Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

Morgenbladet 5. maj 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Konservativ Ungdoms krav til retsopgøret. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kriminaliteten steg voldsomt under besættelsen, og meget skyldtes mangelsituationen. Berlingske Tidende, 16. maj 1944. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

Leksikon

K

Kapitulation i Danmark maj 1945

Storadmiral Dönitz, der 20. april 1945 var blevet øverstkommanderende på nordfronten, og som Hitler udnævnte til sin efterfølger kort før sin død 30. april, ønskede, at Tyskland skulle kæmpe til sidste mand for at muliggøre en etapevis kapitulation, der kunne bidrage til, at så mange soldater og flygtninge som muligt kunne komme væk fra østfronten og den sovjetiske hær.

I Danmark var det usikkert, hvem der ville befri landet – de vestallierede eller de sovjetiske styrker. Der var ligefrem en forestilling om, at der var et kapløb om landet. Det er dog tvivlsomt, om der har været et kapløb, og der var heller ingen kampe, da de vestallierede og sovjetiske styrker stod over for hinanden ved krigens slutning.

Den 2. maj ankom den tyske generaladmiral von Friedeburg til den britiske feltmarkskal Montgomery med et kapitulationstilbud. Efter forhandlinger om kapitulationens omfang underskrev von Friedeburg kapitulationsdokumentet 4. maj kl. 18.30 på Lüneburger Heide i Nordtyskland, hvor Montgomery havde sit hovedkvarter. Kapitulationen omfattede de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark. Kl. 20.35 blev kapitulationen offentliggjort over BBC’s radio. Kapitulationen gjaldt fra kl. 08.00 næste morgen 5. maj, hvor den britiske general Dewing ud på eftermiddagen landede i Kastrup Lufthavn for at modtage den formelle kapitulation.

(HSH) 

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1949-1945
. 2002.
Aage Trommer: Den 2. verdenskrig. Bind 2. 1995.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

von Kauffmann, Henrik (1888-1963)

Blev født i Tyskland. Efter mange års tjeneste i dansk diplomati blev han i 1939 Danmarks gesandt (ambassadør) i Washington, USA. Da Danmark blev besat 9. april 1940 erklærede Kauffmann allerede 10. april 1940 det danske gesandtskab i Washington for ”uafhængigt” af den danske regering - Kauffmann var modstander af den danske samarbejdspolitik. Erklæringen var samtidig en slags opfordring til andre danske gesandter om at følge hans eksempel. Kauffmann blev dog først anerkendt af den amerikanske præsident Roosevelt som uafhængig gesandt i april måned 1941, da Kauffmann uden den danske regerings tilladelse underskrev Grønlandsoverenskomsten, der gav amerikanerne store militære rettigheder i Grønland (se endvidere Grønland). I Danmark blev han straks anklaget for højforræderi og blev tilbagekaldt fra posten som gesandt, og regeringen erklærede endvidere aftalen for ugyldig. Den 2. januar 1942 holdt Kauffmann en radiotale på BBC, hvor han stod frem og kritiserede den danske samarbejdspolitik. Resten af krigen forblev Kauffmann i USA, hvor han arbejdede for at opbygge et positivt billede af Danmark. Da krigen var forbi, blev Grønlandsoverenskomsten anset for at være et vigtigt bidrag i de allieredes kamp mod Tyskland, og Kauffmann opnåede at blive minister uden portefølje i befrielsesregeringen. Efter perioden som minister vendte han tilbage til USA, hvor han bestred posten som gesandt frem til 1958.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Koch, Hal (1904-1963)

Teolog og kirkehistoriker, der var stor forkæmper for demokratiet og modstander af væbnet modstand. Blev i 1940 formand for Dansk Ungdomssamvirke, der havde til formål at ”fremme ungdommens vilje til danskhed og ansvarsbevidsthed over for fædrelandet”. Koch kritiserede ofte i efterkrigstiden de politikere, der ikke ville stå ved deres gerninger og holdninger under krigen. Kochs samlede kritik af retsopgøret kan læses i bogen Jeg anklager Rigsdagen fra 1947. I 1992 blev bogen Kære Hal, Kære Koste. Breve 1940-43 mellem K.E. Løgstrup og Hal Koch udgivet.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Konservative Folkeparti, Det

I 1930’erne havde der været højrekræfter i partiet, der talte for afskaffelse af demokratiet. Det lykkedes partiets leder John Christmas Møller at befæste De Konservatives bekendelse til demokratiet. Især ungdomsorganisationen KU, Konservativ Ungdom, var undergået en højredrejning med fascistiske og nazistiske tendenser som i Italien og Tyskland. KU anså ikke det politiske system som egnet til at løse den økonomiske krise og stillede krav om et systemskifte. Men Christmas Møller lukkede for den økonomiske støtte til ungdomsafdelingen, og han fik omdannet det konservative parti til et moderne bredtfavnende folkeparti, der entydigt støttede demokratiet. De politiske mål var de samme: Sikring af ejendomsretten og et stærkt dansk forsvar. Udbruddet af den finsk-sovjetiske krig vinterkrig i 1939 blev af De Konservative opfattet som en trussel for Danmark. Det var et angreb på det nordiske broderfolk, der netop havde udgjort et bolværk mod den kommunistiske fare. Man dannede en forening til støtte for Finland. Med Christmas Møller i spidsen lykkedes det partiet at forpligte Folketingets øvrige partier til en erklæring i januar 1940, som af De Konservative blev opfattet som et løfte om anvendelse af militær i forbindelse med en evt. invasion.

Derfor var kapitulationen 9. april særlig bitter for De Konservative, der anså situationen for resultatet af Stauning-Munch-regeringens forsvarspolitik i 1930’erne, og der var medlemmer, der anklagede regeringens kapitulation for landsforræderi. Det var derfor også kun modvilligt, at partiet på opfordring af Stauning 10. april indgik i samlingsregeringen (se samarbejdspolitikken) med tre konservative ministre, som kun optrådte som enkeltpersoner, ikke som repræsentanter for partiet. De Konservative indgik kun i regeringen under forudsætning af, at den socialdemokratisk-radikale regering alene påtog sig ansvaret for kapitulationen.

Deltagelsen i samlingsregeringen skabte dyb splittelse i partiet mellem en fløj, der så den nationale samling som en nødvendighed og en fløj, der ønskede en fast kurs over for tyskerne og arbejdede for et brud med regeringen. Christmas Møller indgik modvilligt i regeringssamarbejdet, idet han anså det for nødvendigt at styrke det nationale sammenhold. Det lykkedes efterhånden også at opnå KU’s tilslutning til samlingspolitikken. I modsætning til partiet Venstres hårde krav over for Socialdemokratiet var de konservative repræsentanter mere kompromisvillige i regeringssamarbejdet og stillede ikke uforsonlige krav om at få gennemført partiets mærkesager. Ved en regeringsomdannelse i juli 1940 fik partiet to reelle ministerposter. Christmas Møller blev handelsminister, men 3. oktober nedlagde han sin post efter tysk pres. Hans antityske holdning kom for åbent til udtryk i hans taler. Den 9. december efter en tale for 15.000 mennesker i Forum i København krævede tyskerne, at Christmas Møller indstillede sin talervirksomhed. Den 9. januar 1941 krævede tyskerne ham fyret som folketingsmedlem og fjernet fra alle tillidsposter i partiet. Christmas Møller tog imod en invitation om at komme til England, hvor han ankom 4. maj 1942. Tyskerne formodede, at partiet stod bag hans illegale flugt, og Christmas Møller måtte derfor ekskluderes af partiet. Opholdet blev en skuffelse for ham. Han havde håbet at skulle stå som samlingspunkt for det engelske modstandsarbejde i Danmark, men blev holdt uden for indflydelse, fordi han blev betragtet som en sikkerhedsrisiko. Men i Danmark fik han betydning gennem sine radioudsendelser, hvor han opfordrede til aktiv modstand. Kredse i det konservative parti så ikke med velvilje på hans aktivitet. Samtidig overvejede partiet flere gange at bryde med regeringen, men det endte altid med, at man forsatte samarbejdet – også da Scavenius efter tysk krav blev statsminister i november 1942.

Ved valget 23. marts 1943 fik partiet en stor stemmefremgang fra 302.000 stemmer i 1939 til 422.000 (Fra 17, 8 % og 26 mandater til 21 % og 31 mandater). Partiet overhalede nu Venstre som det næststørste parti efter Socialdemokratiet. Fremgangen skyldtes partiets nationale protestlinie og Christmas Møllers radiotaler fra London.

Det Konservative Folkeparti var det af de samarbejdende partier, der var mest involveret i modstandsbevægelsen. Opfordring til modstand kom aldrig fra partiet. Dertil var de for meget bundet op af samarbejdsregeringen. Medlemmer af KU var meget aktive i kampen mod de danske nazister i DNSAP, og konservative grupper gik fra årsskiftet 1941-42 over i illegalitet under navnene De frie Danske og Studenternes Efterretningstjeneste. Også Christmas Møller var allerede fra januar 1941 i kontakt med illegale kredse. I april 1942 stod han sammen med kommunisten Aksel Larsen bag oprettelsen af den tværpolitiske organisation Frit Danmark, som dog forblev kommunistisk domineret. Derfor trak KU’erne sig i 1943 ud og dannede Hjemmefronten. Men da Frihedsrådet blev dannet i september 1943 deltog de borgerligt-konservative grupper ikke. De frygtede, at rådet ville udvikle sig til en hemmelig regering og blive en selvstændig politisk faktor.

Tyskerne var meget opmærksomme på partiets antityske holdning. Den 29. august 1943 med den militære undtagelsestilstand blev et stort antal ledende konservative politikere interneret i Horserød, og de første tyske attentater mod danske liv var rettet mod konservative politikere. Ca. 45 medlemmer af partiet eller KU mistede livet pga. illegalt arbejde, og 16 blev dræbt ved clearingmord eller schalburgtage.

I befrielsesregeringen fik Christmas Møller posten som udenrigsminister, men ikke som repræsentant for De Konservative. Han repræsenterede De frie Danske i Udlandet. I august 1945 meldte han sig atter ind i partiet. Ved Oktobervalget mistede partiet de fem mandater fra 1943-valget. Sandsynligvis pga. uenighed i partiet, bl.a. om Sydslesvig-spørgsmålet.

(MJ)

Litteratur:
Jørgen H. Barfod: "I kamp for friheden 1940-1945". Jørgen Hatting og Karl Olsen (red.): Det konservative Folkepartis historie i et halvt århundrede. Bd. III. 1966.
Peter Birkelund: Samarbejde eller brud? Det Konservative Folkepartis store dilemma. I Joachim Lund (red.): Partier under pres – demokratiet under besættelsen. 2003, s. 95-130.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Kontaktudvalget

Kontaktudvalget er betegnelsen for det udvalg, som skulle fungere som kontaktpunkt mellem Frihedsrådet og politikerne fra de fire samarbejdende partier (Se samarbejdspolitikken). Det blev oprettet i august 1944.

Frihedsrådet havde flere gange forsøgt at få repræsentanter for de samarbejdende partier til at indtræde i Frihedsrådet. Men politikerne viste først for alvor interesse for idéen efter folkestrejken i København i 1944, som havde vist Frihedsrådets indflydelse i befolkningen. Udvalget blev imidlertid først for alvor centralt, da det i november 1944 dannede ramme om forhandlingerne om befrielsesregeringen.

I kontakturvalget sad den konservative Aksel Møller, socialdemokraten H. C. Hansen samt Aage Schoch og Børge Houmann fra Frihedsrådet. Schoch blev efter sin arrestation i september 1944 afløst af Frode Jakobsen, og Houmann blev i januar 1945 afløst af Alfred Jensen, der også var kommunist. I de vigtige forhandlinger om den kommende befrielsesregering deltog desuden den tidligere – og senere socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl og den konservative Ole Bjørn Kraft.

  (LAH)

 

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance, bd. II. 1959. 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Krigsforbrydere, tyske

Ved befrielsen lå det langt fra fast, om der skulle være et opgør med de tyske krigsforbrydere, og hvorledes det skulle foregå. Det viste sig nemlig at være en kompliceret affære at skulle retsforfølge de ansvarlige tyskere, for ifølge folkeretten har en besættelsesmagt ret til at forsvare sig - dog er der grænser for, hvilke midler der må tages i brug for at forsvare sig. Opgøret med de tyske krigsforbrydere i Danmark kom i høj grad til at hænge samme med de allierede magters opgør, idet Danmark i september 1945 tiltrådte London-overenskomsten, der betød vedtagelsen af en international militærdomstol (se Nürnberg og Tokyoprocesserne). Danmark lavede samtidig en krigsforbryderlov, der betød, at det var muligt selv at dømme krigsforbrydere. Loven blev udarbejdet i løbet af 1946 og var klar 12. juli samme år. Senere blev den suppleret med bestemmelser om dødsstraf. Der blev rejst tiltale mod 77 personer, og i 1948 kom de første sager for retten. Hele processen var afsluttet i 1953. Af de 77 tiltalte blev seks personer frifundet, én blev dømt til døden, men dommen blev ikke eksekveret. De øvrige blev idømt fængselsstraffe. Dr. Werner Best fik 12 års fængsel, men blev benådet og udsendt af landet allerede i 1951. Det var ligeledes tilfældet med flere af de andre krigsforbrydere. Dommene over de tyske krigsforbrydere var milde i forhold til de domme, der blev afsagt under retsopgøret over de danske landssvigere, hvor der blev henrettet 46 mænd. De sidste krigsforbrydere blev sendt ud af Danmark i 1953.

(HSH) 

Litteratur:
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.
Henning Poulsen: Besættelsesårene 1940-1945. 2002.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Kriminalitet

Det er svært at få et klar overblik over kriminalitetens omfang under besættelsen - særligt i den sidste tid inden befrielsen. Det skyldes først og fremmest, at politiet efter 19. september 1944 ikke længere fungerede, og det dermed blev svært at bevare overblikket over kriminaliteten. Der er dog ingen tvivl om, at antallet af kriminelle handlinger steg besættelsen igennem, og at forbrydelserne blev grovere.

Kriminaliteten omfattede mange forskellige slags forbrydelser – herunder sabotage. Fire typer skiller sig særligt ud under besættelsen:

  • Overtrædelse af den almindelige borgerlige straffelov. Dvs. alt fra f.eks. småtyverier til overfald og vold mm. I alt var antallet af personer, som under besættelsen blev dømt for sådanne overtrædelser:

    1940 6.300
    1941 8.996
    1942 12.409
    1943 14.068
    1944 11.730
    1945 9.810

    At der skete et fald i antallet af dømte i løbet af 1944 og 1945 betyder langt fra, at der virkelig skete et fald i kriminaliteten. Tværtimod ville tallet sikkert være langt højere, hvis ikke politiet var blevet opløst, og lovovertrædelser ikke længere kunne efterforskes effektivt. Især steg antallet af volds- og berigelsesforbrydelser.

  • Sager af politisk art, som var vendt mod besættelsesmagten f.eks. uddeling af illegale blade eller fornærmelser mod den tyske værnemagt.

  • Handlinger som først blev gjort ulovlige efter befrielsen dvs. med tilbagevirkende kraft. Det drejede sig primært om sager mod dem, man kaldte landssvigerne.

  • Handlinger der blev straffet efter tysk krigsret, dvs. efter tyske regler. Det drejede sig om modstandsvirksomhed som sabotage og likvideringer, men kunne også omhandle forbrydelser begået af danskere på tysk område - f.eks. på de militære anlæg, hvor mange danskere arbejdede.

En særlig form for kriminalitet udgjorde den såkaldte krisekriminalitet. Betegnelsen krisekriminalitet peger på, at det var en form for kriminalitet, som havde basis i den forsyningsmæssige krise. Den mest kendte form for krisekriminalitet var sortbørshandlen, som voksede voldsomt besættelsen igennem.

I det hele taget betød besættelsen bedre muligheder for at udføre kriminalitet. Det var nemmere at færdes ubemærket om natten under mørklægning, og når gaderne var tomme under luftalarm. Af den grund havde man allerede 1. maj 1940 indført en såkaldt skærpelov, der sagde, at straffen skulle forhøjes til det dobbelte for forbrydelser begået under nævnte forhold.

Da politiet fra september 1944 ikke længere eksisterede, blev der oprettet private vagtværn, som kunne rykke ud, hvis nogen blev overfaldet eller forulempet. Vagtværnene kunne dog ikke forfølge eller efterforske sagerne. Derfor forblev mange forbrydelser uopklarede. Også de tyske myndigheder forsøgte at bekæmpe den stigende kriminalitet. Det skete bl.a. lige efter aktionen mod politiet, hvor man satte ind med en razzia mod de såkaldt ”asociale og vaneforbrydere”. På trods af denne indsats fortsatte kriminaliteten med at stige, og selvom antallet af forbrydelser faldt umiddelbart efter befrielsen, var tallet i 1948 stadig højere, end det havde været inden krigen.

(LAH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid. 2002.
Jørgen Trolle: Syv Måneder uden Politi. 1945.
Wilhelm la Cour (red.): Danmark under besættelsen, bd. 3. 1946.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Koncentrationslejre

Den første koncentrationslejr, også kaldet kz-lejr, som Nazityskland opførte, var Oranienburg (det senere Sachsenhausen), der blev placeret omkring 35 km nord for Berlin. Oranienburg blev sammen med kz-lejren Dachau, der var placeret nord for München, opført i 1933. De to lejre markerede begyndelsen til Hitler-regimets etablering af kz-lejre først i Tyskland men senere også i Østrig, det daværende Tjekkoslovakiet og i Polen. 

Fundamentet for etableringen af kz-lejrene var en lov fra 1933, der gjorde det muligt for Hitler-regimet at fængsle personer på ubestemt tid (det såkaldte Schutzhaft). Det var således kendetegnende for de indsatte i kz-lejrene, at de ingen domsfældelse havde modtaget, og at de havde status som retsløse. Fangerne i lejrene havde derfor ikke krav på at få kontakt til advokater eller blive stillet for en dommer inden 24 timer, som det er tilfældet i en retsstat.          

De indsatte i kz-lejrene var i de første år primært nazisternes politiske modstandere, bl.a. kommunister og socialdemokrater. Hurtigt begyndte nazisterne dog også at internere andre grupper, som de anså for at være undermennesker eksempelvis såkaldt asociale, sigøjnere, homoseksuelle, Jehovas Vidner og jøder.  

Typer af koncentrationslejre                                                                                    Ofte opererer man med tre forskellige typer af lejre: udryddelseslejre (eller dødslejre), kz-lejre og tvangsarbejdslejre. At opstille et skel mellem typer af lejre på denne måde er en konstruktion, der ikke fuldt ud afspejler virkeligheden. Grænserne mellem de tre typer af lejre er flydende, og at opstille skarpe kriterier mellem de tre typer af lejre er ikke muligt. Alligevel kan det være gavnligt at kategorisere lejrene som tre forskellige typer af lejre, der arbejder ud fra tre forskellige grundprincipper.

Hovedformålet med tvangsarbejdslejrene var at udnytte fangernes arbejdskraft til det yderste. Over indgangen til de fleste tvangsarbejdslejre stod skrevet: ”Arbeit machs frei” (”arbejde gør fri”), og fangerne blev bl.a. sat til at udføre hårdt fysisk skyttegravsarbejde, såvel som fangernes arbejdskraft blev brugt til at holde hjulene i gang i den tyske krigsindustri. Hvor det centrale princip i tvangsarbejdslejrene var, at ”arbejde gør fri”, var det et ganske andet princip, der dannede grundlag for kz-lejrene. Målet i kz-lejrene var, at fangerne døde som følge af princippet – ”Vernichtung durch Arbeit” (”udryddelse gennem arbejde”). Hovedformålet i disse lejre var, at mens man langsomt slog fangerne ihjel gennem utilstrækkelig ernæring og beklædning samt timelange appeller, pressede man den arbejdskraft ud af fangerne, som var mulig. I kz-lejrene var grundideen således ikke, at ”arbejde gør fri”, men i stedet herskede princippet ”udryddelse gennem arbejde”.

Den sidste type af lejre er udryddelseslejrene. Udryddelseslejrene havde det formål hurtigt og effektivt at udrydde så mange mennesker som muligt, først og fremmest jøder. For de hundredtusindvis, der blev deporteret til sådanne udryddelseslejre, var den eneste vej ud af lejrene gennem krematoriernes skorstene. De vel nok mest kendte udryddelseslejre er Auschwitz-Birkenau og Treblinka, der begge lå i Polen. I perioden 1942-1944 havde nazisterne udbygget Auschwitz-Birkenau og var dermed i 1944 i stand til at tilintetgøre 24.000 lig i døgnet. Man regner med, at mellem 1.1 – 1.5 millioner mennesker mistede livet i perioden 1940-1945 alene i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.

Langt over størstedelen af de omkomne i Auschwitz-Birkenau var jøder, der enten blev dræbt i gaskamrene eller ikke overlevede de elendige leveforhold, der var gældende i lejren med dertil hørende sygdomme og epidemier. Udover Auschwitz-Birkenaus mange jødiske ofre døde bl.a. også polakker, sigøjnere og sovjetiske krigsfanger i lejren.

Leveforholdene i Kz-lejrene                                                                                      Når fangerne efter en ofte lang og barsk transport ankom til kz-lejrene, skulle de aflevere deres tøj og ejendele og blev efterfølgende badet og afluset. Herefter blev hver enkelt fange forsynet med et symbol, der skulle gøre det simpelt at identificere, hvilken slags fangegruppe man tilhørte, eksempelvis om man var jøde, politisk fange, kriminel eller asocial. Herefter blev fangerne indkvarteret i beboelsesbarakker, hvor overbelægning, sygdomme, epidemier og sult var en del af hverdagen, og hvor kosten var yderst utilstrækkelig. Den ernæringsfattige mad, den utilstrækkelige beklædning og de ofte kolde vintre var blandt hovedårsagerne til, at tusinder af fanger bukkede under. Hertil kommer SS-vagternes vilkårlige overfald og henrettelser.

Danskere i koncentrationslejre                                                                                   For størstedelen af de 6000 danskere, der blev deporteret til kz-lejre, blev mødet med kz-lejrene ikke gaskamrene i udryddelseslejrene men i stedet et møde med hårdt fysisk tvangsarbejde bl.a. i lejrene Neuengamme, Stutthof og Buchenwald. Omkring 10% af de danskere, som blev deporteret døde i lejrene eller kort tid efter hjemførslen

De første større deportationer af danskere til de tyske koncentrationslejre fandt sted kort tid efter Augustoprøret i 1943, og det samlede antal af danske deporterede til tyske kz-lejr under den tyske besættelse var ca. 6000. Ud af de 6000 fanger blev de fleste kvinder (ca. 43) sendt til kvindelejren Ravensbrück, mens de mandlige fanger blev spredt på forskellige kz-lejre. Af de ca. 6000 danske deporterede var størstedelen politiske fanger dvs. kommunister og modstandsmænd, men også politifolk, jøder, grænsegendarmer og kriminelle blev deporteret.

 Kommunisterne i Stutthof                                                                                            I oktober 1943 blev 150 danske kommunister sendt til kz-lejren Stutthof, der lå placeret ca. 35 km Øst for Danzig. I lejren udførte de tvangsarbejde, som bl.a. indebar gartneri og produktion af leverancer af tøj og udrustning til den tyske værnemagt.

Den behandling de danske kommunister modtog i Stutthof må, sammenlignet med andre fangers behandling, betegnes som forholdsvis tålelig. De danske fanger opnåede bl.a. det privilegium at få tilladelse til at sende ekstra breve hjem, såvel som de danske fanger i løbet af vinteren begyndte at modtage pakker fra Dansk Røde Kors med mad og tøj. (se de hvide busser) Til trods for at forholdene for de danske kommunister var bedre sammenlignet med andre fangers forhold i Stutthof, er det dermed ikke sagt, at forholdene var anstændige. I løbet af de 19 måneder de danske kommunister opholdt sig i lejren, døde 2 fanger. Herudover døde yderligere 6 i slutningen af januar 1945, da fangerne blev tvunget af sted på flugt for at undgå den hastigt fremrykkende Røde Armé.

De danske jøder i Theresienstadt                                                                                 Ud over de 150 danske kommunister, der blev deporteret til Stutthof d. 2. oktober 1943, blev også 202 jøder, som den tyske værnemagt havde arresteret natten mellem d. 1. og 2. oktober 1943 i den såkaldte jødeaktion, sendt til kz-lejren Theresienstadt d. 2 oktober. I løbet af oktober måned blev flere jøder deporteret til Theresienstadt, så antallet af jøder i lejren i alt kom op på 481.

Kz-lejren Theresienstadt kan ikke karakteriseres som en egentlig udryddelses eller tvangsarbejdslejr. Lejren havde nærmere funktion som gennemgangslejr, hvor fangerne hyppigst opholdt sig ca. seks måneder, hvorefter man blev transporteret videre mod øst oftest til de egentlige udryddelseslejre. Blandt de danske jøder, som blev deporteret til Theresienstadt, var størstedelen ældre og svækkede, men der var også børn imellem. De fanger, som var i fysisk god stand, blev sat til at arbejde i den lokale kulmine, som ligbærere eller som medhjælpere ved transportafgange af fanger fra Theresienstadt mod andre lejre hovedsageligt Auschwitz.                                                                           Af de i alt 481 danske jøder, der gjorde ophold i Theresienstadt, døde 52 hovedsageligt pga. alder, medicinmangel og psykisk svækkelse.

SS forsøgte at få Theresienstadt til at fremstå som en mønsterlejr, hvor alle blev behandlet ordentligt. Ved at få Theresienstadt til at fremstå som en sådan mønsterlejr, forsøgte SS og Hitler-regimet  at tilbagevise de rygter, der florerede i Europa og i USA, omkring de elendige forhold og den umenneskelige behandling, som var gældende i det tyske kz-lejre. 

Modstandsfolkene                                                                                                      De første større deportationer af danske modstandsfolk fandt sted i november-december 1943 og i januar 1944. Modsat jøderne, kommunisterne og politifolkene blev de danske modstandsmænd ikke arresteret som én gruppe, der blev samlet og herefter deportere til en kz-lejr. Modstandsmændene blev anholdt individuelt og sat i danske fængsler. Når den tyske besættelsesmagt havde samlet et ”bundt” af modstandsmænd på typisk 100 eller 200 mand, sendte de dem videre til en kz-lejr. I vinteren 1943-1944 blev 168 modstandsmænd, der bl.a. havde været involveret i Augustoprøret ført til lejrene Sachsenhausen og Ravensbrück.

I takt med at den tyske besættelsesmagt intensiverede forfølgelsen og deportationerne af modstandsfolk til tyske kz-lejre, foreslog de danske myndigheder at opføre en lejr i Danmark finansieret af danske midler. Dermed kunne myndighederne opnå at bibeholde de danske fanger på dansk grund og derved sikre fangerne bedre forhold end de, der var gældende i de tyske lejre. De tyske myndigheder indvilgede i planen, og d. 13. august 1944 kunne den nyopførte danske Frøslevlejr tage imod de første 750 fanger.                 Til trods for at den tyske Rigsbefuldmægtigede Werner Best havde givet tilsagn om, at man fra tysk side ikke ville deportere fanger fra Frøslevlejren til tyske kz-lejre, deporterede tyskerne i september 1944 195 fanger til Neuengamme, hvoraf ca. 25-30% døde. Af de ca. i alt 7000 fanger, der gennem krigen opholdt sig i Frøslevlejren, blev ca. 1600 fanger videreført til andre lejre hovedsageligt Neuengamme.

Ud af de ca. 1600 danske fanger i Neuengamme var ca. 1160 modstandsfolk. Efter et kort ophold i Neuengamme blev fangerne sendt videre til forskellige udekommandoer, hvor de bl.a. gravede forsvarsanlæg, arbejdede på blybatterifabrik eller udførte monteringsarbejde og lignende. Forholdene for fangerne i disse udekommandoer var elendige både mht. arbejdsforholdene, men også den ernæringsmæssige situation var katastrofal. Selv om Røde Kors pakkerne ankom til Neuengamme, blev de ikke altid videresendt til udekommandoerne, og hvis det skete, var det oftest tilfældigheder, der afgjorde, hvilken udekommando pakkerne blev sendt til.

Dødeligheden for de danske fanger i Neuengamme og i lejrens tilhørende udekommandoer lå på ca. 10%. Den primære årsag til, at den ikke kom højere op er, at de dansker fanger ankom til lejren forholdsvis sent i krigen og derfor oftest ikke opholdte sig længere en seks måneder i lejren.

Så på trods af at de danske myndigheder ikke var i stand til at stoppe transporterne af fanger fra Frøslevlejren til tyske kz-lejre, var Frøslevlejren alligevel med til at sikre en lavere dødelighed for de internerede modstandsmænd, end tilfældet var for andre nationer. At fangerne først blev interneret i Frøslev var medvirkende til, at deportationerne mod de egentlige tyske kz-lejre blev forhalet, en betydelig faktor i forhold til fangernes overlevelsesmuligheder.

Politiet i Buchenwald                                                                                                     Den 19. september 1944 opløste den tyske besættelsesmagt det danske politi under ´Operation Möwe´ og deporterede ca. 1900 politifolk til tyske kz-lejre primært til Buchenwald (se politiaktionen).

Ved de danske fangers ankomst til Buchenwald var lejrens indbyggertal på ca. 63.000, en belægning der lå langt over lejrens egentlige kapacitet. Forholdene i lejren var elendige med dårlig ernæring, epidemier m.m.. Efter ankomsten til lejren blev politifolkene iført slidt fangetøj, der gjorde det svært at holde varmen i de kolde måneder. I november 1944 modtog de danske politifolk imidlertid pakker fra Røde Kors med tøj og sko, pakker som forbedrede beklædningssituationen betydeligt.

De danske politifolk blev indlogeret i egne barakker i lejren, og de havde deres egen appelplads. Dermed var de danske fanger fritaget fra at stå og overvære de offentlige afstraffelser og hængninger, som fandt sted på den store appelplads, såvel som syge danske fanger også var fritaget fra at stille op til appel. Selvom disse privilegier ikke syntes af meget, så var de medvirkende til, at de danske fanger i sammenligning med andre nationaliteter havde en lavere dødelighedsprocent.

Selvom forholdene for de danske fanger var relativt udholdelige, begyndte flere fanger at bukke under, og i slutningen af november 1944 var 35 fanger døde som følge af forskellige sygdomme. Af de i alt ca. 1900 politifolk, som blev deporteret til tyske kz-lejre, døde 81. At tallet ligger på et relativt lavt niveau, skal forklares med, at det lykkedes de danske myndigheder at opnå tilladelse til at hjemtransportere 318 syge politifolk i december 1944. Hvis ikke denne aktion var kommet i stand, ville dødeligheden for de danske politifolk med stor sandsynlighed have ligget på et markant højere niveau.

Grænsegendarmerne                                                                                       ´Operation Möwe´ inkluderede ud over de ca. 1900 politifolk også 291 grænsegendarmer. Disse blev først interneret i Frøslevlejren, og herfra blev 141 d. 5. oktober 1944 sendt videre til kz-lejren Neuengamme. Grænsegendarmerne blev af tyskerne betragtet som en del af det danske politi, og fik dermed også del i nogle af privilegier, som politifolkene havde, men deres situation blev hurtigt efter ankomsten til lejren forværret. Grænsegendarmerne blev således indsat i en arbejdskommando, der skulle grave kampvognsspærringer ved floden Elben dvs. ca. 1 times kørsel fra lejren. Gravearbejdet var udmattende og pga. den dårlige beklædning og skotøj, måtte fangerne ofte grave hele dage med bare fødder i leret mudder, ligesom transporten til og fra arbejdet forgik på åbne vogne i bidende kulde, forhold der gjorde at grænsegendarmerne fysisk såvel som psykisk led store belastninger. De arbejdsmæssige forhold var således betydelig hårdere for grænsegendarmerne, end det var tilfældet for politiet. Herudover var alderssammensætningen i de to grupper også anderledes, da der blandt politifolkene var flere unge, hvilket også skal tages i betragtning, når man sætter dødeligheden for grænsegendarmerne nemlig ca. 27% i forhold til dødeligheden for politifolkene, der lå på ca. 4%.

”Asociale” og ”Vaneforbrydere”                                                                            Udover de politiske fanger, jøderne, politiet og grænsegendarmerne deporterede den tyske besættelsesmagt også såkaldte asociale og vaneforbrydere. I Danmark blev mindst 421 asociale arresteret i efteråret 1944 og blev via Vestre Fængsel eller Frøslevlejren sendt til Neuengamme. Situationen for disse 421 individer adskilte sig betydeligt fra de andre danske grupper, som blev deporteret til forskellige lejre. Således blev de ikke i samme grad tildelt opmærksomhed fra de danske myndigheder, som de andre deporterede grupper. Forklaringen på dette skal findes i, at gruppen af asociale var en broget flok. ”Asocial” og ”vanekriminel” var nazistiske betegnelser for bl.a. kriminelle, arbejdssky personer, alfonser, vagabonder eller bare skæve eksistenser. Deportationerne fra Danmark inkluderede også folk, der længe før besættelsen havde begået en mindre strafbar handling.

De asociale modtog også Røde kors pakker i lejrene og var ligeledes udkommanderet til tvangsarbejde. Herudover ved man i dag ikke meget om forholdende for denne gruppe ud over det faktum, at mere end 60 døde i KZ-lejr, men nogle af grupperne af deporterede ”asociale”  havde en dødelighed på 30% dvs. den gruppe med den umiddelbart højeste dødelighed.

Sammenligner man eksempelvis transporterne fra september 1944 til januar 1945 til kz-lejren Neuengamme, viser statistikken, at dødeligheden blandt de politiske fanger lå på ca. 18-20%, mod ca. 30% for asociale og vaneforbrydere.

Kigger man på transporten af asociale og vaneforbrydere, som fandt sted d. 12. januar 1945 fra Frølevlejren, var dødeligheden her ca. 14%. Samme dag blev yderligere en transport fra Frøslevlejren med politiske fanger sendt af sted, og her lå dødeligheden på ca. 18%, dvs. 6 procentpoint højere end det var tilfældet for transporten af asociale og vaneforbryderne.   

Ernæringssituationen for de danske fanger                                                                     I forhold til den ernæringsmæssige situation indtog de danske kz-fanger en særstatus. Det var efter gentagne forhandlinger lykkedes de danske embedsmænd at forhandle en aftale på plads med de tyske myndigheder, der gjorde det muligt at transportere Røde Kors-pakker med mad, tøj og tobak til de danskere, der var blevet deporteret til kz-lejrene. Røde Kors pakkerne var en medvirkende  årsag til, at den danske dødelighed blandt fangerne i lejrene var lavere, end det var tilfældet for  andre nationaliteter. Man regner med, at ca. 600 af de i alt 6000 danske deporterede døde under opholdene i lejrene

Evakuering og tiden efter krigen                                                                                   I månederne op til befrielsen i maj 1945 iværksattes en dansk-svensk redningsaktion, som skulle evakuere de norske og danske kz-fanger. Efter flere forhandlinger mellem de svenske, danske og tyske myndigheder lykkedes det at etablere en aftale, hvori de tyske myndigheder gav tilladelse til, at en evakuering af norske og danske kz-fanger kunne gennemføres. Således evakuerede danske konvojer og senere de hvide busser i foråret 1945 en anselig del af de nordiske fanger, som i løbet af krigen var blevet deporteret til de tyske kz-lejre. Ved hjemkomsten var fangerne udmattede og underernærede, og der er ingen tvivl om at opholdene i de tyske kz-lejre mærkede dem for livet både fysisk såvel som psykisk.

Flere af de overlevende har efter krigen skrevet erindringsbøger, der beretter om livet og oplevelserne i de tyske kz-lejre. Ligeledes er det i dag muligt at besøge flere af kz-lejrene, som fungerer som museer bl.a. udryddelseslejren Auschwitz i Polen. 

 (CMC)

Litteratur:                                                                                                              Christian Helmer Jørgensen 1986. Mit ragnarok.                                                             Gads leksikon om den danske besættelsestid 1940-1945.                                         Jørgen H. Barfod 1994. Helvede har mange navne.                                                    Hans Sode-Madsen 2005. Reddet fra Hitlers helvede - Danmark og De Hvide Busser 1941-1945.                                                                                                                       Hartvig H. Rambusch 1990. Esbjerg-Neuengamme og retur.                                      Rasmus Jørgensen 2005. Deporteret – beretning om de danske kz-fanger.                Henrik Skov Kristensen 2002. En station på vej til helvede. Harreslev banegård og deportationen af danske fanger fra Frøslev til tyske koncentrationslejre.                           Se også hjemmesidens links til de forskellige koncentrationslejre

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

   

Opdateret 31-10-2006