Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reaktion efter politiaktionen i det illegale blad Ungdommens Røst i oktober 1944. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forside på det illegale kommunistiske blad Trods Alt i oktober 1942. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Løbesedler fra modstandsbevægelsen i forbindelse med valget i 1943. (HSB)

 

De samarbejdende politiske partiers valgbrochure 1943. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

Leksikon

P

Pancke, Günther (1899-1973)

Günther Pancke blev i 1930 medlem af NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei), og året efter blev han optaget i SS. Han blev hurtigt udnævnt til SS-Gruppenführer, og i november 1943 kom han til Danmark som Højere SS- og Politifører. Embedet som Højere SS- og Politifører bestod dels i at varetage SS’s interesser (SS var ledet af Heinrich Himmler), og dels skulle Pancke lede det tyske politi i Danmark. Som Højere SS-fører var Pancke sidestillet med Werner Best og Hermann von Hanneken.

I folkemunde blev han kaldt ”Den Højere Pancke”. Pancke sad i embedet frem til befrielsen 1945. Han var blandt andet medansvarlig for den tyske modterror og aktionen mod det danske politi 19. september 1944. I 1950 blev Pancke idømt 20 års fængsel for krigsforbrydelser. I 1953 blev han løsladt og vendte tilbage til Vesttyskland.

(HSH

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Parlamentariske Kommission, Den

Den Parlamentariske Kommission havde til opgave at undersøge, hvorvidt der var grundlag for at drage ministre, embedsmænd og andre til ansvar for deres embedsudøvelse under besættelsen. Kommissionen skulle også undersøge forholdene omkring selve besættelsen 9. april 1940. Kommissionen fungerede fra 15. juni 1945 til 20. marts 1953, hvor den aflagde rapport til Folketinget. Det var derefter op til Folketinget at afgøre om, der var grundlag for at følge sagerne op med en rigsretssag. Der var i samtiden en del kritik af Kommissionen, idet den bestod af folketingsmedlemmer, som også havde siddet i folketinget under besættelsen. De skulle så at sige undersøge deres eget arbejde. I 1948 blev der lavet en ny kommission, men den bestod stadig af folketingsmedlemmer. Arbejdet i kommissionen bestod af bl.a. vidneafhøringer og fremskaffelse af dokumenter. Efter endt arbejde blev der nedsat et udvalg i Folketinget, der skulle tage stilling til, hvorvidt der skulle rejses rigsretsanklage. Resultatet blev, at det skulle der ikke. Ingen politikere blev dermed draget til ansvar for noget i forbindelse med besættelsen 9. april 1940.

Den Parlamentariske Kommissions betænkning er udgivet i 14 bind, registre og 23 bind bilag og er en meget vigtig kilde til besættelsestidens historie.

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Petergruppen (Brøndumbanden)

Petergruppen (Brøndumbanden) var en dansk-tysk terrorgruppe, der udøvede terror for tyskerne. Gruppen påbegyndte terroraktionerne i vinteren 1943-44. Den tyske modterror blev i daglig tale kaldt for schalburgtage og clearingdrab, hvilket var tyske hævnaktioner for henholdsvis modstandsbevægelsens sabotager og likvideringer. Hævnaktionerne – kaldt repressalier – var af meget voldsom karakter i forhold til, hvad der ellers var foregået under besættelsen af Danmark.

Navnet Petergruppen stammer fra den første tyske leder Otto Schwerdt, hvis dæknavn var Peter. Efter krigen blev gruppen også kaldt Brøndumbanden efter gruppens ledende dansker Henning Brøndum. Petergruppen foretog knap 100 drab, 25 drabsforsøg, 8 togattentater (med 26 dræbte) samt 157 sprængninger, heriblandt Tivoli. Gruppens aktioner kostede til sammen ca. 150 mennesker livet og forårsagede materiel skade for ca. 100 millioner kroner. Det svarer i dag til flere milliarder kroner. Syv af gruppens danske medlemmer, deriblandt Brøndum, blev dømt til døden i april 1947 og henrettet natten mellem 8. og 9. maj 1947. Tre danske medlemmer blev idømt livsvarigt fængsel. Nogle få af de tyske medlemmer blev idømt lange fængselsstraffe, men alle var på fri fod i 1953 (se endvidere retsopgøret).

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. 2002.
Henrik Lundtofte: Farlig mand, farlig bog. En udgivelse om en dansk terrorist. I Magasin 2004, 4, s. 40-50.
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Politiaktionen 19. september 1944

Politiaktionen betegner den aktion, som den tyske besættelsesmagt iværksatte mod det danske politi 19. september 1944. Hensigten var at reducere den danske politistyrke, men aktionen endte med, at politiet helt ophørte med at fungere. Det resulterede i, at der i resten af besættelsesperioden ikke fandtes nogen egentlig dansk politistyrke i landet.

Aktionen havde kodenavnet ”Möwe”, og den bestod i en overraskelsesmanøvre, hvorved det tyske politi med hjælp fra det tyske militær (værnemagten) arresterede ca. 2.000 danske politifolk i hovedstaden og i de større provinsbyer. 1700 af disse politifolk fra København og Sjælland blev sejlet direkte til Tyskland, mens de resterende fra Fyn og Jylland blev interneret i Frøslevlejren. Herfra blev de 25. september 1944 via Neuengamme overført til koncentrationslejren Buchenwald. Ud over politiet omfattede aktionen også ca. 300 personer fra grænsegendarmeriet.

Bag aktionen stod den højere SS – og Politifører, Günther Pancke, støttet af lederen af det tyske militær i Danmark, Hermann von Hanneken. Støtten til gennemførelse af aktionen fik Pancke bl.a. ved at henvise til faren for en snarlig allieret invasion, der muligvis kunne lede til, at det danske politi ville falde besættelsesmagten i ryggen. Det havde man set i Frankrig, hvor dele af politiet efter D-dag gjorde oprør. Det var dog formodentlig også vigtigt for udførelsen af aktionen, at Pancke var blevet kritiseret for ikke at være effektiv nok. Sabotagen var eskaleret i løbet af 1944, ligesom der var flere voldelige sammenstød mellem danskere og den tyske besættelsesmagt. Pancke kunne dermed bruge aktionen mod politiet til at vise handlekraft.

Aktionen fulgte på baggrund af en række forhandlinger mellem de danske myndigheder, som efter 29. august 1943 bestod af departementschefer på den ene side, og de tyske myndigheder på den anden. Siden Danmark ikke længere havde nogen fungerende regering, havde spørgsmålet om politiets funktioner været oppe til overvejelse. Det havde især drejet sig om politiets rolle i sabotagebekæmpelsen. Antallet af sabotageaktioner havde været stigende. Det drejede sig især om jernbanesabotagen og sabotagen mod våbenindustrien, og de tyske myndigheder ønskede en større indsats fra det danske politi.

De danske myndigheder var på deres side bekymrede over politiets rolle, hvis det blev for involveret i f.eks. bevogtningsopgaver. Der var allerede i 1943 opstået situationer, hvor politiet havde skudt på danske modstandsfolk, og skete det ofte, kunne det få uheldige konsekvenser for politiets anseelse i befolkningen. Det var især et problem, efterhånden som der blev bredere opbakning til modstandsbevægelsen, og den antityske stemning slog igennem i løbet af 1943-44. Derfor blev det fra dansk side foreslået, at politiet udelukkende skulle deltage i bevogtningen af virksomheder, der ikke var under direkte tysk kontrol. Til gengæld skulle eventuelt tilfangetagne sabotører dømmes ved en dansk domstol frem for en tysk. (Se også Statsadvokaten for særlige anliggender). Tyskerne krævede derimod, at det danske politi også deltog i bevogtningen af tyske virksomheder, hvilket man fra dansk side ikke kunne acceptere.

Forhandlingerne, som stod på i ca. et år, førte ingen vegne, og i juli 1944 påbegyndte Pancke planlægningen af aktionen mod politiet. Fra tysk side var der dog intern uenighed om, hvorvidt man skulle gribe ind over for politiet. Den rigsbefuldmægtigede Werner Best var fortaler for en mild kurs, men kunne i denne forbindelse ikke sætte sig igennem, og aktionen blev gennemført uden om ham.

Selve aktionen ledte til proteststrejker rundt om i landet, men disse var blot del af den større strejkebølge, som havde præget sommeren 1944. Alt i alt forløb aktionen, der blev gennemført under dække af falsk luftalarm, relativt udramatisk. I København kom det dog til skudvekslinger mellem tyske marinesoldater og Amalienborgvagten – et korps, der havde overtaget livgardens opgaver 29. august 1943.

Aktionen havde også en anden og mere overraskende konsekvens. Da medarbejderen på Statsradiofonien (det nuværende DR) nægtede at oplæse Panckes proklamation om interneringen af politiet, endte det med, at alle danske medarbejdere på stedet nedlagde arbejdet. Dermed blev Radioavisen, som indtil da havde heddet Pressens Radioavis, et rent tysk foretagende med nazistiske medarbejdere.

Målet for politiaktionen var ikke at opløse det danske politi fuldstændigt, men i stedet at reducere det til en mere kontrollerbar størrelse. Fra tysk side var der ikke noget ønske om, at Danmark skulle stå helt uden politi – slet ikke i lyset af den stadig stigende kriminalitet, som prægede besættelsesperioden. I stedet håbede Pancke, at den tilbageværende politistyrke på landet stadig kunne stå for opretholdelse af lov og orden.

Selvom det efter aktionen så ud til, at nogle lokale politiledere var villige til at deltage i en omorganisering af politiet, blev Panckes plan aldrig realiseret. I stedet endte den samlede resterende politistyrke med at træde ud af funktion, hvilket indvarslede den periode, som er blevet kendt som den politiløse tid. Ganske vist igangsatte Pancke umiddelbart efter politiaktionen en række razziaer mod de såkaldt asociale og vaneforbrydere, men det var langt fra tilstrækkeligt til at dæmme op for kriminaliteten. Heller ikke oprettelsen af et tyskkontrolleret erstatningskorps kaldet Hipokorpset fik nogen reel betydning for kriminalitetsbekæmpelsen. Den politiløse tid blev en periode, hvor kriminaliteten eksploderede.

 (LAH)

Litteratur:                                                                                                             Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen. 2001.
Henrik Skov Kristensen: En station på vej til helvede. Harreslev banegård og deportationen af danske fanger fra Frøslev til tyske koncentrationslejre. 2002.
Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-45. 2003.
Henrik Stevnsborg: Politiet 1938-47. 1992.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Politiet

I besættelsens første fire år samarbejdede det danske politi med de tyske besættelsestropper. Eigil Thune Jacobsen var ved besættelsens begyndelse rigspolitichef og havde derfor ansvaret for alle politimæssige forhandlinger med tyskerne. Han blev i 1941 afløst af Knud Begtrup Hansen. Politiet trådte ud af funktion 19. september 1944 og begyndte igen at fungere 13. maj 1945. Perioden, hvor der ikke fandtes noget politi, kaldes den politiløse tid.

Det danske ordenspoliti voksede i løbet af besættelsen fra 2.800 mand 9. april 1940 til 7.755 mand inden politiaktionen 19. september 1944. En stor del af væksten – 2980 mand – skyldtes dog indkaldelse af reservebetjente primært til kontrol- og bevogtningsopgaver, hvor de indgik i et samarbejde med et civilt beskyttelsesmandskab kaldet CB. De nye politiopgaver bestod nu bl.a. i bevogtning af de virksomheder og jernbanestrækninger, der kunne være truet af sabotage. Ligeledes skulle politiet forberede sig på, at Danmark kunne blive en krigszone i tilfælde af en allieret invasion.

Væksten inden for kriminalpolitiet var ikke nær så stor. Denne styrke udgjorde ved besættelsens begyndelse 737 mand, men var i 1942 vokset til 1.258 mand. En del af væksten skyldtes, at der indsattes 150 ekstra mand, som skulle koncentrere sig om de nu illegale kommunistiske organisationer. Hvor politiet ved besættelsens begyndelse var særlig bekymret over et muligt kupforsøg fra de danske nazister, frygtede man fra 22. juni 1941 i stigende grad det forbudte kommunistparti. (Se også DKP)

Behandlingen af de særlige sager, som vedrørte besættelsesmagten, og som hovedsageligt omhandlende sabotage og undergravende virksomhed lå hos Statsadvokaten for særlige anliggender, der udgjorde et forbindelsesled mellem dansk politi og tysk militær. Det er vigtigt at huske på, at det tyske hemmelige politi, Gestapo, som normalt stod for sabotagebekæmpelse i de besatte lande, først kom til Danmark i september 1943, og at det danske politi indtil da selv havde stået for denne indsats. 

Da regeringen trådte ud af funktion 29. august 1943, måtte man igen optage forhandlinger om, hvorledes samarbejde om sabotagebekæmpelse skulle foregå i fremtiden. Mange politikere var især bekymrede for, at modstandsbevægelsen ville få for stor magt, hvis der ikke fandtes en politistyrke til at støtte den regering, som skulle tage over ved befrielsen. Forhandlingerne nåede aldrig nogen resultater, og godt et år senere, 19. september 1944, indledtes aktionen mod politiet. Herefter fulgte den politiløse tid, hvor kriminaliteten ikke længere kunne bekæmpes eller efterforskes tilfredsstillende, fordi der ganske enkelt ikke fandtes noget politi til at udføre sådanne opgaver. I den periode var det op til de kommunale vagtværn at holde ro og orden, ligesom der indsattes et tyskkontrollerede politikorps kaldet Hipo.

I den illegale tid var en del af politistyrken gået ind i modstandsbevægelsen, hvor de formede egne grupper. En del individuelle politifolk havde allerede haft kontakter til modstandsbevægelsen, inden politistyrken blev opløst, men i den illegale periode stod en særlig kriminalpolitigruppe for udarbejdelsen af et kartotek over personer, som havde samarbejdet med tyskerne. Kartoteket kaldet "centralkartoteket" omfattede ved befrielsen ca. 40.000 navne. Selvom en stor del af den danske politistyrke gik ind i modstandsarbejdet, var der også politifolk, der gik andre veje. I alt blev 150 betjente afskediget efter besættelsen for det, man kaldte passivitet i frihedskampen, ligesom 183 betjente blev afskediget for aktivt at være gået i tysk tjeneste.

Da politiet ved befrielsen genoptog sine funktioner, skete det med nogen forvirring. F.eks. begyndte politiet i Horsens at fungere allerede 2. maj 1945, hvor den lokale politistyrke på byledelsens opfordring igen begyndte at rykke ud. Da man dog opdagede, at politiet rykkede ud sammen med både det lokale vagtværn og Gestapo, nedlagde man igen arbejdet. Politiet genoptog først officielt sin funktion 13. maj 1945, dvs. godt en uge efter den tyske kapitulation.

(LAH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid. 2002.
Helge Larsen og Bo Bramsen (red.): Besættelsens hvem, hvad hvor. 1965.
Henrik Stevnsborg: Politiet 1938-47. 1992.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Politik i efterkrigstiden

I vinteren 1943/44 var man i politiske kredse begyndt at gøre sig tanker om en efterkrigsregering. Kampen om politisk magt og indflydelse efter befrielsen stod mellem på den ene side Frihedsrådet, der repræsenterede modstandsbevægelsen og på den anden side de politiske partier, der havde stået bag samarbejdspolitikken. Frihedsrådet mente, at efterkrigsregeringen burde renses for de politikere, der havde deltaget i samarbejdspolitikken, som modstandsbevægelsen havde været stærkt kritisk over forFra de politiske partiers side var der på den anden side ingen planer om, at modstandsbevægelsen skulle repræsenteres i en kommende regering. Under Folkestrejken i København i sommeren 1944 var folkestemningen på Frihedsrådets side, og kort efter krævede rådet, at der ikke måtte dannes en regering uden om modstandsbevægelsen. Der var i øvrigt mellem de forskellige grupperinger i Frihedsrådet ikke enighed om, hvilken politisk rolle rådet skulle spille efter befrielsen. Ved årsskiftet 1944/45 indledtes forhandlinger mellem politikere og Frihedsråd i det såkaldte Kontaktudvalg. Her krævede Frihedsrådet ligelig repræsentation og udelukkelse af ministre fra Scavenius-regeringen.

Befrielsesregeringen 1945 fik ligelig repræsentation af modstandsbevægelsen og de politiske partier. Det lykkedes efterhånden for de politiske partier at blive anerkendt i offentligheden som ”medkæmpere” på modstandsbevægelsens side. Derved udviskedes modsætningen mellem den officielle politik og modstandslinien.

Med Oktobervalget 1945 fik landet den første valgte regering siden valget 23. marts 1943. Her opnåede de opstillede partier, der klarest repræsenterede modstandsbevægelsen, DKP og Dansk Samling, tilsammen 22 af de 148 mandater. Venstre var valgets store vinder med en fremgang fra 28 til 38 mandater, mens den store taber Socialdemokratiet gik fra 66 til 48 mandater.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
Joachim Lund (red.): Partier under pres – demokratiet under besættelsen. 2003.
Aage Trommer: Disse fem år. Tværsnit og indsnit Danmark 1940-45. 2001.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Politik under besættelsen

Rigsdagen var betegnelsen for det danske parlament, den lovgivende forsamling, under besættelsen. Rigsdagen bestod af to kamre, Landstinget med 76 medlemmer og Folketinget med 149 medlemmer. Den partimæssige sammensætning af de to ting var ensartet. Landstingsmedlemmer kunne kun vælges af folketingsvælgere over 35 år, mens valgretsalderen til Folketinget var 25 år.

Fordelingen af medlemmer i de to ting efter valget i 1939:

  Folketinget  Landstinget
Socialdemokratiet 64 35
Venstre 30 18
Konservativt Folkeparti 26 13
Radikale Venstre 14 8
Bondepartiet 4 1
Retsforbundet 3  
Kommunistiske Parti 3  

Nationalsocialistisk Arbejderparti DNSAP

3  
Sambandspartiet (Færøerne) 1 1
Slesvigske Parti 1  
I alt  149 76

Fordelingen af medlemmer i de to ting efter valget i 1943

  Folketinget  Landstinget
Socialdemokratiet 66 34
Venstre 28 18
Konservativt Folkeparti 31 14
Radikale Venstre 13 8
Bondepartiet 1
Retsforbundet 2  

Nationalsocialistisk Arbejderparti DNSAP

3  
Sambandspartiet (Færøerne) 1 1
Dansk Samling 3  
 I alt     149 76

Se også Samarbejdspolitikken, Nimandsudvalget, Politik efter befrielsen, Befrielsesregeringen og Oktobervalget.

(MJ)

Litteratur:
Hvem Hvad Hvor
1941 og 1944.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Politiløse tid, Den

Den politiløse tid er betegnelsen for perioden fra politiaktionen 19. september 1944, da politiet trådte ud af funktion til 13. maj 1945, da styrken igen officielt genoptog arbejdet. I den politiløse tid var der intet dansk politi til at efterforske forbrydelser, og der skete en eksplosion i kriminaliteten.

Der blev oprettet vagtværn, der skulle opretholde lov og orden, ligesom der blev indsat en dansk politistyrke under tysk kontrol kaldet Hipo. Desuden gennemførte tysk politi flere razziaer mod såkaldt "asociale og vaneforbrydere" for at begrænse kriminaliteten, men det ændrede ikke på, at det kriminelle miljø florerede. Borgernes reaktion på den stigende kriminalitet var ofte at ty til selvtægt, dvs. at de selv påtog sig at straffe mistænkte forbrydere. Sådanne selvtægtsanktioner var almindelige i den politiløse tid.

 (LAH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid.
2002.
Jørgen Trolle: Syv Måneder uden Politi. 1945.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

   

Opdateret 07-05-2008