Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oksbøl flygtningekirkegård 2003. Foto i privat eje.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det tidligere illegale blad Informations opfordring ved Oktobervalget 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flåden sænkes. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

Leksikon

O

Oksbøllejren

Efter de allierede i juli 1945 meddelte de danske myndigheder, at hjemtransporterne af de tusindvis af tyske flygtninge i Danmark ikke ville kunne komme i stand før efter jul 1945, gik man i gang med at samle de tyske flygtninge. Flygtningene var i maj 1945 spredt rundt i landet på ca. 1100 forskellige indkvarteringssteder, og noget egentligt overblik over situationen havde de danske myndigheder ikke. I bestræbelserne på at koncentrere flygtningene påbegyndte de danske myndigheder opførelse af store baraklejre, der skulle huse flygtningene. Den største af disse baraklejre blev Oksbøllejren, som lå placeret lidt nord for Varde i Vestjylland.

Oksbøllejren havde under den tyske besættelse fungeret som en tysk uddannelseslejr, der kunne rumme ca. 12 –15.000 mand. Efter Hitlers Führerbefehl  nr. 51, hvori det lød, at de tyskere, som forbigående måtte forlade det østlige Tyskland for at undgå den hastigt marcherende Røde Hær, skulle indkvarteres bl.a. i Danmark, begyndte tyske flygtninge at strømme til Danmark.
De danske myndigheder protesterede gentagne gange i foråret 1945 mod den massive tyske flygtningestrøm, men protesterne var uden virkning. Den 21. februar ankom de første 2000 tyske flygtninge til Oksbøllejren, og i juni måned 1945 rummede lejren ca. 15.000 flygtninge. Administrationen af flygtningelejrene blev efter befrielsen underlagt Statens Civile Luftværn og Flygtningeadministrationen, men den daglige ledelse og drift blev uddelegeret til en lejradministration, som havde sin daglige gang i lejren. 

Efter de danske myndigheder besluttede sig for at samle de tyske flygtninge, påbegyndte man en omfattende udvidelse af Oksbøllejren. Således oprettede Arbejdsministeriet 27. juni 1945 et ingeniørkontor i lejren med det formål at opføre nye barakker, der skulle kunne huse de mange flygtninge. I løbet af efteråret og vinteren 1945 blev der arbejdet på højtryk i bestræbelserne på at opnå flere sengepladser, og ved juletid var lejren udvidet med 20.000 sengepladser. De nye sengepladser blev taget i brug i takt med, at  de blev færdige hen over efteråret og den tidlige vinter, og i juni 1946 nåede lejren sin maksimumbelægning på 35.109 flygtninge og blev dermed på dette tidspunkt Danmarks sjette største by.

Oksbøllejren kom således fra 1945-1949 til at fungere som en selvstændig by for de mange tusinde flygtninge. Lejren havde sit eget hospital, vaskeri, vandværk, spinderi, gartneri, biograf, kirke m.m. Desuden var omkring 40% af flygtningene i lejren børn i den skolepligtige alder, og det var derfor nødvendigt at oprette folkeskoler og gymnasier. 

Oksbøllejren skulle sørge for forplejning til de tyske flygtninge, og med en maksimumbelægning på ca. 35.000, var dette en stor opgave at administrere. Til middag kl. 12. blev der serveret varm mad fra over 20 forskellige køkkener. De varme retter kunne eksempelvis være kogt fisk, svinekød eller oksekød ofte tilberedt som gryderetter. Til aften fik man kold mad, dvs. ofte rugbrød med pålæg, og uddelingen af både morgen- og aftensmad foregik barakvis og blev udleveret til 3 dage af gangen. Til flygtninge under 15 år,  til syge og gravide blev der endvidere tildelt ekstra rationer af bl.a. mælk.          Det var forbudt for de tyske flygtninge at bevæge sig frit uden for lejrens pigtråd, såvel som det var ulovligt for flygtningene at kommunikere med danskere uden for lejren. Oksbøllejren kom dermed til at fungere som en isoleret by i forhold til det omkringliggende samfund, hvor den eneste kontakt til omverdenen var de breve, flygtningene havde lov til at sende til venner og slægtninge. Som et forsøg på at afveksle den ensformige lejrhverdag blev der oprettet spejderkorps, husholdningsskoler, studiegrupper, musikgrupper m.m.. Disse tiltag skulle dog altid godkendes af lejradministrationen.

Efter de sidste flygtninge forlod Oksbøllejren i vinteren 1948-1949, blev lejren afviklet, og de forskellige dele som bl.a. barakker, teater m.m. blev solgt. I dag er det kun flygtningekirkegården, der står tilbage som et synligt bevis på lejren, ligesom det lokale egnsmuseum har indrettet en særlig afdeling, der kaster lys over flygtningelivet.

(CMC)

Litteratur:
Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945-1950. 1950.
Leif Ipsen Guldmann: Mennesker bag pigtråd – Flygtningelejren i Oksbøl 1945-1949. 2002. Henrik Havrehed: 1987. De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. 1987.
Blåvandshuk Egnsmuseum, Oksbølarkivet A-165.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Oktobervalget 1945

Den 2. oktober 1945 udskrev Statsminister Vilhelm Buhl folketingsvalg til afholdelse 30. okt. De opstillede partier var de fem partier i samlingsregeringen (se samarbejdspolitikken) Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Det konservative Folkeparti, Venstre, Retsforbundet samt Danmarks kommunistiske Parti (DKP) og Dansk Samling, der ikke havde været opstillet ved sidste valg. der var blevet afholdt 23. marts 1943. Men den dengang valgte regering trådte ud af funktion 29. august 1943. Efter befrielsen blev landet regeret af befrielsesregeringen, der var et resultat af forhandlinger mellem de politiske partier og Frihedsrådet, hvor fordelingen af ministerposterne havde været ligelig mellem de to parter. Valgkampen blev ikke i væsentlig grad præget af besættelsestidens problemstillinger, men den politiske debat drejede sig om opbygningen af efterkrigstidens samfund. I løbet af sommeren havde alle partier udarbejdet programmer, og generelt var der tale om en venstredrejning med fokus på, at staten havde et medansvar for sikring af beskæftigelsen. Det var en fælles vesteuropæisk tendens, at den brede befolkning skulle kompenseres for krigens afsavn med et bedre socialt sikkerhedsnet og socialt medborgerskab.

Mandatfordeling: (I parentes fordelingen ved valget 23. marts 1943)

Socialdemokratiet 48 (66)

Venstre 38 (28)

Konservative 26 (31)

Kommunister 18 (ej opstillet)

Radikale 11 (13)

Dansk Samling 4 (3)

Retsforbundet 3 (2)

Venstre, der ikke i særlig grad havde legitimeret sig i forhold til modstandskampen, blev valgets vinder med en fremgang på 10 mandater, og Knud Kristensen kom til at danne regering. DKP var med 18 mandater en klar vinder, men partiet kunne ikke omsætte gevinsten til parlamentarisk indflydelse. Socialdemokratiet var den store taber, der afgav størstedelen af de 18 mandater til DKP. Samlet set var valget ikke det ryk til venstre, som man oplevede i resten af Vesteuropa. Flugten fra Socialdemokratiet må tilskrives den nedslidning af partiets troværdighed, som samarbejdspolitikken og besættelsestidens sociale tilbagegang for dele af arbejderklassen førte med sig. Overordnet var resultatet udtryk for vælgernes ønske om at vende tilbage til det kendte og trygge, dvs. til parlamentarismen. Af folketingets 148 mandater tilfaldt kun 22 de to partier DKP og Dansk Samling, som klarest repræsenterede modstandsbevægelsen, der ikke optrådte med en fælles profil ved valget.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Hvem Hvad Hvor. Politikens Aarbog.
1946.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Operation Safari

Den tyske værnemagt gennemførte 29. august 1943 Operation Safari med det formål at afvæbne og opløse den danske hær og flåde. Augustoprøret 1943 havde givet von Hanneken et påskud til at igangsætte Operation Safari, således at den danske hær og flåde ikke kunne hjælpe de allierede styrker i tilfælde af en invasion. Det havde længe været von Hannekens ønske at gennemføre operationen og allerede fra efteråret 1942, havde han beskæftiget sig med planerne.
Operation Safari førte til sporadiske og uorganiserede kampe mellem de tyske og danske soldater, men nogen samlet modstand fra dansk side var der ikke tale om. Kampene mellem de tyske og danske soldater under operationen kostede dog i alt 23 dræbte og omkring 40 sårede danske soldater. Det lykkedes også den danske flåde at sejle 13 skibe til havne i det neutrale Sverige og sænke eller ødelægge yderligere 30 fartøjer, således at tyskerne ikke kunne drage nytte af disse.

Den tyske værnemagt afvæbnede og internerede under operationen ca. 4600 danske officerer og værnepligtige og satte dem under tysk bevogtning. Det lykkedes dog for nogle at flygte over Øresund til Sverige, og flere af de flygtede danske officerer og værnepligtige ønskede herfra at blive fragtet videre til England for at tilslutte sig de allierede tropper. Sverige ønskede med sin neutrale position i krigen imidlertid ikke at fungere som transitland for allierede soldater og afviste derfor ønsket. De flygtede officerer og værnepligtige var således tvunget til at forblive i Sverige, indtil krigen var forbi. Det var bl.a. disse officerer og værnepligtige, der kom til at udgøre en del af Den Danske Brigade i Sverige.

(CMC)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945.
2002.
Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943, bd. 2. 1979.
Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen – En politisk historie. 2001.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Outze, Børge (1912-1980)

Børge Outze var journalist og begyndte sin karriere på Fyns Venstreblad.  I 1936 kom han til Nationaltidende i København, der var meget kritisk over for nazismen.

I 1943 begyndte Outze at skrive et nyhedsbrev med de informationer, der ikke blev trykt i den legale presse, som var underlagt censur. Det var ikke ulovligt at udsende et nyhedsbrev til en lukket kreds. I begyndelsen blev nyhedsbrevet fordelt blandt pressefolkene på Nationaltidende, men hurtigt blev modtagerkredsen udvidet til også at omfatte en håndfuld politikere og kongehuset. Fra efteråret 1943 udviklede Information sig efterhånden til et illegalt nyhedsbrev, der fungerede som nyhedsbureau for hovedparten af de danske illegale blade. Desuden blev nyhedsbrevet sendt til Sverige, hvorfra stoffet gik videre bl.a. til den engelske radio BBC. Outzes indsats med at indsamle og formidle nyheder var ikke mindst værdifuld i kraft af hans gode kontakter i politiet. Han var Nationaltidendes kriminalreporter og samtidig redaktør af Politibladet. Det skaffede ham adgang til oplysninger, der ikke blev bragt i den legale presse.

På grund af sin centrale rolle i den illegale undergrundspresse var Outze stærkt eftersøgt af Gestapo. Han blev taget i oktober 1944. Efter kun en måneds fængsling slog Outze en handel af med gestapochefen Karl Heinz Hoffmann. Hvis han blev frigivet, ville han spionere for tyskerne i Sverige. Aftalen kom i stand, og Outze blev frigivet ved en fingeret flugt.

Efter sin frigivelse i november 1944 tilbragte Outze resten af besættelsestiden i Sverige, hvor han fortsatte sit arbejde som nyhedsformidler. I Danmark blev det illegale nyhedsbrev Information videreført af andre pressefolk. Efter befrielsen begyndte Outze udgivelsen af det legale dagblad Information. Det skete i den nazistiske avis Fædrelandets lokaler i St. Kongensgade, som blev erobret af en modstandsgruppe efter befrielsen. Outze ledede information til sin død i 1980.

                                                                                                                            (MJ)

Litt:

Erik Lund & Jakob Nielsen: Outze i krig - med skrivemaskinen som våben. 2008

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

 

   

Opdateret 19-12-2008