Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

Det illegale blad De frie Danske. Her et eksemplar fra april 1944. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En illustration fra den illegale bog Maanen er skjult skrevet af den amerikanske forfatter John Steinbeck. Fra et eksemplar udgivet i 1943. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Danmarks Frihedssang". Skrevet i februar 1945.  (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede fra en industrisabotage mod Esbjerg Tovværksfabrik den 3. november 1944. (HSB)

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra modstandsbevægelsens arrestationer i Åbenrå. (HSB)

Klik for større billede.

 

Vestkysten 11. maj 1945.(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leksikon

I

Illegale blade - Udvikling og indhold 

Illegale blade er betegnelsen for de blade, som under besættelsen blev fremstillet og distribueret ulovligt og hemmeligt uden for den tyske besættelsesmagts og danske myndigheders kontrol. De illegale blade var en alternativ opinion primært for holdninger, der var kritiske over for samlingsregeringens kurs, der blev opfattet som alt for tyskvenlig.

I perioden fra Danmarks besættelse i april 1940 til efteråret 1941 var den illegale pressevirksomhed ikke af stort omfang. Der var nærmest ingen modstand, og befolkningen fulgte regeringens samarbejdspolitik, og pressen var ikke underlagt streng censur. På dette tidspunkt var nødvendigheden for en illegal presse ikke stor, da man kunne følge krigens gang igennem svenske aviser og gennem radioen fra BBC’s udsendelser.

Fra efteråret 1941 til efteråret 1942 forandres den politiske situation. Tyskerne angreb det kommunistiske Sovjetunionen 22.6.1941, og dette fik betydning også for Danmark, idet den danske regering efterfølgende indførte forbud mod Danmarks Kommunistisk Parti. Det nu illegale parti begyndte at udbrede dets synspunkter via det illegale blad Politiske Maanedsbreve, som senere blev til Land og Folk. Fra slutningen af 1941 begyndte andre grupper også at sende illegale blade ud, og flere blade udviklede sig til landsdækkende udgivelser f.eks. De frie Danske. Fra 1941 udkom der flere borgerlige illegale blade som en slags modvægt til de kommunistiske blade.

Indholdet i de illegale blade varierede. Den illegale presse var fra 1941 optaget af at kritisere den politik, som samarbejdsregeringen førte i forhold til tyskerne. De illegale blade var forsigtige i deres grundlæggende kritik af samarbejdspolitikken, men bladene kritisere bl.a. danske indrømmelser og tyske løftebrud. 

Først fra 1942-43 begyndte de illegale blade at tale for sabotage. Her var det både de borgerlige samt de kommunistiske blade, som gav udtryk for opbakning til sabotageaktioner. De illegale blade kom fra dette tidspunkt til at stå som en modvægt til den legale presse og regeringens antisabotagekampagne.

De illegale blade havde også fokus på de forskellige befolkningsgrupper, som ansås for at være tyskvenlige. De såkaldte værnemagere, danske erhvervsdrivende, som samarbejdede med besættelsesmagten, blev ofte hængt ud i bladene. Andre grupper som østfrontfrivillige, nazister, stikkere og tyskerpiger blev også hængt ud i den illegale presse.

Fra 1943 kom bladene i højere grad til at indeholde aktuelt nyhedsstof. Flere blade havde kontakt til avisredaktioner og eksempelvis politiet, og via disse kanaler kunne bladene holde sig udmærket orienteret om censurerede nyheder. For at opretholde aktualiteten omkring nyhederne måtte bladene dog udvide deres informationskilder. Det illegale Information begyndte at samarbejde med Nordisk Nyhedstjeneste og kom til at fungere som den illegale presses nyhedsbureau.

Da krigen nærmede sig sin afslutning i 1944-45, begyndte de illegale blade mere og mere at handle om de problemer, som ville opstå ved krigens afslutning. Samtidig var bladene også optaget af den situation, som Danmark ville stå over for i den første efterkrigstid. De illegale blade blev også i højere grad optaget af, hvorledes der efterfølgende skulle gennemføres et retsopgør mod de danskere, som havde stået på tyskernes side under besættelsen.

Frihedsrådet, modstandsbevægelsens fælles organ, havde i efteråret 1943 sat retningsliner op for dette kommende opgør i pjecen Naar Danmark atter er frit. Rådet og de illegale blade indledte samarbejde fra februar 1944 og dannede ”Frihedsrådets Bladudvalg”. På denne måde fik man en mere fælles organisatorisk samling på bladene.

Ved befrielsen i maj 1945 fortsatte flere af bladene som legale aviser. Dette var tilfældet for bl.a. Land og Folk, Frit Danmark, og Morgenbladet. Det er dog kun dagbladet Information, som har overlevet til i dag.

Produktion og distribution
Fra Augustoprøret i 1943 steg antallet af illegale blade kraftigt. Nogle blade havde store oplag. Frit Danmark var i starten på 5000 eksemplarer, men steg til 145.000 eksemplarer i besættelsestidens sidste måneder. I 1944-45 var der over 250 forskellige illegale blade i Danmark - i 1941 havde der ikke engang været 20 blade. I hele besættelsestiden fra 1940-45 fandtes der ca. 550 forskellige og selvstændige blade. Der blev produceret mange forskellige typer af illegale blade. Nogle var meget professionelt sat op, men det gjaldt ikke alle blade. Der findes også et eksempel på et illegalt blad, som blev lavet af gymnasie­elever, hvor man brugte toiletpapir til at skrive på.

I året 1944 var totaloplaget lige under 11 millioner eksemplarer, men fra januar 1945 til april 1945 var oplaget på 10 millioner eksemplarer for kun 4 måneder. Det er blevet anslået, at der under hele besættelsen udkom 26 millioner eksemplarer af illegale blade. Udgivelseshyppigheden varierede. Nogle blade udkom en gang om måneden andre hver 14. dag, mens der også var blade, som udkom hver dag særlig nær befrielsen.

De illegale blade blev finansieret på en særlig måde. Det var ikke muligt at abonnere på et illegalt blad, eftersom de var ulovlige, og tysk og dansk politi forsøgte at standse dem. Blade med politiske rødder lavede indsamlinger hos partimedlemmer og sympatisører. Man kunne også rejse midler ved eksempelvis at sælge illegale bøger med fortjeneste. De blade, som ingen politisk tilknytning havde, blev hindret i udgivelse pga. manglen på penge, og disse måtte indsamle midler fra private bidrag. Det er blevet skønnet, at omkostningerne ved produktion og distribution af et enkelt illegalt blad var gennemsnitligt på 25 øre. Til sammenligning kostede en legal avis ca. 17 øre i 1945.

De fleste illegale blade blev skrevet på maskine og herefter mangfoldiggjort via duplikering, men der fandtes også illegale trykkerier.

Bladene blev distribueret på forskellige måder. Nogle blev sendt med posten til udvalgte modtagere, hvor man benyttede sig af en fiktiv afsender. En anden måde var at omdele bladene fra husstand til husstand. Man brugte også at lægge bladene i en bunke eksempelvis på arbejdspladser.

 (HS)

Litteratur:
Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor. Politikens håndbogsserie. 1965.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
John T. Lauridsen: ”Undergrundspressen” i Danmark 1940-45. Samlinger. Litteratur, Fund og Forskning 36, 1997, s. 261-388.
Leo Buschardt, Albert Fabritius og Helge Tønnesen: Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945. En bibliografi. 1954.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Illegale bøger

Illegale bøger er betegnelsen for både bøger og pjecer, der pga. censur blev fremstillet og distribueret i hemmelighed af illegale grupper. Illegale bøger var ikke bare skrevet af danske forfatter, men bestod også af en større mængde udenlandske udgivelser, som blev indsmuglet til Danmark. Udbredelsen af denne litteratur var forbudt, men bøgerne blev udsendt uden om censuren, og udgivelserne blev kun delvist standset.

Da Danmark blev besat i 1940, var der i begyndelsen ingen forcensur af bøger. Dette betød, at bøger i princippet kunne udgives frit, og det var først, når de blev offentliggjort, at udgivelserne kunne standses. Udenlandske bøger måtte gerne importeres, så længe de ikke var tyskfjendtlige. Fra foråret 1940 blev en række bøger tilbagetrukket fra boghandlerne, da de blev anset som fjendtlige over for tyskerne. Flere af disse bøger blev senere genudgivet af illegale forlag. Tyskerne forlangte fra 1. januar 1943 forbud mod at importere og udgive oversatte amerikanske, engelske samt russiske bøger, som var udkommet efter 1914. Efter samarbejdsregeringens tilbagetræden i august 1943 blev der indført forcensur af alle bøger. Det betød, at den illegale bogproduktion steg betydeligt.

Der var to primære grunde til at udgive de illegale bøger og pjecer. For det første fik man lejlighed til at præge opinionen i tyskfjendtlig retning, og for det andet bidrog det til finansiering af modstandsarbejdet herunder særligt til finansiering af de illegale blade. Bøgerne blev solgt til en pris, som langt oversteg de omkostninger, man havde ved fremstilling. Overskuddet fra salget kunne herefter gå til at fremstille illegale blade. En typisk illegal bog var på omkring 70 sider og kostede ca.10 kr.

De illegale bøger blev udgivet allerede fra 1941. Her var det Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som stod bag med udgivelsen af pjecen Danske Toner, efter at der ved lov var vedtaget forbud mod al kommunistisk virksomhed. Teksten i pjecen var et optryk af den tale, som Aksel Larsen, formanden for DKP, ville have holdt i Folketinget imod kommunistloven. Pjecen Danske Toner lignede et alsangshæfte, og omslaget var i rødt og hvidt. På bagsiden af pjecen lød overskriften ”Melodien der blev væk”, hvilket hentydede til den tale, der havde manglet i Folketinget. Danske Toner udkom med et oplag på 20.000 eksemplarer i september 1941. Det blev således det første skridt mod udgivelsen af de illegale bøger.

Flere illegale bøger blev solgt gennem boghandlerne, som var indforstået med at sælge bøgerne under disken. Der blev solgt mange af disse bøger. Det er dog ikke fastslået præcist, hvad det samlede oplagstal var, men man har anslået det til omkring 3 millioner eksemplarer.

Indholdet i bøgerne var meget forskelligt. En stor del af litteraturen var præget af det faglitterære. De fleste af bøgerne omhandlede de aktuelle politiske spørgsmål såsom krigen generelt, Danmarks situation i krigen, Norge, nazismen og Tyskland samt Sovjetunionen. Der blev udsendt en stor del marxistisk litteratur, og flere af forlagene som f.eks. Land og Folks Forlag var kommunistiske. 

Man udgav også bøger om modstandsbevægelsen i Danmark som f.eks. noveller om sabotage. Samtidig blev der skrevet bøger specielt henvendt til modstandsgrupper. Disse instruktionsbøger blev dog kun lavet i et meget begrænset antal, og var ikke til salg som de andre illegale bøger. Et eksempel er Kogebogen, der var en samling af sabotageerfaringer med beskrivelser af sabotageteknikker, som blev kopieret i 5 eksemplarer i 1943.

Skønlitteraturen var  også repræsenteret, og der blev både udgivet romaner, skuespil og digte. Kaj Munk, den danske præst, som blev myrdet i 1944, var en af de forfattere, som var stærkt repræsenteret inden for denne genre. Der blev også udgivet flere udenlandske romaner. En af de romaner, som opnåede en meget stor udbredelse, var Maanen er skjult skrevet af den amerikanske forfatter John Steinbeck. Et andet eksempel er den tyske beretning Herman Rauschning: Samtaler med Hitler, som også fik en stor opmærksomhed. Bogen var allerede i 1940 blevet tilbagekaldt for sin fjendtlighed mod Hitler, men den udkom siden på flere illegale forlag.

Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945 findes der en stor samling af illegale bøger.

(HS)

Litteratur:
Albert Fabritius: Besættelsestidens illegale Bøger. 1945.
Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor. Politikens håndbogsserie
. 1965.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Henrik Lundbak: Overskuddet går til nationale formål, Nationalmuseets Arbejdsmark 1980, s. 87-98.
Leo Buschardt, Albert Fabritius og Helge Tønnesen: Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945. En bibliografi. 1954.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Illegale sange

De illegale sange var sange, hvis indhold modsatte sig censurbestemmelser, samarbejdspolitikken og besættelsesmagten. Herudover gav sangteksterne udtryk for stemninger og følelser, og teksterne var ofte præget af humor og sarkasme.

Modstandsbudskabet i de illegale sange skulle ikke læses mellem linierne, og sangene udtrykte meget konkret de danske holdninger til Danmarks besættelse. Da tyskernes censur forbød, at man udtrykte sig fjendtligt mod besættelsesmagten, blev sangmaterialet trykt på illegal vis, hvorefter man som regel mangfoldiggjorde sangene ved hjælp af duplikator. Ofte blev sangene lært udenad og overleveret mundtligt på arbejdsplader, i skoler, i foreninger og hvor det nu ellers tillod sig.

De illegale sange blev tit skrevet på populære revyviser og på i forvejen kendte melodier som f.eks. ”Lili Marleen”, ”Jens Vejmand” og ”Når man ser det hele sådan lidt for oven”. Omkring 1942 hørte man de første tekster på ”Lili Marleen” melodien. En af teksterne skrevet på denne melodi blev kendt i hele landet, og de sidste to vers i sangen blev sunget med særlig stor fornøjelse:

Lille Adolf Hitler med sin slagne hær
Jokker hjem fra Rusland med kolde, frosne tæer.

Til Moskva kom han ej denne gang,
Forstummet er hans sejrssang
Ak, lille mand –hvad nu
Ak, lille mand –hvad nu

Først så ta’r vi Goebbels i det ene ben
og så slår vi Göring for panden med en sten.
De fire nazisvin

Efter Augustoprøret i 1943 og bruddet med samarbejdspolitikken kom der alvorligt gang i sangproduktionen. Et eksempel er en af de sange, som dukkede op omkring jul i 1943. I forbindelse med højtiden var denne tekst skrevet på melodien ”Højt fra træets grønne top.” Her lyder et vers således:

Hitler har den gren så kær
Hvor på trommen hænger      
Hver gang han den kommer nær,
vil han ikke længer.
Hvad du ønsker, skal du få,
når jeg blot tør stole på,
at du inden længe
vil i grenen hænge.

Da Danmark nærmede sig befrielsen i maj 1945, steg antallet af illegale sange. På dette tidspunkt blev der skrevet sange om mange emner. Der blev skrevet sabotørviser som f.eks. ”Jeg bærer med smil min bombe”, viser om tyskerpiger, værnemagere og stikkere. Fælles for de sidst nævnte emner var, at tonen i disse viser ofte blev hård og var præget af en hadsk stemning. Den hårde tone fornemmes eksempelvis i versene fra denne sang om tyskerpiger. Oprindeligt var teksten et illegalt digt, men teksten kunne synges på melodien ”Langt højere bjerge”:

Du kvinde, der giver en fremmed din gunst,
Forråder dit land uden blusel,
Du viser for alle så skamløst din brunst,
Du er for vor ære en trussel.
Du smiler til den, der koster os blod,
Som trådte vor frihed og ret under fod.

At hade dig, Tøjte, for meget er dog,
Der kommer en dag, hvor atter er lov
Og da er som dansk født du færdig.
Forsøg blot at skjule, du føler dig ramt,
Ved smilet, der virker så uægte stramt.

Inden befrielsen begyndte der også at komme illegale sange fra de tyske koncentrationslejre og fra Frøslevlejren. Frygten for at blive fanget af Gestapo, samt frygten for totur og henrettelse, kom også til udtryk i teksterne. Mange af sangene var fælles om at udtrykke en længsel og et håb om, at Danmark atter måtte blive frit. Så skulle opgørets time komme mod de, som havde været landsforrædere.

Endelig kom befrielsen 4. maj 1945, og her blev Sven Møller Kristensens og Knudåge Riisagers ”Frihedssang” sunget med begejstring, hvor omkvædet lød:

Gå til modstand, alle danske,
Alle mand som én
Og gør Danmark frit

Der er bevaret mange illegale sange. På Historisk samling fra besættelsestiden 1940-1945 findes en stor mængde materiale af trykte, duplikerede og håndskrevne sange.

 (HS)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Mogens Helmer Petersen: ”Der er en ild, som ingen tvang kan kvæle” - sange og digte fra besættelsen og befrielsen 1940-45. I Højskolebladet, 1995, 120, s. 223-227.
Mogens Helmer Petersen: Det haver så nyligen regnet. Berlingske Tidende 6. maj 1995, 2. sektion, s. 4.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Industrisabotage – og andre sabotager

Industrisabotage er sabotage rettet mod virksomheder, der enten producerede eller leverede varer til tyskerne. En opgørelse over egentlige sabotageaktioner, der ikke inkluderer sabotage mod jernbaner, viser, at der i perioden 1940-1945 blev udført i alt 2801 aktioner. I tid fordeler aktionerne sig således, at der i perioden 1940-1942 var i alt 73 aktioner, hvis man fraregner hærværk og tilsvarende mindre spontane aktioner, mens perioden 1943-1945 havde i alt 2728 aktioner. Den nedenstående tabel viser, hvordan de 2801 aktioner fordelte sig:  

                                                       Kilde: Kjeldbæl 2006, s. 186.

Som det ses af tabellen, var de fleste sabotager rettet mod større eller mindre industrivirksomheder som for eksempel maskinfabrikker og maskinværksteder. De 321 aktioner mod reparationsvirksomheder var bl.a. rettet mod autoværksteder o.l., mens der bag betegnelsen politiske sabotagemål bl.a. ligger aktioner rettet mod danske nazistiske kontorer. Antallet af sabotage vendt direkte mod værnemagten er opgjort til 320, hvilket svarer til 11 %. Den beskedne sabotage rettet direkte mod værnemagten var en af årsagerne til, at sabotageaktionerne ikke resulterede i omfattende repressalier.

Tallene over antallet af sabotageaktioner under besættelsen er forbundet med en vis usikkerhed. Det kan være svært at vurdere, hvornår en aktion kan karakteriseres som egentlig sabotage, eller om der i stedet er tale om drengestreger. Derfor må man læse ovenstående tabel med forbehold.

Målene for industrisabotagen var både større og mindre virksomheder. Den største sabotageaktion blev udført af modstandsorganisationen BOPA 22. juni 1944. Her blev den københavnske våbenfabrik Riffelsyndikatet udsat for sabotager, hvor omkring 400 kilo sprængstof blev anvendt. Blandt andre store virksomheder, der blev udsat for sabotage, var skibsværftet B&W, den tyske rustningsfabrik Nordværk og ammunitionsfabrikken Glud & Marstrand. Sabotagen rettede sig dog ikke kun mod de store virksomheder, også de mange mindre fabrikker eller virksomheder, der optrådte som underleverandører for danske eller tyske firmaer, blev ramt.

Industrisabotagens direkte betydning for leverancer af danske varer til Tyskland og værnemagten må betegnes som beskeden. Sabotagen havde derimod en vigtig effekt i kraft af dens synlighed, dens demonstration af, at Værnemagten ikke var i stand til fuldstændigt at kontrollere Danmark såvel som den spredte usikkerhed. Derfor havde industrisabotagen på lige fod med jernbanesabotagen og andre sabotageformer en betydelig symbolsk værdi.

(CMC)

 

 

Litteratur:

Aage Trommer: Jernbanesabotage i Danmark under den anden verdenskrig. En krigshistorisk undersøgelse.

Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede. Det illegale arbejde i Syd og Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945.

Claus Christensen et. al.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945.

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1943.

Gads leksikon om dansk besættelse.

Esben Kjeldbæk Industrisabotage I Spærretid. Hverdag under besættelsen 1940-45.  (Nationalmuseet 2006)

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Interneringer maj 1945

Internering betyder tilbageholdelse på tvunget opholdssted. I perioden 5. maj til 31. maj 1945 anholdt og internerede modstandsbevægelsen ca. 21.800 personer på baggrund af Centralkartoteket. Centralkartoteket var en oversigt over mulige landsforrædere udarbejdet af et udvalg under Frihedsrådet kaldet arrestationsudvalget. Udvalget blev nedsat i sommeren 1944, og i februar 1945 fremkom det med retningslinier for, hvem der skulle interneres. Der var fem grupperinger. For det første medlemmer af nazistiske organisationer, for det andet personer, der havde været i tysk tjeneste, for det tredje stikkere, for det fjerde folk man frygtede ville blive udsat for lynchjustits (straf uden foregående retssag), og endelig skulle tyske krigsforbrydere interneres. Grupperingerne mindede således meget om de forslag til retningslinier, der var blevet nævnt i Frihedsrådets pjece Naar Danmark atter er frit fra 1943. Af de anholdte blev ca. 2/3 løsladt igen efter kortere eller længere tid, uden at de blev retsforfulgt. Den overordnede ansvarlige for interneringerne var minister Frode Jakobsen fra modstandsbevægelsen.

De anholdte og internerede var alle sigtet for at være formodede landssvigere (ordet landssviger stammer fra det norske sprog, hvor det betyder landsforræder). Interneringerne fandt sted, fordi der blandt politikere og modstandsfolk var et ønske om, at landssvigerne skulle retsforfølges (se retsopgøret) samt en frygt for, at landssvigerne ville blive udsat for en lynchjustits, hvis de ikke blev interneret. Endvidere var det en slags forebyggende foranstaltning, idet der både blandt befolkningen og blandt politikere var frygt for de såkaldte varulvegrupper, hvilke var hemmeligt organiserede grupper, der skulle videreføre Tysklands kamp efter kapitulationen. Efter 13. maj 1945, hvor politiet genoptog arbejdet, var det ikke længere modstandsbevægelsens arbejde at anholde og internere folk. Modstandsbevægelsen vedblev dog at foretage enkelte - og dermed uautoriserede - anholdelser og interneringer, fordi de syntes, at politiet arbejdede for langsomt. 

Anholdelser og selvjustits
Frem til 1. december 1945 blev der anholdt ca. 16.800 personer af politiet, og ca. 2000 personer blev interneret som krigsfanger af de allierede. Sammenlagt med modstandsbevægelsens ca. 21.800 anholdte og internerede løb det samlede antal af tilfangetagne op på omkring 40.000 personer. De anholdte blev samlet i internater (midlertidige fængsler) rundt omkring i landet. Grundlaget for anholdelserne og interneringerne var forskelligt. Ud over modstandsbevægelsens egne lister, kaldet Centralkartoteket, skete det også, at modstandsfolk modtog henvendelser direkte fra folk på gaden, der anmeldte personer, de mente havde samarbejdet med tyskerne. Når folk blev arresteret og skulle overføres til det sted, hvor det første forhør fandt sted, kunne det foregå på forskellig vis. Nogle steder måtte de anholdte stå på ladet af en åben lastvogn, så alle kunne se, hvem de var, og andre steder foregik arrestationen mindre ydmygende. Ved det første forhør skulle det konstateres, hvem den anholdte var, og hvad sigtelsen lød på. Derefter blev den anholdte ført til internatet.

De fleste steder synes såvel anholdelser som interneringerne at være foregået i ro og orden, men særligt i de større byer udviklede anholdelserne sig til tider voldsomt, og modstandsbevægelsen pådrog sig ansvaret for 25 drab i befrielsesdagene. Der fandt dog flere drab og mishandlinger sted i forbindelse med anholdelserne og under opholdene i internaterne, men hvor stort omfanget var, vides ikke. Som oftest blev drabsmændene ikke dømt efterfølgende – heller ikke selvom det viste sig, at de havde dræbt et uskyldigt menneske. Der skete ligeledes forhør og likvideringer på privat initiativ. Gerningsmændene blev kun i få tilfælde retsforfulgt for likvideringer efter befrielsen. En anden form for selvjustits, der fandt sted i befrielsesdagene var klippeaktionerne mod tyskerpigerne. Pigerne blev ifølge modstandsbevægelsen interneret af hensyn til deres egen sikkerhed. Der var dog flere tilfælde, hvor det var modstandsgrupperne selv, der klippede pigerne skaldede

Internaterne
Der blev klaget så meget over forholdene i internaterne, som stod under modstandsbevægelsens ansvar, at problemet blev taget op på Rigsdagen i løbet af sommeren 1945. De første dage efter befrielsen synes det at være gået værst til. Desuden var internaterne i de større byer præget af pladsmangel i modsætning til i provinsen. I internaterne var der detaljerede regler for såvel de internerede som for vagterne, der skulle sikre ro og orden i lejren samt sørge for, at de internerede blev behandlet ordentligt. De mange beretninger og klager over lejrene tyder dog på, at det langt fra var alle steder, at reglerne blev overholdt. Efter at
politiet genoptog arbejdet 13. maj 1945, begyndte afviklingen af interneringerne – de internerede skulle udleveres til politiet. Vedrørende selve udleveringerne af de internerede fra modstandsbevægelsen til politiets varetægt udsendte Frihedsrådets arrestationsudvalg en række retningslinier. Aftalen lød på, at de enkelte udleveringer skulle aftales med det lokale politi, så man var sikker på, at politiet var i stand til at overholde reglen om, at anholdte skulle fremstilles for en dommer inden 24 timer. Derfor blev det i første omgang, de personer, som man var nogenlunde sikre på var skyldige, der blev udleveret til politiet. De mange, der var interneret på et mere løst grundlag, måtte vente længere tid i lejrene, inden de blev udleveret. Særligt trak det ud i København, hvor der var mange internerede og dårlige forhold til afhøring. Den 10. september 1945 var interneringerne afviklet. De internerede var enten blevet udleveret til politiet eller var blevet løsladt.

Grundlovsforhør
For at de anholdte kunne komme så hurtigt gennem systemet som muligt, blev der nedsat udvalg bestående af modstandsfolk og politi, der i fællesskab skulle tage stilling til løsladelser. Hvis der var uenighed om en løsladelse, blev der afholdt et grundlovsforhør. Ofte var folk fra modstandsbevægelsen utilfredse med løsladelserne, hvilket bl.a. medførte, at en gruppe modstandsmænd besatte et arresthus i Aalborg.

Erstatningssager
Mange mennesker var blevet anholdt og interneret uden senere at blive dømt. Årsagen til dette var fx navneforveksling. Andre var utilfredse med, at behandlingen var alt for grov i forhold til det, de var sigtet for. I august 1945 dannede tidligere internerede, med entreprenør Sv. Kofoed Jensen i spidsen, en forening ved navn Landsforeningen af 6. maj, der i april 1946 havde 16.000 medlemmer. Foreningen var forbeholdt de uforskyldt internerede, og medlemsbladet Revision afløste med tiden bladet SIFOLAVSKI, som de fængslede landssvigere udgav. SIFOLAVSKI står for SI(gtet) FO(r) LA(nds)SKA(delig) VI(rksomhed). Den 9. oktober 1945 blev der stadfæstet en lov om oprejsning til uforskyldt internerede. Erstatningen lød på 100 kr., samt 25 kr. pr. uge vedkommende havde været interneret. Der blev efterfølgende behandlet over 1500 sager, hvoraf der blev givet erstatning i godt og vel de 700.

Interneringerne efter befrielsen maj 1945 var årsag til, at Danmark undgik en lynchjustits, hvor folk blev straffet uden foregående retssag. En sådan lynchjustits ville efter al sandsynlighed have haft endnu værre konsekvenser end interneringerne havde. Desuden viser interneringerne, hvor skærpet situationen havde udviklet sig i den sidste fase af besættelsen, og hvor stort hadet til landsforrædere var blevet.

Se endvidere artiklen om retsopgøret og om landssvigerne.

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 - og derefter. 2002.
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1984.
Claus Bryld og Steen Weidemann (red.): Retsopgøret 40 år efter : RUC-symposiet 1985. 1986.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Island

Island blev under 2. verdenskrig fredeligt besat af britiske styrker for at forhindre tysk herredømme i Nordatlanten. Besættelsen fandt sted 10. maj 1940. Den 7. juli 1941 overgik den militære beskyttelse af øen til amerikanerne. Island og Danmark havde i 1918 indgået Dansk-islandsk Forbundslov, der betød, at Island var en fri og suveræn nation, der havde fælles konge med Danmark. Danmark varetog desuden Islands udenrigspolitiske interesser. Forbundsloven skulle efter aftalen gælde i 25 år, dvs. frem til 1943, hvor det så var meningen, at aftalen skulle tages op til revision. Pga. krigen var dette ikke muligt. Den 17. juni 1944 kunne islændingene - uden dansk samtykke - udråbe Island som en selvstændig republik.

(HSH

Litteratur: Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Bjarni M. Gislason: Island under besættelsen og Unionssagen. 1946.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

   

Opdateret 23-10-2008