Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

Det illegale blad Land og Folk. Her et eksemplar fra april 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

Leksikon

L

Land og Folk - Et illegalt blads historie

Land og Folk var et af de største illegale blade under besættelsen. Land og Folk var en reaktion på, at Danmarks Kommunistiske Parti 22. august 1941 var blevet forbudt og hermed også det kommunistiske dagblad Arbejderbladet.

Efter kommunistforbudet begyndte partiet efterfølgende at henvende sig til befolkningen gennem løbesedler. I september udsendte partiet pjecen Danske Toner, hvis indhold var et optryk af den tale, som Aksel Larsen, formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, ikke kunne holde i Folketinget, nu hvor partiet var forbudt. Med Danske Toner blev kommunisterne pionererne i undergrundspressen. Fra oktober 1941 udsendtes der informationer hver måned under titlen Politiske Maanedsbreve” Titlen ændredes 1. marts 1942 til Land og Folk – Politiske Maanedsbreve. Land og Folk blev landsdækkende og voksede til et stort blad i løbet af besættelsen. I de sidste par år af besættelsen lå landsoplaget på 120-130.000. Økonomisk blev bladet finansieret ved salg af ”Niels Ebbesen”-mærker og ”Holger Danske”-mærker, som hovedsageligt blev solgt rundt omkring på arbejdspladser. Herudover finansieredes bladet ved indsamling hos partistøtter samt via salg af illegale bøger.

Indlandsstoffet i Land og Folk blev indsamlet af medarbejdere rundt om i landet, og udenlandsstof skaffede man gennem aflytning af engelske, amerikanske og russiske radiostationer. Indholdet i Land og Folk var rettet mod arbejderne, og med sin politiske overbevisning gik bladet til kamp mod udplyndring og undertrykkelse, og partibladet var præget af en stærk sympati for Sovjetunionen. Omkring de danske forhold var bladet kritisk over for samarbejdsregering og talte modstandsbevægelsens sag. Land og Folk bragte aktuelle nyheder og censurerede nyheder, man ellers ikke kunne læse i dagbladene som f.eks. optryk af Stalins taler og paroler. De danskere, som udviste særlig tyskvenlighed, værnemagere, tyskerpiger osv., fik i bladet hårde ord med på vejen. Da Befrielsen nærmede sig, blev Land og Folk som så mange andre illegale blade, optaget af efterkrigstidens udfordringer og det retsopgør, som ventede forud.

Det var den illegale partiledelse, som fastsatte bladets hovedindhold. Redaktionen opholdte sig i København, og bestod af Aksel Larsen, indtil han blev anholdt i 1942, Alfred Jensen, Børge Houmann og Thorkild Holst. Hver måned blev der skrevet et manuskript, som blev fremstillet i 20 eksemplarer, og som efterfølgende blev videregivet til tryksteder i København og provinsen. På denne måde blev bladet mangfoldiggjort og distribueret til hele landet. Land og Folk fortsatte som dagblad efter befrielsen, men eksisterer ikke længere i dag.

(HS)

Litteratur:
Børge Houmann (red): Det illegale Land og Folk og andre publikationer fra Danmarks Kommunistiske Parti. 1979.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Hans Kirchhoff og Aage Trommer (udg.): Vor kamp vil vokse og styrkes. Dokumenter til belysning af Danmarks Kommunistiske Partis og Frit Danmarks virksomhed 1939-1943/44. 2001.
Leo Buschardt, Albert Fabritius og Helge Tønnesen: Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945. En bibliografi. 1954.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Landbrugernes Sammenslutning (LS)/Bondepartiet

LS blev dannet 18. november 1930 som en reaktion på landbrugets forringede indtjeningsmuligheder under den økonomiske krise. LS var en landbrugsorganisation, der tiltrak både husmænd og godsejere. Politisk set var LS båret af højreradikale synspunkter: Man dyrkede en idyllisk forestilling om traditionelle livsformer på landet og var stærk modstander af urbanisering, dvs. byernes tiltagende økonomiske, politiske og kulturelle indflydelse på bekostning af landboernes. LS mente ikke, at det politiske system formåede at løse den økonomiske krises problemer, det gjaldt også de øvrige etablerede landbrugsorganisationer. LS beundrede Tyskland for de høje landbrugspriser og anerkendelsen af bondens krav og vigtige position i samfundet. Man var derimod kritisk indstillet over for Storbritannien, der ikke betalte så høje priser for danske landbrugsvarer. Lederen af LS, Knud Bach, var i stand til at samle tusinder af tilhørere til bondestævner, og man gennemførte en række aktioner og demonstrationer. Bl.a. lavede man blokader af vareforsyningen til byerne for at tvinge det politiske system til at efterkomme landbrugets krav. LS’ medlemstal nåede i januar 1940 op på 36.313.

LS var ikke et politisk parti, og flertallet af medlemmerne var Venstrevælgere. Den 16. maj 1934 udsprang Bondepartiet (indtil 1939 Det Frie Folkeparti) som LS’s partipolitiske gren. Det skete, da tre folketingsmedlemmer fra Venstre, der var opstillet som LS-kandidater, brød med partiet. På grund af partiets højrøstede og kompromisløse agitation nød det ikke respekt blandt de øvrige partier på Rigsdagen (se Politik under besættelsen). En stor del af LS’s medlemmer vedblev at stemme på Venstre, og ved folketingsvalget i 1939 gik Bondepartiet tilbage fra fem til fire mandater (3,2% til 3%).

LS og Bondepartiets program gik i korthed ud på at forbedre landbrugets indtægtsmuligheder og sænke de udgifter, som blev pålagt landbruget. I maj 1940 forsøgte LS, Bondepartiet og DNSAP i samarbejde forgæves at vælte samlingsregeringen (se samarbejdspolitikken). Planerne gik ud på at indsætte en bonde-nazist-regering med Knud Bach som leder. Gennem en tyskvenlig politik skulle den nye regering bevæge Tyskland til at ophæve besættelsen, og de ansvarlige politikere og militære leder skulle retsforfølges for Danmarks kampløse overgivelse 9. april. Et andet programpunkt var, at jøder skulle udelukkes fra landets ledelse.

Både i Venstre og De Konservative var der kræfter, der arbejdede for at inddrage Bondepartiet i det nationale samarbejde for ikke at skubbe partiet over til nazisterne. Men efter det fejlslagne forsøg på at overtage regeringsmagten i maj 1940 indgik LS, Bondepartiet og DNSAP i juni 1940 en fællesfront. Fællesfronten skulle arbejde for at opnå politisk magt på nationalsocialistisk grundlag. Samarbejdet i fællesfronten havde ikke opbakning i LS’s medlemsskare. Fra 36.313 medlemmer i 1940 faldt tallet til 15.148 i januar 1945, og for Bondepartiet betød fællesfronten med DNSAP, at partiet blev isoleret på Rigsdagen. (se Politik under besættelsen)

Nedsættelsen af Nimandsudvalget 2. juli afskar endegyldigt Bondepartiet fra enhver indflydelse. Det eneste resultat af fællesfronten var en plan for omlægningen af det danske landbrug tilpasset det tyske marked. Da planen blev fremlagt i februar 1942, var den danske landbrugsproduktion allerede en integreret del af tysk økonomi. Ved folketingsvalget i marts 1943 opnåede Bondepartiet kun to mandater. Efter 29. august 1943 gik partiet stor set i opløsning. Partiet stillede ikke op ved Oktobervalget 1945, hvilket var medvirkede til Venstres fremgang.

Folketingsmedlemmernes energiske forsøg på at skaffe Danmark en gunstigere plads i de tyske planer om en økonomisk nyordning af Europa og deres kupplaner skulle få svære følger under retsopgøret. Folketingsmedlemmerne og LS’ leder blev idømt lange fængselsstraffe for landsforræderi. Folketingsmedlem Axel Hartel blev i april 1948 idømt 14 års fængsel. Det var retsopgørets hårdeste dom for politisk samarbejde med besættelsesmagten. Han blev benådet på kongens fødselsdag 11. marts 1950.

(MJ)

Litteratur:
Steen Andersen: Oprør mod korruption og bengnaveri. Bondepartiet under besættelsen. I Joachim Lund: Partier under pres – demokratiet under besættelsen. 2003, s. 290-328.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Landsforeningen af 6. maj

I august 1945 dannede tidligere internerede, med entreprenør Sv. Kofoed Jensen i spidsen, en forening ved navn Landsforeningen af 6. maj. I april 1946 havde foreningen 16.000 medlemmer. Foreningen var forbeholdt de uforskyldt internerede,  og personer, der var dømt i henhold til Straffelovstillægget (se retsopgøret), kunne ikke blive medlemmer. Formålet med Landsforeningen af 6. maj var at varetage de interneredes pårørendes interesser. Foreningen havde 22 lokalkomiteer fordelt rundt omkring i landet. Da foreningen, der betegnede sig selv som upolitisk, blev dannet, var der en del frygt for, at det var en nazistisk organisation, hvilket betød, at den blev genstand for en politiundersøgelse. Resultatet af undersøgelsen var dog, at foreningen var fuldt ud lovlig. Foreningen udgav bladet Revision, der med tiden afløste de fængslede landssvigeres blad SIFOLAVSKI (Se endvidere interneringer maj 1945). Revision vedblev at udkomme frem til 1972.

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Landssvigerne

Betegnelsen landssviger blev brugt om de personer, der var gået i besættelsesmagtens tjeneste og blev dømt i forbindelse med retsopgøret. Ordet stammer fra norsk, hvor det betyder landsforræder. Under retsopgøret blev 12.877 mænd og 644 kvinder dømt.

Antal dømte mænd og kvinder

 

Mænd

Kvinder

12.877

644


Antal dømte efter forræderiloven

 

Mænd

Kvinder

11.763

619


Antal dømte efter værnemagerloven

 

Mænd

Kvinder

1114

25

 (Kilde: Retsopgøret med Landssvigerne, 1958)

De dømte mænd

12.877 mænd blev dømt i forbindelse med retsopgøret. Langt størstedelen (11.763) blev dømt efter forræderiloven. Eksempelvis blev følgende domme afsagt efter forræderiloven:

  • 531 blev dømt efter borgerlig straffelov.

  • 7.549 blev dømt for tysk krigstjeneste m.v.

  • 1.674 blev dømt for tysk tjeneste af politimæssig karakter

  • 391 blev dømt for tysk polititjeneste efter 19. september 1944

  • 1 blev dømt for tjenestemandsforbrydelser

  • 423 blev dømt for angiveri

  • 131 blev dømt for angiveri af særlig alvorlig beskaffenhed

1.114 mænd blev dømt i henhold til værnemagerloven. Heraf blev 1.109 dømt for utilbørlig økonomisk samarbejde med besættelsesmagten.

De dømte kvinder

644 kvinder blev dømt i forbindelse med retsopgøret. De fleste kvindelige landssvigere blev dømt efter forræderiloven og kun 25 efter værnemagerloven. 347 kvinder blev alene dømt for angiveri.

En kriminolog beskriver de dømte
I 1950 udgav kriminologen Karl O. Christiansen en bog (Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen) om de mandlige landssvigere under besættelsen. Christiansen inddeler landssvigerne i tre grupper. For det første var der de, der tilhørte det tyske mindretal i Danmark. For det andet var der de danske nazister, og endelig var der restgruppen. Lidt over halvdelen af landssvigerne indledte samarbejdet med tyskerne inden 1944. Folk fra det tyske mindretal var hurtigst til at påbegynde samarbejdet, dernæst fulgte nazisterne og til sidst kom restgruppen. Flertallet af restgruppen begyndte først samarbejdet inden for krigens sidste 16 måneder. Det viste sig, at flertallet i restgruppen kom ud af ”defekte familieforhold”, hvilket fx ville sige skilsmissefamilier. De defekte familiemæssige forhold var mest udpræget hos de, der havde meldt sig til tysk krigstjeneste. For personer i restgruppen gjaldt det, at flere af dem var fraskilte eller separerede. Personer fra restgruppen var endvidere de dårligst uddannede. Ofte var de ufaglærte eller arbejdsløse. De landssvigere, der var bedst uddannede, kom fra det tyske mindretal. Endvidere viste undersøgelsen, at der blandt de sent hvervede fra restgruppen var flere kriminelle end blandt de, der var blevet rekrutteret tidligt. Langt den største del af de dømte landssvigere havde i øvrigt tidligere haft arbejde for tyskerne og kunne måske derfor ikke skelne mellem, hvad der kunne betragtes som arbejde, og hvad der kunne anses som kriminelt samarbejde. Næsten 11 % af de dømte udførte kriminelle handlinger senere hen i livet.

Der er ikke lavet en sociologisk undersøgelse over de kvindelige landssvigere, som det er tilfældet med de mandlige landssvigere, men flere oplysninger kan findes i Retsopgøret med landssvigerne : beretning til Justitsministeriet angivet af det statistiske departement. 1958.

(HSH

Litteratur:
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.
Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør. 1994.
Karl O. Christiansen: Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen : En kriminografisk og sociologisk oversigt over 5.107 mænd dømt efter straffelovstillæggene af 1.6.1945 og 29.6.1946. 1950.
Retsopgøret med landssvigerne : beretning til Justitsministeriet angivet af det statistiske departement. 1958.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Larsen, Aksel (1898-1972)

Aksel Larsen meldte sig i foråret 1920 ind i Danmarks venstresocialistiske Parti. Partiet skiftede i november samme år navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). I november 1932 blev Aksel Larsen medlem af Folketinget, og december samme år blev han valgt til formand for DKP. Fra besættelsens start var han med til at udarbejde DKP’s politik, der var tro mod de direktiver, der kom fra Moskva. Direktiverne opfordrede til kamp mod ”den imperialistiske krig”. Aksel Larsen var stor modstander af samlingsregeringen (se samarbejdspolitikken) og fremhævede DKP som det eneste parti, der kæmpede for folket og landets interesser. Aksel Larsen undgik at blive arresteret i forbindelse med interneringerne af danske kommunister efter 22. juni 1941. I juli påbegyndte han DKP’s illegale arbejde. Han var bl.a. redaktør på Land og Folk og var i 1942 medstifter af det illegale blad Frit Danmark og organisationen af samme navn. Den 5. november 1942 blev Aksel Larsen arresteret og efterfølgende udleveret til Gestapo. Den 28. august 1943 blev han sendt til KZ-lejren Sachsenhausen, og senere igen til Neuengamme. I april 1945 vendte han tilbage til Danmark med de hvide Busser. Efter befrielsen fik han en ministerpost uden portefølje (fagområde) i befrielsesregeringen. I 1958 forlod Aksel Larsen DKP og stiftede året efter Socialistisk Folkeparti (SF).

(HSH

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Larsen, Eigil (1903-1972)

Eigil Larsen deltog i udviklingen af det kommunistiske sabotagearbejde i København oktober 1942 til februar 1944 og blev leder af sabotageorganisationen BOPA. Han var uddannet skibstømrerog var allerede fra begyndelsen af 1930’erne aktiv i det kommunistiske parti. Han var kendt som militant og blev ved aktionen mod DKP 22. juni 1941 arresteret og indsat i Horserødlejren. Det lykkedes ham at flygte i juni 1942, hvorefter han i efteråret 1942 blev udpeget til at lede sabotagearbejdet i København.

Eigil Larsen var kendt som en streng leder, der lagde vægt på disciplin og sikkerhed i det illegale arbejde. Han udviklede i foråret 1943 Kogebogen, der var en instruktionsbog i illegalt arbejde. Bogen blev fremstillet i fem eksemplarer. I begyndelsen af 1944 forhandlede han med det tyske sikkerhedspoliti om en fangeløsladelse. Herefter blev han af DKP, bl.a. Børge Houmann afsat som leder.

Larsen deltog frem til befrielsen især i arbejdet med den illegale presse. Efter befrielsen var han en kort periode igen aktiv i DKP, men han fik ingen fremtrædende rolle.

  (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Larsen, Gunnar (1902-1973) 

Gunnar Larsen var minister for offentlige arbejder fra 8. juli 1940 til regeringens ophør den 29. august 1943. Han var én af tre upolitiske ministre. Gunnar Larsen var leder af cementkoncernen F.L. Smidth. Han var uddannet ingeniør i USA og trods sit ry for at være tyskvenlig, var han hele livet amerikansk-britisk orienteret.

 Efter at Tyskland havde erobret de baltiske lande etablerede Gunnar Larsen i efteråret 1941 et Udenrigsministeriets Østrumudvalg for at fremme danske erhvervsinteresser i de tidligere sovjetområder. Som en følge af Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande havde F.L. Smidth mistet en cementfabrik i Estland, som det lykkedes Gunnar Larsen at generhverve, så fabrikken igen kom til at producere for F.L. Smidth, dog med anvendelse af slavearbejdere. Ved regeringsomdannelsen i november 1942 blev trafikministeriet fjernet fra Gunnar Larsens område, som dermed blev af mindre betydning. Han var dog fortsat aktiv i sin støtte til Scaveniussamarbejdspolitik. En rolle, der skabte Gunnar Larsen et dårligt ry.

 I august 1944 rejste Gunnar Larsen til Sverige for at komme på afstand af den negative omtale i den illegale presse. Da han vendte tilbage i maj 1945 blev han arresteret sigtet for værnemageri og økonomisk støtte til nazistiske kredse. Gunnar Larsen blev frikendt ved først landsret og senere højesteret. Stemningen mod ham var dog fortsat så dårlig, at han valgte permanent at flytte til Irland som leder af én af F.L. Smidths cementfabrikker.

(KMA)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Lippmann, Ole (1916-2002)

Ole Lippmann var faldskærmschef for SOE i Danmark fra februar 1945 til befrielsen. Lippmann var stærkt afvisende over for totalitære styreformer. I kraft af den politiske overbevisning kom han tidligt i forbindelse med det illegale arbejde. Han havde forbindelse til Mogens Staffeldt, der var tilknyttet partiet Dansk Samling. Her blev han i efteråret 1943 involveret i den illegale efterretningstjeneste, og fra februar 1944 overtog Lippmann ansvaret for at udarbejde de ugentlige efterretningsrapporter til London.

I juli 1944 blev han kaldt til England med henblik på træning inden for SOE. Meningen var, at han skulle afløse den tidligere faldskærmschef i Danmark Flemming Muus.

Lippmann blev dog først overført til Danmark igen i begyndelsen af februar 1945. Det betød store vanskeligheder, idet Muus allerede var trukket ud i begyndelsen af december 1944, og de interne stridigheder i modstandsbevægelsen var slået ud i lys lue. Især var der stridigheder mellem den civile del af modstandsbevægelsen særligt de kommunistisk organiserede modstandsgrupper og den militære del af modstandsbevægelsen. Lippmann stillede sig klart på den civile modstandsbevægelses side, hvilket bragte ham i konflikt med Den lille Generalstab, men også til dels med SOE, som i krigens sidste måneder støttede hæren og samarbejdspolitikkerne.

Efter besættelsen vendte Lippmann tilbage som direktør for firmaet Simonsen og Weel, hvor han også inden besættelsen havde været ansat. Han deltog siden i humanitært arbejde under den Ungarske opstand i 1956, ligesom han engagerede sig dybt i Polens situation under den kolde krig.  

(LAH)

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

 

   

Opdateret 25-08-2008