Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det tyske politis organisa-tion 1943-45

(Fra Henrik Lundtofte 2003)

Klik for større billede

 

 

 

Leksikon

G

de Gaulle, Charles (1890-1970)

De Gaulle blev udnævnt til general i 1940, efter at tyskerne havde angrebet Frankrig. Fra 18. juni samme år opholdt han sig i London, hvorfra han opfordrede til fransk modstand. Den tyskvenlige franske regering, Vichy-styret, dømte ham til døden, og han forblev i Storbritannien. I august 1940 blev han anerkendt som leder af det frie Frankrig og han skabte De Frie Franske Styrker. I oktober 1943 blev de Gaulle leder af befrielseskomitéen CFLN (Comité français de libération nationale), der året efter i 1944 blev udnævnt til midlertidig befrielsesregering. Efter landgangen i Normandiet i 1944 (se D-dag) fik de Gaulle afværget, at de allierede nedsatte en militærregering i Frankrig. Var fra 1944-46 Frankrigs regeringschef og blev senere landets præsident (1959-69).

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Den lille Generalstab

Den lille generalstab blev etableret som en følge af hærens internering under Operation Safari i forbindelse med 29. august 1943. Den blev ledet af kaptajn Viggo Hjalf og bestod af unge officerer, der i fællesskab skulle lede organiseringen af hærens officerer og befalingsmænd. Formålet var at sørge for, at hærens officerer ikke mistede forbindelsen med hinanden efter hærens opløsning og efterfølgende frigivelse fra interneringslejrene.

Staben blev etableret under general Ebbe Gørtz, og den fik kontakter til alle sider af det danske illegale miljø samt til lederne af det illegale arbejde i Danmark, Sverige og England.

I oktober 1943 blev der indgået en aftale mellem general Gørtz og tidligere statsminister Wilhelm Buhl. Aftalen var, at hæren skulle stå til rådighed for lederne af de store partier i tilfælde af, at der opstod en kaossituation i forbindelse med krigens afslutning. Den lille Generalstab var på den måde loyal over for det etablerede Danmark, dvs. de etablerede politikere og kongen. Det bragte den flere gange i et modsætningsforhold til andre dele af modstandsbevægelsen, der gerne så, at resultatet af modstandsarbejdet også blev mere eller mindre omfattende samfundsreformer. Generalstaben var i særlig grad mistænksom over for de modstandsfolk, der var tilknyttet det kommunistiske parti DKP.

Generalstaben tillod ikke officererne at søge over i det civile illegale arbejde på egen hånd, men fra foråret 1944 tillod man overførslen af officerer til opbygning af de såkaldte militærgrupper eller M-grupper. Til gengæld havde man også officersgrupper – O-grupper – i Storkøbenhavn og på Sjælland.

Staben fik desuden ved udnævnelse af regionsledere og militære by- og afsnitsledere placeret officerer på vigtige poster. Herved sikrede man sig loyalitet over for hæren i store dele af modstandsbevægelsen.                                                                         Den lille Generalstab var repræsenteret i Frihedsrådet – senest i K-udvalget.

I marts 1945 kom Den lille Generalstab imidlertid i konflikt med dele af Frihedsrådet samt faldskærmschefen Ole Lippmann. Det drejede sig især om våbenfordelingen mellem modstandsgrupperne. Særlig blev Den lille Generalstab kritiseret for kun at tilgodese hærens modstandsgrupper gennem våbenforsyninger, mens man tilbageholdt våben fra de ofte kommunistisk dominerede civile sabotagegrupper. Den konflikt er kendt under betegnelsen den skæve våbenfordeling, og den bundede i den mistro, der herskede mellem det etablerede Danmark og de kommunistiske cirkler inden for modstandsbevægelsen. Særlig sabotageorganisationen BOPA havde mistanke om, at den ikke fik de nødvendige våben pga. organisationens kommunistiske udspring. Sagen udviklede sig efter befrielsen voldsom offentlig debat, der involverede Viggo Hjalf.

 (LAH)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Palle Roslyng-Jensen: Værnenes politik – politikernes værn, 1980.

Knud J. V. Jespersen: Med hjælp fra England, 2. 2000.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Gestapo 

Gestapo var betegnelsen for nazisternes hemmelige, politiske politi. Allerede inden den tyske besættelse fulgte Gestapo-folk i det skjulte kommunisternes færden i Danmark, og efter den 9. april 1940 foregik denne overvågning efter tysk krav og med de danske myndigheders accept. De anholdelser af tyske flygtninge og kommunister, der fandt sted i de første besættelsesår, blev foretaget af dansk politi, men ofte efter anvisning fra Gestapo.

Det var en central del af samarbejdspolitikken, at de politimæssige opgaver i Danmark blev udført af dansk politi, men urolighederne i august 1943 med sabotager og bølger af strejker i flere store provinsbyer fik besættelsesmagten til at kræve en hårdere linje og indførelse af dødsstraf. Den 29. august trådte regeringen tilbage.

Den nye situation betød, at tyskerne overtog flere politiopgaver herunder sabotagebekæmpelsen. Werner Best måtte anmode om en kraftig forøgelse af den fåtallige tyske politistyrke og dermed af Gestapo. Som i Tyskland og i de øvrige besatte lande indførtes i Danmark en kommandostruktur med en fælles ledelse af sikkerhedspoliti og SD, hvorunder Gestapo hørte. Fra september 1943 til januar 1944 var chefen for sikkerhedspolitiet og SD i Danmark oberst i SS Rudolf Mildner. Han afløstes af Otto Bovensiepen, der forblev leder indtil befrielsen. Leder af Gestapo blev Karl Heinz Hoffmann. Hoffmann var jurist og oberstløjtnant i SS. Lederne af Gestapos afdelinger i provinsen var underlagt Hoffmann, som desuden selv ledede Gestapo i København.

Omkring årsskiftet 1943/44 nåede sikkerhedspolitiet og SD op på 220 tyskere, hvoraf omkring halvparten var Gestapo-folk. Gestapo bestod desuden af 500 – 600 danskere i forskellige funktioner. En del arbejdede som tolke, og blandt de mange stikkere var flere i fast tjeneste hos Gestapo. Gennem hele besættelsestiden har måske op til 1.000 danskere gjort tjeneste i tyske politikorps. Gestapo havde dermed en betydelig overvægt af danskere. Arbejde i det tyske politis tjeneste var ikke ufarligt. Omkring 400, hvoraf en del arbejdede for tysk politi, blev under krigen likvideret af modstandsbevægelsen, mens der som led i retsopgøret blev afsagt 103 dødsdomme. Heraf blev 46 fuldbyrdet. Blandt de henrettede havde flere gjort tjeneste ved Gestapo.

Gestapos fremfærd i Danmark var ikke så brutal som i andre tyskbesatte lande, selv om forhørsmetoderne også i Danmark omfattede brugen af tortur. Gestapo medbragte sine forhørsmetoder fra Tyskland, men i den praktiske udførelse var de danske håndlangere særdeles aktive. Clearingdrab blev ikke udført af Gestapo, og de helt vilkårlige henrettelser af civile som gengæld for drab på tyskere undgik Danmark trods et vist pres fra Hitler og Himmler. I løbet af 1944 blev Gestapo mere og mere presset, og brutaliteten i dets afhøringsmetoder skærpedes. Dette skal ses som en følge af en voksende modstand mod den tyske besættelse og modstandskampens ændrede karakter.

Gestapo opnåede oftest de tilståelser, de ønskede. Deres metoder var velkendte i modstandsbevægelsen, Tidligt under besættelsen beskrev den illegale presse Gestapos brutalitet, hvilket gjorde angsten større og dermed arbejdet lettere for Gestapo. Alene truslen om skærpet forhør kunne få tilfangetagne til at angive kammerater og dækadresser. Det var en aftale i modstandsbevægelsen, at hvis man taget af Gestapo, skulle man så vidt muligt prøve at holde stand i 24 timer, så resten af gruppen kunne nå at fjerne illegalt materiale og selv slippe bort. Dette forhold var kendt af Gestapo, som blandt andet derfor optrådte med maksimal brutalitet allerede ved anholdelsen.

Noget af den terror og de mishandlinger, eftertiden tillægger Gestapo, blev udført af forskellige grupperinger så som Hipokorpset og Petergruppen.

                                                                                                                  (KMA)                              

Litteratur:

Sven Arvid Birkeland: Taget af tyskerne.2007.

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

Henrik Lundtofte: Gestapo! 2003.

Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1984.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Globus

I Glostrup lå virksomheden Globus, som producerede dele til tyske krigsfly. Fabrikken var derfor et oplagt mål for sabotage. Netop dette forhold gjorde, at dens sabotagevagter var svært bevæbnede medlemmer af Sommerkorpset, der ikke kunne forventes at lade sig skræmme, men derimod at de ville skyde mod indtrængende sabotører. I sommeren 1944 besluttede BOPA’s ledelse derfor et direkte angreb med skydevåben for at pacificere vagterne, så sabotørerne kunne få uhindret adgang til fabrikken. Aktionen fandt sted den 6. juni 1944 og blev udført af tyve mand fra BOPA med yderligere tredive mand til dækning af aktionen. Ved sabotagen blev der ødelagt for omkring 3 mio. kr., hvilket i dag ville svare til 50 – 60 mio. kr.

Modstandsbevægelsen manglede altid våben, og til en større aktion, som den mod Globus, skulle der bruges mange våben. Nogle dage før det planlagte angreb gennemførte folk fra BOPA derfor en mindre aktion mod F.L. Smidths fabrikker i Valby med det ene formål at stjæle våben fra sabotagevagterne. Trods dårlig planlægning og en skudveksling med sabotagevagterne lykkedes det dog at slippe væk med fire maskinpistoler og tre tromlerevolvere.

Fabrikken Globus lå på Roskildevej lige udenfor Vestvolden. Hele det rektangulære fabriksområdet var indhegnet og med en betonbunker i hvert hjørne, hvorfra vagterne havde et frit skudfelt langs hegnet. Det var derfor afgørende for sabotørerne, at vagterne var udenfor bunkerne, og at de blev nedkæmpet, inden de nåede i dækning. Sommerkorpset, som vagterne var en del af, bestod for en stor del af tidligere østfrontfrivillige, og BOPA-folkene var instrueret om at skyde på dem for om nødvendigt at dræbe dem. Inden aktionen var nogle villaer, der lå op mod hegnet, blevet besat, for at man gennem haverne kunne komme helt frem til hegnet.

Forud for den planlagte aktion blev Globus holdt under observation i en længere periode, så vagtens omfang og rutiner var klarlagt. Sabotørerne var på plads omkring kl. 19, og da en vagt opdagede noget mistænkeligt og råbte sabotørerne an, blev han øjeblikkeligt skudt ned, og de første sabotører kravlede over hegnet og åbnede en port. Da endnu en vagt blev skudt ned, fortrak resten af vagtmandskabet til en vagtstue, der blev angrebet voldsomt af modstandsfolkene. Efter et kvarters ildkamp overgav vagterne sig, og to lastbiler med sprængstof kunne køres ind på fabrikken. Sprængningen var en succes og ødelagde Globus’ produktionsapparat fuldstændigt. På tilbageturen tiltvang sabotørerne sig adgang til en DSB-rutebil, der blev udsat for beskydning af en Sommergruppe på vagttjeneste ved en anden virksomhed. Én af sabotørerne blev dræbt ved denne lejlighed, mens selve angrebet på Globus kostede to sabotagevagter livet.

Aktionen mod Globus var den første, hvor BOPA planlagde et direkte angreb på sabotagevagterne. Modstanden mod den tyske besættelse var blevet mere massiv, og de virksomheder, der producerede krigsmateriel til Tyskland, blev udsat for stadig mere omfattende angreb. De væbnede angreb var farlige, fordi modstandsbevægelsen manglede militær uddannelse. Samtidig involverede væbnede angreb mange deltagere, og risikoen for afsløring blev betydelig større. 

Efter aktionen på Globus henrettede tyskerne som gengæld to sabotører den 8. juni 1944, og dagen efter blev al taxikørsel forbudt i Storkøbenhavn.

Den 15. juni udsendte Frihedsrådet en lykønskning fra de allieredes militære øverstbefalende general Eisenhowers hovedkvarter SHAEF: ”Congratulations to Danish saboteurs … 6 June 1944”.

 (KMA)

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Børge Brandt og Kaj Christensen: Sabotage. BOPA. 1945.

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. 1997.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Grænsegendarmeriet

Grænsegendarmeriet var et korps, der siden 1920 havde stået for bevogtningen af den dansk-tyske grænse. Det var meningen, at korpset i tilfælde af krig skulle underlægges hæren. Den 8. april 1940 blev det dog fra politisk hold besluttet, at grænsegendarmerne ikke skulle yde modstand i tilfælde af en tysk invasion, hvilket heller ikke skete. Ikke desto mindre blev tre grænsegendarmer ved besættelsen 9. april skudt ned ved Padborg. Det var en specialenhed fra Abwehr (det tyske efterretningsvæsen), der dræbte dem. Formodentlig troede man, at gendarmerne var i færd med at sprænge viadukten.

Fra tysk hold havde man interesse i at sikre korpsets fortsatte beståen bl.a. for at vise, at Tyskland fortsat respekterede Danmarks suverænitet – dvs. Danmarks uafhængighed og ret til at forsvare sine grænser. Således genoptog grænsegendarmeriet igen arbejdet allerede 10. april 1940. Selvom korpset genoptog tjenesten, skete det med begrænsede beføjelser bl.a. i forhold til den tyske militære trafik over grænsen. På den måde var grænsegendarmeriet en del af fiktionen om et uafhængigt Danmark.

Mens grænsegendarmeriet ikke blev påvirket af begivenhederne 29. august 1943, blev det til gengæld omfattet af politiaktionen 19. september 1944. Ved denne aktion blev i alt 291 af den samlede styrke på 337 mand interneret i Frøslevlejren. Herfra blev 141 grænsegendarmer 5. oktober 1944 deporteret til Tyskland, hvor de fleste endte i underafdelinger til kz-lejren Neuengamme ved Hamborg. En del blev dog også løsladt i månederne, der fulgte interneringerne – primært de ældre gendarmer. Interneringerne såvel som deportationerne kom som en overraskelse for gendarmerne, der for manges vedkommende havde haft et godt samarbejde med det tyske militær ved grænsen. Man forventede at blive afvæbnet, som det var sket med hæren under Operation Safari i august 1943, men egentlige interneringer havde de færreste forestillet sig. Selve arrestationen af grænsegendarmeriet strakte sig over to dage og forløb relativt udramatisk. Det skyldes nok netop, at det var de færreste grænsegendarmer, der havde forudset en egentlig internering. Derfor fulgte de fleste frivilligt med, da de blev hentet af tyskerne. En medvirkende årsag til gendarmernes internering var nok, at korpsets chef, Oberst Paludan-Müller, faktisk var aktiv i modstandsbevægelsen. Han blev dræbt, da han modsatte sig et tysk anholdelsesforsøg 26. maj 1944.

Af de deporterede grænsegendarmer døde 38 under opholdet i Tyskland. Selvom forholdsvis mange døde, og forholdene var brutale, havde de danske grænsegendarmer bedre forhold i Tyskland end f.eks. de danske politiske fanger eller de såkaldt asociale og vaneforbrydere. De danske grænsegendarmer fik f.eks. ligesom de danske politifolk lov at beholde deres hår under opholdet i lejrene. Det var ellers almindeligt, at fangerne fik håret klippet i uværdige frisurer som et middel til at nedbryde deres selvrespekt. Desuden var de omfattet af et såkaldt "prygleforbud", sådan at de ikke ligesom andre fanger blev udsat for tilfældige voldelige afstraffelser. Det vildtvoksende hår var her med til at signalere, at grænsegendarmerne havde særstatus.

I december 1944 lykkedes det de danske myndigheder at få anerkendt de danske politifolk som krigsfanger, så de kunne placeres i krigsfangelejre under det tyske militær. Her var forholdene bedre end i kz-lejrene. Myndighederne havde også forsøgt at sikre gendarmerne samme status. Det lykkedes dog ikke, og gendarmerne var dermed dårligere stillet end politiet.

Størstedelen endte i underafdelinger til Neuengamme. 72 kom til Schandelah, hvor seks døde og 21 kom til Alt Garge, hvor tre døde. Den største dødelighed fandtes dog i hovedlejren Neuengamme, hvor forholdene var de værste. Her døde nemlig halvdelen af de tilbageværende grænsegendarmer. Dødeligheden skyldtes den dårlige hygiejne, den utilstrækkelige kost kombineret med meget hårdt arbejde og manglen på ordentlig beklædning. Dog havde grænsegendarmerne en helt afgørende fordel; de fik god adgang til de forsyningspakker, som fra slutningen af oktober 1944 gennem Røde Kors blev sendt til de danske fanger i lejrene. Maden i pakkerne udgjorde ikke blot et vigtigt supplement til den ringe kost, den kunne også bruges til at bestikke vogterne i lejren og dermed sikre gendarmerne bedre forhold. Endelig var mange grænsegendarmer blandt de fanger, som det i de første tre måneder af 1945 lykkedes de danske myndigheder at få bragt hjem til Danmark. (se også de hvide busser)

(LAH) 

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Henrik Skov Kristensen: En station på vej til helvede. Harreslev banegård og deportationen af danske fanger fra Frøslev til tyske koncentrationslejre. 2002.
Lars Bjørnboe: Ingen kender dagen. Grænsegendarmeriet under krig og besættelse 1940-45. 1970.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Grønland

Da 2. verdenskrig brød ud, blev Grønland i første omgang ikke inddraget i krigen. Årsagen skal findes i Monroedoktrinen fra 1825. Doktrinen var en amerikansk erklæring, der gjorde hele det amerikanske kontinent (Nord-Syd- og Mellemamerika) til amerikansk interesseområde. Grønland er med sin geografiske placering en del af det amerikanske kontinent. USA var et neutralt land frem til december 1941, hvor den amerikanske flådebase på Hawaii, Pearl Harbour, blev angrebet af japanerne. Samtidig var Grønland en del af det danske rigsfællesskab, der omfattede Danmark, Færøerne og Grønland. Alle politiske forhold mellem USA og Grønland blev under normale omstændigheder drøftet med den danske regering, men pga. den tyske besættelse blev forholdene i stedet tilrettelagt i samarbejde med Henrik von Kauffmann, der var dansk gesandt (ambassadør) i USA. Kauffmann selv havde erklæret sig ”uafhængig” af den danske regering, så længe landet var besat, hvilket medførte, at hvad han drøftede med amerikanerne om Grønland under besættelsen var uden for den danske regerings rækkevidde. Den 9. april 1941 blev ”Overenskomst om Grønlands Forsvar” indgået. Overenskomsten var en hemmelig aftale mellem Danmark på den ene side (repræsenteret ved Kauffmann) og USA på den anden side (repræsenteret ved udenrigsminister Cordell Hull). Aftalen medførte, at Kauffmann straks blev anklaget for højforræderi i Danmark, og regeringen erklærede aftalen for ugyldig.

De to danske landsfogeder (de to øverste embedsmænd) på Grønland, Axel Svane og Eske Brun, accepterede Kauffmann som gesandt i USA, men samarbejdet var ikke altid problemfrit. Selvom USA officielt var neutralt frem til december 1941, forsynede landet den britiske hær med bl.a. materiel og mellemlandingsstationer på nyoprettede amerikanske flybaser i Grønland. Flybaserne, en flådebase og meteorologiske stationer blev bygget i sommeren 1941 - dvs. et halvt års tid førend USA blev draget ind i krigen. Det lykkedes dog at opretholde dansk suverænitet i Grønland, og i det daglige mærkedes der ikke meget til krigen på øen.

Efter befrielsen af Danmark 5. maj 1945 blev forbindelsen mellem Danmark og Grønland genoptaget, og aftalen ”Overenskomst om Grønlands Forsvar” blev set som et af Danmarks væsentligste bidrag til de allieredes krig mod Tyskland. Den 16. maj 1945 godkendte Folketinget en ændret udgave af den oprindelige aftale, og i 1951 blev der pga. den kolde krig indgået en helt ny overenskomst mellem Danmark og USA om forsvaret af Grønland.

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Bo Lidegaard: I kongens navn. 1996.
Finn Løkkegaard: Det danske gesandtskab i Washington 1940-42. 1968.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Gørtz, Ebbe (1886-1976)

Ebbe Gørtz var ved besættelsens begyndelse den overordnede forbindelsesofficer mellem Krigsministeriet, (hvis opgaver i dag hører under forsvarsministeriet) og Værnemagten. Han stod derfor for forhandlingerne om den danske hærs forhold efter 9. april. I efteråret 1941 overtog han posten som chef for hæren. Gørtz ønskede ikke, at hæren skulle give anledning til, at besættelsesordningen skulle mislykkes. Han kendte imidlertid til, at efterretningsofficerer sendte informationer om tyske militære forhold til Storbritannien.

Gørtz holdt på, at hæren skulle være fuldstændig loyal over for regeringen. Det betød, at den skulle bakke op om samarbejdspolitikken, mens regeringen endnu fungerede, og efter 29. august 1943, hvor regeringen trådte ud af funktion, indgik han i oktober aftaler med tidligere statsminister Vilhelm Buhl om hærens støtte til de etablerede partiledere, der fra hans synsvinkel var de rigtige repræsentanter for staten. For at organisere hæren med det formål dannede han Den lille Generalstab, og i oktober 1944 blev han af de allieredes overkommando (SHAEF) udnævnt til leder af de danske modstandsstyrker i tilfælde af en allieret invasion. På den måde var han i princippet også modstandsbevægelsens øverstbefalende ved befrielsen.

Gørtz høstede stærk kritik for sin indstilling både under og efter besættelsen. Han blev i 1950 fra politisk side opfordret til at søge stillingen som forsvarschef, men valgte pga. kritikken ikke at overtage posten.

(LAH)

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

   

Opdateret 07-05-2008