetype, som mærket repræsenterede - f.eks. sukker eller kaffe. Rationeringsmærkerne uddeltes kommunalt og som regel kvartalsvis.

Rationeringssystemet 
Rationeringssystemet er det administrative og praktiske system, som styrede rationeringerne. Rationeringssystemet kom til at eksisterede fra 1939 og frem til 1953, og almindelige mennesker mærkede det tydeligst i form af dagligvarerationeringer og brændselsrationeringer. Systemet var udtænkt sådan, at der til en vis grad blev taget højde for individuelle behov. Det betød, at en person, der havde hårdt fysisk arbejde, var berettiget til ekstra rationer frem for én, der arbejdede knap så hårdt. Endvidere kunne der udstedes ekstra mærker til børn. Det var individuelle oplysninger fra folkeregistret og skattevæsnet, der bestemte, hvilke mærker, den enkelte kunne få udleveret. En persons årsindtægt var f.eks. bestemmende for, om man også kunne få udleveret de såkaldte rabatmærker, som gav mulighed for at købe særligt dyre varer til en lavere pris.

Der kunne være flere grunde til, at en vare blev rationeret. Som oftest skyldtes det, at der var reel mangel på varen, hvad enten der var tale om råstof til produktion eller en færdigvare, som blev importeret. Det kunne dog også skyldes myndighedernes forsøg på at sikre, at Danmark kunne eksportere en bestemt vare. Det var tilfældet, da sukker blev rationeret i 1939. Endelig kunne formålet være at undgå hamstring, dvs., at folk købte mere, end de skulle bruge med henblik på at gemme det til en senere mangelsituation. Når folk hamstrede, risikerede man, at forsyningerne hurtigere ville slippe op, end hvis folk blot købte det, de selv skulle bruge.

For mange varers vedkommende betød begrænsninger i råvareforsyningerne, at myndighederne måtte sætte ind med reguleringer for at sikre en lige fordeling producenterne imellem. Ligeledes blev mange varer standardiseret – dvs. de blev fremstillet efter ens metoder og med ens råvareindhold. Befolkningen mærkede først og fremmest råvaremanglen i form af prisstigninger kombineret med en forringelse af kvaliteten på de varer, de kunne købe. Som eksempler på sådanne forringelser kan nævnes sæbe, der blev tilsat stadig større mængder ler som erstatning for fedt eller den type tøj, som blev kendt under navnet "maksimaltøj", fordi det blev solgt til i forvejen aftalte maksimalpriser. Dette tøj indeholdt pga. manglen på tekstiler en stor mængde kunststof kaldet celluld, som bl.a. fremstilledes af træ og halm og derfor ikke var særligt behageligt at have på.

Mængden af varer, som blev rationeret, steg støt besættelsen igennem. Faktisk var det sådan, at flere varer var kraftigere rationeret efter befrielsen, end de havde været inden. Det skyldtes bl.a., at det tog tid at få transportsystemet på fode, efter at krigen havde ødelagt store dele af det europæiske transportnet. Det er dog også vigtigt at huske på, at en vare godt kunne være svær at få fat i, selv om den ikke var kommet ind under rationeringssystemet. Nogle varer blev reguleret, inden de kom ud til forbrugerne, f.eks. ved at myndighederne satte begrænsninger for, hvor meget der måtte produceres af varen. Det skete bl.a. med piskefløde, der blev helt forbudt, fordi man skulle spare på fedtet.

(LAH

Litteratur:
Erik Kjersgaard: Danmark under Besættelsen. Danskernes dagligliv 1940-45. 1995.    Gads Leksikon om dansk Besættelsestid. 2002.
Paul Hammerich: Skindet på næsen. 1983.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

von Renthe-Fink, Cecil (1885-1964)

Renthe-Fink var tysk gesandt (ambassadør) i Danmark fra 1936-1942. Ved besættelsen 9. april 1940 blev han rigsbefuldmægtiget og var dermed leder af det tyske gesandtskab i Danmark. Han var i 1939 blevet medlem af NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei).

Renthe-Fink gik ind for samarbejdspolitikken, men havde helst set, at regeringen havde været upolitisk. Efter Telegramkrisen i 1942 krævede Tyskland en hårdere politisk kurs i Danmark. Buhls regering trådte tilbage og blev afløst af Scavenius-regeringen, og Renthe-Fink blev afløst af Werner Best. Renthe-Fink blev i 1943 repræsentant i den franske Vichy-regering.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Retsforbundet

Partiet blev stiftet i 1919 og var siden 1926 repræsenteret i Folketinget med mellem to og fire mandater. Dets mærkesager var indførelse af fuld grundskyld, dvs. en afgift på privates udnyttelse af jord og andre naturressourcer til egne formål. Samtidig skulle alle andre skatter afskaffes. Det var en tanke, der vandt gehør hos de mindst privilegerede jordbrugere, husmændene. En anden mærkesag var ideen om retsstaten, dvs. en minimalstat, der overlod mest muligt til borgerne selv. Retsforbundet var ligesom DKP, Dansk samling og LS/Bondepartiet et af mellemkrigstidens fornyerpartier og kan karakteriseres som konkurrent til De Radikale. Ved besættelsens begyndelse havde partiet godt 2600 medlemmer. I 1941 var tallet faldet til 2100. Derefter steg tallet til 3500 efter befrielsen.

Partiet var ikke medlem af samlingsregeringen (se samarbejdspolitikken), men fik en plads i Nimandsudvalget, der blev nedsat 2. juli 1940 som et forum, hvor det politiske arbejde kunne koordineres uden for offentlighedens og besættelsesmagtens søgelys. Oluf Pedersen var partiets repræsentant. Den form for demokrati, hvor der blev forhandlet, og beslutningerne ikke kun afhang af partiernes styrkeforhold, hvor helhedens interesser stod over særinteresser, var helt i overensstemmelse med Retsforbundets værdigrundlag. Men partiet var ikke enigt om deltagelsen i Nimandsudvalget, hvor man uden at have reel indflydelse var med til at legitimere regeringssamarbejdet. Der var især utilfredshed over, at Venstre og De Konservative i for høj grad varetog de store landbrugeres og industriens interesser på bekostning af arbejdere og husmænd. Ligeledes var man i partiet stærkt kritisk over for vedtagelsen af Kommunistloven (se DKP) og underskrivelsen af antikominternpagten. Af de fornyerpartier fra mellemkrigstiden, der udfordrede de fire gamle partier, var Retsforbundet det eneste, som blev optaget i regeringssamarbejdet. Når det kom med i samarbejdet, skyldes det, at partiet ikke som de øvrige fornyerpartier gjorde sig til talsmand for en antidemokratisk styreform.

Ved folketingsvalget i marts 1943 gik Retsforbundet tilbage fra tre til to mandater.

Oluf Pedersen måtte med bitterhed konstatere, at Retsforbundet ikke fik sæde i Befrielsesregeringen, ikke mindst på baggrund af, at ikke-demokratiske partier som DKP og Dansk samling blev optaget pga. deres aktiviteter i modstandsbevægelsen. Retsforbundet havde ikke som parti andel i modstandsarbejdet. Oluf Pedersen markerede sig i forbindelse med straffelovstillægget (se retsopgøret) som modstander af dødsstraf. Han talte også forgæves for en moderat fremfærd i forbindelse med forslaget til Værnemagerlovene.

Ved Oktobervalget 1945 genvandt partiet sine tre mandater, men Oluf Pedersen mistede sin plads i folketinget.

Retsforbundet eksisterer stadig som et mindre parti, men har ikke siden 1981 opnået valg til  Folketinget.

(MJ)

Litteratur:
Kr. Kolding: Danmarks Retsforbund. 1958.
Henrik Lundbak: Foragtet af de store. I Joachim Lund (red.): Partier under pres – demokratiet under besættelsen. 2003.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Retsopgøret

Efter krigens afslutning blev ca. 13.500 personer dømt for at have samarbejdet med besættelsesmagten på den ene eller anden måde – heraf blev 46 personer henrettet. De dømte blev omtalt som landssvigere, som er et ord, der oprindeligt stammer fra norsk. Landssvigerne blev også kaldet kollaboratører eller landsforrædere. Retsopgøret er siden hen blevet kritiseret for at gå hårdest ud over småforbryderne. Retssagerne for de større forbrydelser trak nemlig ud, og som årene gik blev straffene mildere.

De sidste forberedelser
Allerede i 1943 havde Frihedsrådet gjort sig de første overvejelser vedrørende et retsopgør, når krigen var forbi. Disse tanker blev udgivet i pjecen Naar Danmark atter er frit. Kort før befrielsen mødtes jurister fra modstandsbevægelsen med en kontorchef fra Justitsministeriet samt rigsadvokaten og en højesteretssagfører. De forsøgte at nå til enighed om, hvorledes retsopgøret skulle løbe af stablen, men det lykkedes ikke. Den straffelov, hvorefter de tiltalte skulle dømmes, skulle være med tilbagevirkende kraft, hvilket betyder, at folk skulle kunne blive dømt efter krigen for handlinger, der var lovlige under krigen. Uenigheden blandt mødedeltagerne bestod i, at modstandsbevægelsen ville have, at den tilbagevirkende kraft gik helt tilbage til 9. april 1940. Fra politisk side var man kun interesseret i, at der skulle kunne dømmes med tilbagevirkende kraft til 29. august 1943, som var dagen, hvor den danske regering gik af. Begge parter var dog enige om, at genindføre dødsstraffen. Dette håbede de, ville have en præventiv virkning, så man undgik lynchjustits, hvor befolkningen tog sagerne i egen hånd, som det fx sås i Frankrig efter krigen.

I forbindelse med retsopgøret blev der oprettet en Ekstraordinær tjenestemandsdomstol, der skulle dømme offentlige ansatte. For politikerne gjaldt det, at de blev underlagt en undersøgelse udført af Den Parlamentariske Kommission.

Lovene
Straffelovstillægget var den primære lov i retsopgøret, og den var klar til at blive underskrevet og træde i kraft allerede 1. juni 1945. Loven tilgodeså både modstandsbevægelsens og politikernes krav. Loven virkede med tilbagevirkende kraft til 9. april 1940, som modstandsbevægelsen ønskede det, men hvis den kriminelle handling foregik før 29. august 1943, kunne det spille ind på domsfældelsen. Dermed blev politikerne også tilgodeset i tilblivelsen af straffelovstillægget. Straffelovstillægget bestod af to dele – forræderiloven og værnemagerlovene.

Forræderiloven omhandlede forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Langt de fleste landssvigere blev dømt efter forræderiloven – se nedenstående tabel. Minimumsstraffen blev fastsat til fire års fængsel, men hvis der var tale om formildende omstændigheder, kunne straffen nedsættes til et års fængsel. I 1946 blev minimumsstraffen nedsat til to års fængsel, og det blev endvidere tilladt dømte landssvigere at blive prøveløsladt efter minimum et års fængsel.

Værnemagerlovene er en samlet betegnelse for de fire love, hvorefter værnemagerne blev dømt. Betegnelsen værnemager blev brugt om såvel store som små erhvervsfolk, der havde direkte økonomisk samarbejde med besættelsesmagten, også kaldet værnemagten opkaldt efter de tre værn i det tyske militær: hær, flyvevåben og flåde. Generelt var det svært at dømme personer og firmaer efter lovene, idet samarbejdspolitikken bl.a. gik ud på at handle med tyskerne. De eneste, der kunne dømmes, var således de ansvarlige regeringer, hvilket ikke skete (se Den Parlamentariske Kommission) og et antal mindre virksomheder og personer, der havde handlet med tyskerne uden at have tilladelse dertil. Læs mere om Værnemagerlovene.

Endvidere var der retsplejelovtillægget, der betød, at hele forløbet omkring retssagerne ikke foregik som normalt. Fx afskaffede man nævninge, og den sigtede kunne være varetægtsfængslet under hele retssagen.

Dommene

Antal dømte mænd og kvinder

 

Mænd

Kvinder

12.877

644


Antal dømte efter forrædderiloven

 

Mænd

Kvinder

11.763

619


Antal dømte efter værnemagerloven

 

Mænd

Kvinder

1114

25

 (Kilde: Retsopgøret med Landssvigerne, 1958)

Ca. 13.500 blev dømt under retsopgøret. Langt de fleste var mænd, og af disse blev størstedelen dømt i henhold til Forræderiloven § 10, 1 (tysk krigstjeneste m.v.). Paragraffen var omstridt, da hvervningen til Frikorps Danmark var blevet godkendt af regeringen i sin tid, og indtrædelsen i korpset havde således været en lovlig handling, da den fandt sted. I forbindelse med retsopgøret var minimumsstraffen i realiteten fastsat til 4 års fængsel, men kun lidt over 3000 personer fik fængselsstraffe på 3 år eller mere. 66 personer blev dømt til livstid, og der blev afsagt 103 dødsdomme, hvoraf 78 blev stadfæstet ved Højesteret. 46 blev henrettet –den første i 1946 og den sidste i 1950. Dødsstraffen var på daværende tidspunkt egentlig afskaffet i Danmark, men blev genindført i forbindelse med retsopgøret. De lovovertrædelser, der førte til dødsdomme og de hårdeste fængselsstraffe, var drab, tortur, vold og angiveri. Straffen for værnemageri lå mellem 30 dage og 3 års fængsel.

Kritik af retsopgøret  
Retsopgøret er fra mange sider blevet kritiseret for at have ramt småforbryderne frem for de store forbrydere. En af de meste kendte kritikere af retsopgøret er teologen Hal Koch.

De små retssager var hurtigere overstået end de større og indviklede, så derfor blev småforbryderne dømt forholdsvis kort efter befrielsen, hvor ”hævntørsten” var størst og erindringen om tortur og terror frisk. Det blev endvidere, med regeringens opbakning, opgivet at rejse tiltale mod mange store virksomheder, som modstandsbevægelsen ellers gerne så sigtet. Omkring 1947 blev straffene mildere, og flere dødsdømte blev benådet.

Særligt i kommunistiske kredse var der endnu et kritikpunkt, og det var, at politikerne slet ikke blev sigtet. De skulle derimod undersøges af Den Parlamentariske Kommission.

Retsopgøret i andre lande
Norge var også besat af tyskerne under krigen, men der var forskel på besættelsen i forhold til Danmark. For det første satte den norske hær et helhjertet forsøg ind på at forhindre tyskerne i at besætte landet, og for det andet samarbejdede den norske regering ikke med den tyske besættelsesmagt, som det var tilfældet i Danmark. I Norge dømtes ca. 18.000 personer mod ca. 13.500 i Danmark. Derudover blev ca. 28.000 personer straffet med bod og rettighedstab. Til gengæld var nordmændene ikke nær så hårde med hensyn til dødsstraf. 30 personer blev i Norge dømt til døden, og heraf blev 25 af dommene fuldbyrdet. I Danmark var forholdet 78 dødsdømte og 46 henrettede. Drab, tortur, vold og angiveri var også i Norge grundlaget for de hårdeste straffe.

Retsopgøret i Frankrig er særligt interessant at sammenligne med det danske retsopgør. Store dele af Frankrig var blevet erobret af tyskerne under krigen. I den sydlige del af landet var der dog et selvstændigt område, der blev ledet af en fransk regering kaldet Vichy-regeringen. Tyskland og Vichy-regeringen havde et tæt samarbejde, der på nogle områder lignede det samarbejde, tyskerne og den danske statsmagt havde. Det franske retsopgør skulle dels gøre op med Vichy-regeringen, og dels skulle de franske kollaboratører straffes. Den franske modstandsbevægelse ønskede at undgå lynchjustits, men i modsætning til Danmark lykkedes dette ikke. Det officielle antal dræbte er 4.500, men en fransk historiker har anslået, at det snarere drejer sig om 30.000 - 40.000 personer, der blev dræbt i den første tid efter befrielsen. I Frankrig blev der afsagt 2640 dødsdomme samt 4397 dødsdomme in absentia (dødsdomme over folk, der var flygtet ud af Frankrig). De 791 af dommene blev fuldbyrdet. 25.999 personer blev idømt en fængselsstraf. Procentvis var antallet af dømte i retsopgøret i Frankrig mindre end i Danmark.

Nürnberg- og Tokyoprocesserne var en række retssager, der blev ført mod højtstående personer fra især Tyskland og Japan, da 2. verdenskrig var forbi. Straffeprocessen i Tyskland fandt sted mellem 20. november 1945 og 31. august 1946 i Nürnberg. Dommene blev afsagt over to dage, og 12 personer blev dømt til døden ved hængning, tre fik livsvarigt fængsel og fire blev idømt fængselsstraffe mellem 10-20 år. Blandt de dødsdømte var den tyske Rigsmarskal Hermann Göring og den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop. I Tokyo fandt lignende retssager sted i 1946-48. Her blev syv japanere dømt til døden ud af 28 tiltalte. Se Nürnberg- og Tokyoprocesserne.

Læs også om dødsstraffens genindførelse, om interneringerne maj 1945 og om landssvigerne.

(HSH)

Litteratur:
Claus Bundgård Christensen (red.): Anden verdenskrig: leksikon. 2004.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen : en politisk historie. 2001. Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.
Henning Poulsen og Aage Trommer: Den anden verdenskrig. 1995.
Johannes Andenæs: Rettsoppgjøret etter besettelsen : foredrag i Juridisk Forening, København 24.   april 1995. I Juristen 77 nr. 8 (1995), s. 341-351.
Retsopgøret med landssvigerne : beretning til Justitsministeriet afgivet af Det Statistiske Departement. 1958.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

von Ribbentrop, Joachim (1893-1946)

Blev medlem af NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) i 1932, hvor han blev udenrigspolitisk rådgiver. I 1936-1938 var von Ribbentrop i London som ambassadør, og fra 1938-1945 fungerede han som tysk udenrigsminister. Som udenrigsminister var han ansvarlig for forholdet til bl.a. Danmark. Han var den rigsbefuldmægtigedes overordnede og var dermed chef for Renthe-Fink og Werner Best

Ved Nürnbergprocessen i 1946 blev han dømt til døden for krigsforbrydelser og forbrydelser begået mod menneskeheden. Han blev hængt samme år.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Riffelsyndikatet

Riffelsyndikatet var den populære betegnelse for våbenfabrikken Dansk Industri Syndikat. Fabrikken, der ejedes af A. P. Møller-koncernen, producerede forskellige våben for tyskerne og blev under besættelsen flere gange udsat for sabotage. Den mest effektive aktion fandt sted 22. juni 1944, og den blev udført af en gruppe under modstandsorganisationen BOPA. Ved aktionen blev der ødelagt for over 10 mio. kr., hvilket i dag ville svare til ca. 200 mio. kr. Det var den største skade ved sabotage, som blev forøvet under besættelsen.

Den første aktion mod fabrikken fandt sted 10. maj 1943. Der var tale om en mindre aktion i form af en sprængbombe, der ødelagde strømfordelingen samt raserede nogle lokaler. Herefter fulgte endnu en aktion 20. december 1943. Den anden aktion 20. december var meget voldsom. Som det var typisk ved BOPA’s aktioner, havde man benyttet sig af ansatte på fabrikken for at få lettere adgang til at udføre planerne. I dagene op til 20. december havde 4-5 arbejdere på fabrikken indsmuglet trotyl i pulverform ved hjælp af specialsyede veste. Det lykkedes at gemme ca. 75 kilo trotyl under nogle løse gulvbrædder på fabrikken. Pga. den store sprængstofmængde blev det besluttet at give en advarsel inden sprængningen, så arbejderne ville kunne nå at komme ud. Det skete ved, at der blev indtelefoneret en bombeadvarsel, inden bomben sprang. De fleste arbejdere nåede at forlade fabrikken, men en værkfører mente, at der var tale om bluff og insisterede på, at nogle arbejdere blev tilbage. Ingen af arbejderne blev dræbt, men 20 pådrog sig kvæstelser.

22. juni 1944 blev den tredje og største aktion mod fabrikken udført. Også denne gang havde man allieret sig med folk fra fabrikken. Det drejede sig om vagtfolk, hvilket var nødvendigt, da fabrikken var under stærk bevogtning. Det lykkedes at trænge ind på området og at åbne porten, så to lastbiler stjålet fra CB kunne køre ind på fabrikkens område og aflæsse sprængstoffet. Herefter kunne de køre igen belæsset med våben til modstandsbevægelsen. I alt blev der anvendt 400 kg trotyl, og skaderne var enorme. Aktionen mod riffelsyndikatet stod dog ikke alene. Mellem 21. og 25. juni blev der udført en lang række sabotageaktioner, og fra tysk side blev der svaret igen. Mellem 23. og 26. juni blev der henrettet otte modstandsfolk og udført fem Schalburgtager. Endelig blev der indført civil undtagelsestilstand i København, hvilket i sidste ende blev udløseren for folkestrejken i København i juli 1944.  

Dansk Industri Syndikat var beliggende i Københavns Frihavn. Den var med sine 1600 ansatte en af Københavns største arbejdspladser. Den sidste sabotageaktion mod fabrikken resulterede i, at produktionen stoppede og kun langsomt kom i gang igen. Det betød, at mange blev arbejdsløse som en konsekvens af aktionerne. En af de modstandsfolk, som deltog i aktionen fortalte siden bl.a., at han efter aktionen havde følt en vis skyld, fordi hans svigerfar, der arbejdede på fabrikken, var blevet arbejdsløs som følge af aktionen.

I forbindelse med retsopgøret blev Dansk Industri Syndikat dømt til at tilbagebetale hvad, der ifølge værnemagerlovene blev betragtet som uretmæssig fortjeneste. Det drejede sig for Dansk Industri Syndikats vedkommende om 6,7 mio. kr. svarende til mere end 100 mio. kr. i dag.

Riffelsyndikatet var ikke den eneste virksomhed, der tjente store summer på at arbejde for tyskerne og som efterfølgende måtte tilbagebetale store summer for deres aktiviteter. Det samme gjorde flere af Danmarks øvrige store virksomheder. Men sagen om Riffelsyndikatet blev centrum for en meget omfattende debat i 1999, da Berlingske Tidende bragte en række artikler med særlig fokus på Riffelsyndikatets aktiviteter. Bl.a. hævdede forfatterne, at firmaet havde været unødvendigt ivrigt efter at producere for tyskerne. Artikelserien, der senere blev til bogen Krigens Købmænd, ledte til en meget ophedet debat. Da Mærsk Mc-kinney Møller, søn af A. P. Møller, kort efter valgte at sælge sin aktiepost i Berlingske Tidende, således at bladkoncernen blev overtaget af en udenlandsk investor, blev det opfattet som et svar på kritikken af faderens virksomhed under besættelsen. Spørgsmålet om storindustriens ansvar for at producere for tyskerne er siden ofte blevet diskuteret. I illegale kredse var det forventningen at de store virksomheder, der havde tjent stort på samarbejde med tyskerne skulle straffes efter befrielsen. I praksis viste det sig dog at være meget svært at få virksomhederne dømt, bl.a. fordi regeringen havde opfordret til i hvert fald nogen grad af samarbejde med tyskerne.  

 (LAH)

Litteratur:

 

Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid. 2002.

Christian Jensen, Thomas Kristiansen og Karl Erik Nielsen: Krigens Købmænd. Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A. P. Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig. 2000.   

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. 1997.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Ringen

Ringen er en forkortelse af Dansk Studiering. Organisationen blev oprettet 31. oktober 1941 og eksisterede frem til 22. oktober 1945. Dansk Studiering skiftede navn til Ringen efter Augustoprøret 1943, hvor den reelt var blevet en illegal organisation. Organisationen blev oprindeligt oprettet med det formål at opbygge et forsvar for danskhed og demokrati ved at oplyse om og diskutere bl.a. politiske spørgsmål. Den var som udgangspunkt solidt forankret i det etablerede politiske liv og havde forbindelse til de samarbejdende partier (Se samarbejdspolitikken).

Dansk Studiering oprettede studiekredse, der menes at have haft kontakt til nogle hundrede personer. Studiekredsene var generelt tværpolitiske og tværfaglige, dog med undtagelser i København. Aktiviteterne i Dansk Studering bestod bl.a. af at udveksle og diskutere informationer, som ikke var tilgængelige i den legale presse. Det kunne man gøre, fordi organisationen havde gode forbindelser til det politiske liv og derfor fik informationer, som ellers var fortrolige.

Ud fra disse informationer forholdt man sig kritisk til såvel samarbejdspolitikken som til besættelsesmagten uden dog at udføre direkte illegale aktiviteter. Fra foråret 1943 udsendte man bladet Det Politiske, og efterhånden bevægede organisationen sig mere og mere over i illegale aktiviteter under ledelse af Frode Jakobsen.

I løbet af sommeren 1942 var der opstået uenighed om, hvorvidt Dansk Studiering skulle udvikle sig til en illegal organisation. Uenigheden opstod mellem organisationens formand, Erik Møller, og forretningsordføreren Frode Jakobsen. Sidstnævnte arbejdede for, at Dansk Studering skulle gå ind i illegalt arbejde, og da Erik Møller udtrådte af organisationen i løbet af sommeren 1943, blev der åbnet for den illegale indsats. I den nye ledelse indgik bl.a. den senere justitsminister landsretssagfører Niels Busch-Jensen. Ved oprettelsen af Frihedsrådet i september 1943 indtrådte Frode Jakobsen som repræsentant for Ringen.

Det særlige ved Ringen som illegal organisation var de forbindelser, der blev etableret til veluddannede og intellektuelle borgere - herunder flere veletablerede politikere, der kunne forsyne medlemmerne med informationer, som ikke var alment tilgængelige. Fra efteråret 1943 havde Ringen kontakt til SOE, og fra februar 1944 påbegyndte man oprettelsen af militær- eller ventegrupper. Det arbejde blev udført af Aage Højland Christensen, der rejste rundt i Danmark og oprettede og instruerede grupperne. En del af SOE’s direktiver gik ud på at opdele Danmark i regioner inden for hvilke en illegal hær skulle organiseres. I november 1944 overtog Højland Christensen ledelsen af region 3 (Syd- og Sønderjylland), hvor han gjorde alle grupper til Ringen-grupper med mindre de klart havde et andet tilhørsforhold.

Ringen ekspanderede voldsomt i løbet af sommeren 1944. I sensommeren blev sabotageorganisationen Holger Danske tilknyttet Ringen, og herudover fik organisationen tilknyttet en række illegale blade i løbet af vinteren 1944-45. Det drejede sig bl.a. om Studenternes Efterretningstjeneste, 1944, Folk og Frihed og Grænsevagten.

Herudover var der i København blevet grupper, der bestod af socialdemokratiske arbejdere. Til disse knyttede sig bladene Folkeviljen, Dansk Presse og Tidens Tegn. Arbejdergrupperne var bl.a. med til at give Socialdemokratiet en forbindelse til modstandsbevægelsen. På den måde ønskede man at imødegå kritikken af partiets tilknytning til samarbejdspolitikken. Særligt skulle arbejdergrupperne fungere som en modvægt til kommunisterne (DKP), der havde vundet frem på bekostning af Socialdemokratiet.

Modsat de kommunistiske modstandsgrupper var Ringen forankret i det etablerede politiske liv, og dens medlemmer identificerede sig med de etablerede politiske system. Medlemmerne betegnede sig dog som upolitiske patrioter. Bl.a. pga. organisationens størrelse men også pga. dens medlemsskare fik Ringen stor indflydelse på sammensætningen af befrielsesregeringen og på Frihedsrådets efterkrigsprogram. Ringen tilsluttede sig kravet om en ligelig repræsentation for modstandsbevægelsen i befrielsesregeringen, ligesom man tilsluttede sig kravene om en genindførelse af demokratiet og gennemførelsen af et retsopgør (Se retsopgøret). Til gengæld ville Ringen ikke tilslutte sig kravene fra DKP, Frit Danmark og Dansk Samling om også at gennemføre økonomiske og sociale reformer.

Ringen fik to repræsentanter i befrielsesregeringen. Frode Jakobsen kom til at spille en stor rolle i Ministeriet for Særlige Anliggender, og Niels Busch-Jensen blev justitsminister. Sidstnævnte fik dermed en fremtrædende rolle i retsopgøret.    

 (LAH)

Litteratur:

Steen M. Andersen: Modstandsorganisationen Ringen 1941-45. Oplysning – Kamp – Politik. 1984.

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Roosevelt, Franklin D. (1882-1945)

Amerikansk præsident 1933-45 for Det Demokratiske Parti. Roosevelt forsøgte i første omgang at holde USA ude af krigen, samtidig med at landet støttede Storbritannien materielt. Roosevelt og den amerikanske stab fulgte nøje situationen i Europa og dermed også i Danmark. I februar 1941 noterede Roosevelt sig de mange indrømmelser, Danmark havde gjort over for den tyske besættelsesmagt, samt at der så godt som ingen modstand var at spore i befolkningen. Efter Japans angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbour 7. december 1941 blev USA inddraget i 2. Verdenskrig. Roosevelt var præget af sygdom i slutningen af krigen og døde 12. april, før krigen sluttede. Roosevelt blev efterfulgt af sin vicepræsident Harry S. Truman.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

   

Opdateret 07-05-2008