Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jernbanesabotage mod DSB´s blokpost 1944.(HSB)

Klik for større billede

 

 

Leksikon

J

Jakobsen, Frode (1906-1997)

I 1939 cand.mag. med hovedfag i tysk fra Københavns Universitet. Var i studietiden engageret i antifascistisk arbejde. I efteråret 1941 medstifter af den intellektuelle kreds Studieringen, der havde til formål at styrke danskheden og demokratiet. I sommeren 1943 dannede Studieringen basis for etableringen af modstandsorganisationen Ringen, som Frode Jakobsen var leder af. I 1943 blev han endvidere et vigtigt medlem af Frihedsrådet som Ringens repræsentant. Var i sit arbejde politisk midtersøgende og modarbejdede kommunisterne. Han var socialdemokratisk medlem af folketinget 1945-53 og 1953-73. I befrielsesregeringen blev han minister uden portefølje (fagområde).

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Jalta-konferencen

Fra 4. – 11. februar 1945 mødtes statslederne fra Storbritannien (Churchill), USA (Roosevelt) og Sovjetunionen (Stalin) i det sovjetiske feriested Jalta på Krim. Konferencens vigtigste formål var at drøfte Europa efter krigen, og de politiske konsekvenser der måtte følge. Man diskuterede og godkendte inddelingen af Tyskland i en engelsk, fransk, amerikansk og sovjetisk zone. Desuden blev det besluttet, at Tyskland skulle afvæbnes, og der var enighed om, at Tyskland ikke skulle betale krigsskadeerstatning som efter 1. verdenskrig. Sovjetunionen forlangte dog at få udbetalt kompensation i form af naturalier, men hvor stor denne kompensation skulle være, blev ikke fastlagt. Polen var også et emne, der blev diskuteret, herunder grænsedragning og regeringsdannelse. Der blev ikke opnået enighed om en endelig grænsedragning for Polen, og med hensyn til regeringsdannelse blev det aftalt at udvide den midlertidige regering med demokratiske ledere fra såvel Polen som udlandet, indtil et valg kunne finde sted. Reelt var Polens fremtid lagt i hænderne på Sovjetunionen, hvis styrker stod i landet. For resten af Europa blev det bestemt, at der skulle oprettes midlertidige regeringer bestående af repræsentanter for alle demokratiske elementer i landene, og så hurtigt som muligt skulle der afholdes frie demokratiske valg (begrebet demokrati blev dog så frit defineret, at selv Sovjetunionen kunne være med til at godkende modellen). Endvidere blev det besluttet at krigsforbrydere skulle retsforfølges efter krigen (se Nürnberg- og Tokyoprocesserne). Endelig blev planer for Folkeforbundets afløser – De Forenede Nationer (FN/United Nations) - fremlagt. Herom blev det bl.a. besluttet, at ud over de allierede lande skulle de, der erklærede Tyskland krig inden 1. marts 1945, have en indbydelse til åbningskonferencen, der skulle finde sted i San Francisco 25. april samme år. Det blev yderligere besluttet, at der kun skulle kunne nedlægges veto mod beslutninger (og ikke mod optagelse af punkter på dagsordenen), og at Sovjetunionen skulle have tre stemmer i generalforsamlingen.  

(HSH

Litteratur:
Claus Bundgård Christensen (red.): Anden Verdenskrig : leksikon. 2004. Henning Poulsen, Aage Trommer og Hans Kirchhoff: Den 2. verdenskrig. 2003.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Jernbanesabotage

Der blev i alt gennemført 1526 jernbanesabotageaktioner fra november 1942 til maj 1945. I 1942 fandt der én aktion sted, i 1943 111 aktioner, i 1944 var der i alt 311 tilfælde af jernbanesabotager og i 1945 steg antallet til over 1100 aktioner. Af de i alt 1526 aktioner blev 351 udført på Fyn og Sjælland, resten i Jylland. De første jernbaneaktioner blev til og med sommeren 1943 udført af kommunistiske sabotagegrupper, mens aktionerne derefter i høj grad blev udført af regionsorganisationer, der arbejdede under SOE.

Det danske jernbanenet havde to funktioner for den tyske besættelsesmagt under krigen. For det første brugte tyskerne jernbanen til interne transporter i Danmark bl.a. råvaretilførsel til deres bunkersbyggeri. For det andet benyttede tyskerne jernbanenettet til trafik mellem Danmark og Tyskland. Den del af den eksterne trafik, der i militært henseende havde betydning, var transporten af troppeenheder fra Norge eller Danmark sydpå. I de tilfælde, hvor enhederne skulle transporteres sydpå for at indgå i fronterne, havde sabotage af jernbanenettet en militær betydning, hvis den førte til forsinkede troppeankomster i Tyskland. I løbet af krigen blev ca. 30 divisioner eller kampgrupper transporteret ned gennem Jylland, og det var hovedsageligt i krigens sidste år, at troppeforflytningerne fandt sted. Eftersom troppeflytningerne overvejende foregik gennem Jylland, blev jernbanesabotagen i hovedsagen et jysk fænomen.

Sabotagen mod det danske jernbanenet og jernbanemateriel havde to overordnede former. Den første var den direkte aktion, der forsøgte at rette skade på tyskerne og deres troppetransporter her og nu. Den anden form havde et mere langsigtet formål, idet man her søgte at nedslide jernbanekapaciteten, så det med tiden ville blive umuligt for tyskerne at anvende jernbanenettet. Sådanne aktionerne var bl.a. sabotage mod signalposter, værksteder og remiser. Det væsentlige var således ikke at forsinke bestemte troppetransporterne. men på længere sigt slide anlæggene ned og ødelægge flere installationer end DSB kunne nå at reparere.   

Omfanget af skader ved de enkelte aktioner varierede meget. En sabotageaktion mod en transport udført mellem Munkebjerg og Brejninge i juni 1944 medførte en forsinkelse på 4½ time, mens den mest langvarige linjeafbrydelse af en strækning var på 12 døgn, en aktion der blev udført ved Langå i november 1943.

En analyse af jernbanesabotagens militære betydning har vist, at den militære effekt var beskeden, idet sabotagen ikke førte til betydelige troppeforsinkelser til Tyskland. Indadtil havde jernbanesabotagen sammen med de øvrige former for sabotage dog stor psykologisk virkning og var bl.a. med til at skabe en følelse af, at Danmark på denne måde også bidrog til kampen mod tyskerne.

 (CMC)

Litteratur:                                                                                                             Aage Trommer: Jernbanesabotage i Danmark under den anden verdenskrig. En krigshistorisk undersøgelse.                                                                                    Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede. Det illegale arbejde i Syd og Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945.                                                Claus Christensen et. al.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945.                             Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1943.                                          Gads leksikon om dansk besættelse.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Juncker, Flemming (1904-2002)

Juncker var leder af den jyske modstandsbevægelse fra 1942 til april 1944. Juncker havde i 1938 arvet godset Overgaard ved Mariager Fjord. De store omgivende arealer stillede han til rådighed som modtageplads for våbennedkastninger fra England.

Juncker havde allerede fra 1941 forbindelse til modstandskræfter. Det skyldtes bl.a., at han før besættelsen havde haft tilknytning til Dansk Samling, samt at hans barndomsven Stig Jensen, som allerede var aktiv i modstandsbevægelsen, direkte opfordrede ham dertil. I 1942 fik han forbindelse til nogle af SOE’s første faldskærmsagenter i Danmark, og herved kom han til at deltage i opbygningen af SOE- organisationen i landet. Han fik central betydning og gik bl.a. under SOE-kodenavnet ”Elefanten”.

I løbet af 1943 lykkedes det ham igennem talrige rejser og i samarbejde med faldskærmsmanden Ole Geisler at skabe et omfattende modstandsnetværk over hele Jylland. Bl.a. rekrutterede han Hvidsten-gruppen, der på effektiv vis forestod en stor del af arbejdet med våbenmodtagelse. Herudover støttede han på trods af personlige forbehold Flemming Muus i dennes arbejde for SOE i Danmark. I forlængelse heraf blev det Junckers opgave at organisere regionsledelser i Jylland og at rekruttere til organisationen. Her samarbejdede han bl.a. med Anton Toldstrup, der kom til at stå for modtagearbejdet fra februar 1944, og med oberstløjtnant Vagn Bennike, der kom med fra marts 1944. Juncker måtte stærkt eftersøgt forlade Danmark i april 1944 og rejste derfor til London.

Juncker havde allerede tidligt - i kraft af sit arbejde som forretningsmand - haft gode muligheder for at etablere kontakt til Sverige. Hertil formidlede han som kurér kontakt mellem danske illegale kredse og den danske SOE-mission i Stockholm. Her blev hans råd og vurderinger tillagt stor værdi. Da han ankom til London i april 1944, blev han hurtigt medlem af den danske SOE-sektions ledelse, og han blev bl.a. leder af nedkastningerne i Danmark. Hans rådgivning blev desuden skattet højt af den danske SOE-chef Ralph C. Hollingworth.  

  (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Jøderne i Danmark

I Danmark skabtes den første jødisk menighed i 1600-tallet under Christian IV, der opfordrede nogle portugisiske jøder til at slå sig ned i København som handelsfolk, og ved den tyske besættelse i 1940 levede omkring 7.500 jøder i Danmark, hovedsageligt i København. De opfattedes som en del af landets økonomiske og kulturelle liv, og trods de stærke antijødiske signaler, der fra 1933 kom sydfra, forestillede man sig ikke i Danmark nogen form for særbestemmelser for denne del af befolkningen. Denne positive holdning omfattede dog kun de jøder, der allerede boede i Danmark, mens de mange flygtninge fra Tyskland forventedes at rejse videre til andre lande som USA og Palæstina.

I de første år under besættelsen sikrede samarbejdspolitikken de danske myndigheders kontrol med jødernes sikkerhed, men da regeringen var trådt tilbage, og der den 29. august 1943 blev iværksat en længerevarende undtagelsestilstand, vurderede den tyske rigsbefuldmægtige Werner Best, at tidspunktet var inde for en aktion mod jøderne i Danmark med det formål at gøre landet ”jøderent” i lighed med de øvrige tyskbesatte områder.

Undtagelsestilstanden betød al magt til det tyske militær og forbud mod enhver forsamling, møder og strejker og dertil oprettelse af hurtigdomstole, så de forventede demonstrationer mod fjernelse af jøderne kunne slås ned med alle midler og uden rettergang. Werner Best forberedte aktionen, men han indså formentligt, at hans fremtidige virke i Danmark ville være umuliggjort, hvis befolkningen opfattede ham som initiativtager til deportationen af de danske jøder.

Werner Best lod derfor sin fortrolige, den tyske diplomat Duckwitz informere ledelsen af det danske socialdemokrati om den forestående aktion mod jøderne, og gennem den jødiske menighed blev de advaret tidsnok til at kunne nå at bringe sig i sikkerhed, inden tysk politi og militær natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 besøgte alle jødiske adresser for at anholde beboerne. Resultatet blev kun 284 arrestationer som dog blev fulgt af yderligere anholdelser af flygtende jøder de nærmeste dage, så i alt 472 arresterede jøder blev sendt til kz-lejren Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. I forhold til fanger i andre kz-lejre og andre fanger i Theresienstadt var behandlingen af de danske jøder tålelig. De blev ikke sendt til dødslejrene, og da de samtidigt modtog pakker med supplerende madvarer fra Danmark kunne Røde Kors den 15. april 1945 transportere 420 overlevende til Sverige med de hvide busser.

Det lykkedes for omkring 7.000 danske jøder helt at undgå de tyske arrestationer og finde skjulesteder, indtil de i løbet af oktober 1943 ved modstandsbevægelsens hjælp overførtes til Sverige af mindre fiskerbåde ofte mod en klækkelig betaling. Tyskerne var sikkert vidende om transporterne, men ville ikke / havde ikke ressourcer til en menneskejagt og udryddelse.

Arrestationer af jøder forekom i alle tyskbesatte lande under anden verdenskrig, men redningen af de danske jøder kom til at fremstå som en enestående reaktion mod udryddelsesplanerne. Den danske modstandsbevægelse medvirkede til, at 95 procent af de danske jøder blev reddet.

(KMA)       

Litteratur:                                                                                                     

Bak, Sofie, Lene: Jødeaktionen oktober 1943. 2001

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002

Yahil, Leni: Et Demokrati på Prøve. Jøderne i Danmark under Besættelsen. 1966

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

                                                                               

 

   

Opdateret 15-08-2012