Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flammen engang i 1944

(Fra Peter Øvig Knudsen 2001)

Klik for større billede

 

 

 

 

 

 

Meddelelse fra Gestapo om gruppens udslettelse

(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trods Alt 29. juni 1945.(HSB)

Klik for større billede.

 

Plakat efter Østerbergs tegninger 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frit Danmark 4. juli 1944(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pjece fra Frihedsrådet december 1943. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frikorpsets hvervebrochure. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det illegale blad Frit Danmark. Her et eksemplar fra marts 1945.(HSB

Klik for større billede.

 

Frit Danmark særnummer fra 5. maj 1945. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

Frøslevlejrens barakker(HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

Leksikon

F

 

Faldskærmsagenter

Faldskærmsagenter eller faldskærmsfolk er betegnelsen for de danskere, der blev trænet og siden kastet ned i Danmark af den britiske organisation SOE. I alt blev 53 agenter sendt til Danmark. De to første faldskærmsagenter blev kastet ned i Danmark 28. december 1941. Nedkastningen endte tragisk, idet den ene af de to, lægen Carl Johan Bruhn, blev dræbt. Han skulle have fungeret som faldskærmschef og organisator. Hans partner, Mogens Hammer, der skulle fungere som radiomand, kunne efterfølgende ikke handle alene. 

Den næste faldskærmschef, Christian Michael Rottbøll blev 17. april 1942 nedkastet ved Jyderup sammen med to hjælpere, Paul Johannesen og Max Mikkelsen. Både Johannsen og Rottbøll blev imidlertid dræbt i september 1942. I begge tilfælde døde de i forbindelse med arrestationsforsøg fra det danske politi.

De første faldskærmsagenter blev således ramt af mange uheld samtidig med, at de blev modarbejdet af de danske efterretningsofficerer, som også samarbejdede med SOE, men som var interesserede i at skabe ro omkring arbejdet med at skaffe efterretninger. Der var derfor reelt kun meget lidt, SOE på det tidspunkt kunne udrette i Danmark. I oktober 1942 blev Mogens Hammer sendt tilbage til Danmark efter at have været sendt tilbage til England. Formålet var, at han skulle opretholde et kontaktnetværk, så arbejdet kunne genoptages, når en ny faldskærmsleder var klar.

Mogens Hammer knyttede nogle vigtige forbindelser, bl.a. skaffede han kontakt til Mogens Fog, Stig Jensen og Flemming Junker, der alle kom til at spille centrale roller inden for modstandsbevægelsen.

I marts 1943 blev Flemming Muus nedkastet som faldskærmschef i Danmark. Samtidig begyndte de første store sendinger af sabotagemateriel at ankomme. På den måde havde man nu materiel til at yde en følelig sabotageindsats. Muus viste sig desuden at være en meget energisk og dynamisk leder, der for alvor fik sat gang i sabotagearbejdet. I løbet af sommeren 1943 optrappede de kommunistiske modstandsgrupper sabotagen, og i befolkningen var der også blevet bredere opbakning til modstandsarbejdet. Det var vigtige medvirkende faktorer i udviklingen af Augustoprøret 1943, der endte med, at den danske regering trådte ud af funktion. SOE havde som udgangspunkt netop håbet at opnå et brud med samarbejdspolitikken, men i løbet af sommeren blev man mere optaget af at forberede modstandsbevægelsen på en kommende allieret invasion.

Efter Augustoprøret skiftede SOE-indsatsen i Danmark derfor karakter. Flemming Muus kom nu til at stå for en omorganisering og omstrukturering af modstandsbevægelsen, der skulle sikre at dens enheder kom under direkte kontrol af den allierede militærledelse. Han måtte imidlertid bringes i sikkerhed i december 1944, hvorefter Ole Lippmann tog over som faldskærmschef. Han fortsatte frem til krigsafslutningen og havde som vigtigste opgave at føre SHAEF’s operationsordre nr. 2 ud i livet. Den drejede sig om at sikre modstandsbevægelsens opgaver, hvis de sidste krigshandlinger skulle ende i en fuldstændig sammenbrudssituation.  

Rekruttering og uddannelse

Faldskærmsfolkene blev uddannet i England. Til at begynde med var det folk, der havde meldt sig som frivillige til britisk militærtjeneste, men efterhånden som der kom flere danske flygtninge til Sverige, blev agenterne også fundet blandt dem.

Det var fælles for agenterne, at de fleste blev hvervet til SOE uden på forhånd at vide, hvad deres opgave ville blive. Mange havde meldt sig til britisk militærtjeneste ved det britiske konsulat et helt andet sted i verden, og herfra blev de sendt til England. Først blev de placeret i The Royal Victoria Patriotic School, der fungerede som en slags interneringslejr. Her forsøgte man gennem forhør og indsamling af personlige oplysninger at skille mulige tyske agenter ud. Opholdet varede som regel en uge, hvorefter de frivillige blev sendt videre til det danske rekrutteringskontor eller direkte til den danske SOE-sektions hovedkvarter. Det var her, det blev vurderet, om den enkelte var egnet til de særlige opgaver som SOE-agent. Hvis vurderingen var positiv, blev vedkommende spurgt, om han ville påtage sig en opgave med direkte relation til Danmark, hvilket de fleste svarede ja til. Herefter blev den frivillige indrulleret i den britiske hær.

Den egentlige uddannelse til agent fandt sted gennem en række ophold på specielle træningsskoler rundt omkring i Storbritannien. Træningsskolerne opdeltes i forskellige uddannelsestrin. På en skole gennemgik de frivillige fx fysisk træning, skydning og overlevelse. Samtidig gav træningen mulighed for at observere de kommende agenter og dermed skille dem fra, der ikke var fysisk eller psykisk egnede til livet som agenter. Blev den frivillige erklæret egnet, gik turen videre til uddannelsens næste trin. Bl.a. modtog de frivillige sabotørtræning, træning i våbenmodtagelse, spionagetræning mm. Det var forskelligt hvilke skoler, den enkelte besøgte. Uddannelsesforløbende var individuelle og afhængige af, hvilke opgaver der var tiltænkt den enkelte. Nogle skulle fx fungere som sabotageinstruktører, mens andre skulle fungere som telegrafister og oprette illegale radioforbindelser fra Danmark.

Imellem opholdene i træningslejrene befandt de frivillige sig i en såkaldt hjemmeskole, hvor alle eleverne var af samme nationalitet. Her fik de yderligere undervisning i kampteknik, sprængstofanvendelse mm.

Det var fysisk og psykisk nedslidende at fungere som faldskærmsagent. Ligesom mange modstandsfolk måtte faldskærmsagenterne leve under jorden og i konstant fare for at blive opdaget. I alt blev fem dræbt mens tolv blev arresteret og tretten måtte flygte fra Danmark.  

  (LAH)

 

Litteratur:

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.

Peter Birkelund og Henrik Detlefsen: Faldskærmsfolk. SOE’s arbejde i Danmark 1941-45. 1986.

Knud J. V. Jespersen: Med hjælp fra England, 1-2. 1998-2000.

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Faurschou-Hviid, Bent (Flammen)

Bent Faurschou-Hviid var født i 1921 og voksede op på forældrenes hotel i Nordsjælland. Han var student fra Bagsværd Kostskole og gennemgik derefter en hoteluddannelse i Tyskland, hvor han stiftede bekendtskab med nazismen. Han anså nazismen for en farlig bevægelse, der skulle bekæmpes med alle midler. Så snart det var muligt blev Bent Faurschou-Hviid derfor aktiv i modstandsbevægelsen, hvor hans ildrøde hår førte til dæknavnet Flammen.

Flammen blev introduceret for de første Holger Danske-folk i efteråret 1943, og det blev Svend Otto Nielsen, ”John”, der tog ham i lære som modstandsmand. ”John” blev angivet til Gestapo og arresteret efter en ildkamp den 9. december 1943. Dagen efter forsøgte Jens Lillelund og Flammen at likvidere Hedvig Delbo, som de mente var Johns stikker, men hun slap med et mindre kødsår. I julen deltog Flammen i likvideringen af en BOPA-stikker og var dermed i færd med at skabe sig sit senere ry som den største trussel mod tyskernes håndlangere.

Flammen var en dygtig skytte og fik efterhånden mange stikkeres liv på samvittigheden. Han blev af tyskerne kaldt en ”skydegal lystmorder”, og han er blevet tillagt ansvaret for drab på 22 personer, tyskere som danskere. Under besættelsen blev omkring 400 danskere likvideret af modstandsbevægelsen.

Der er mange historier om Flammen, der blev lidt af en legende. Én af dem fortæller om en episode, hvor tre Gestapomænd tilfældigt møder ham i en forretning og forsøger at anholde ham. Flammen griber sin pistol i jakkelommen og skyder to af tyskerne. Han flygter derefter på cykel hen ad gaden, mens den sidste Gestapomand forsøger at ramme ham med sin pistol. Flammen tæller skuddene, og da han vurderer, at tyskerens magasin er tomt, vender han cyklen og kører tilbage og likviderer den sidste Gestapomand.

Som medlem af Holger Danske deltog Flammen i sabotagerne mod Varde Staalværk,       B & W (15.1.1944), og angrebet i sommeren 1944 på Schalburg-korpsets hovedkvarter i Frimurerlogen på Blegdamsvej.

Varde Staalværk leverede til den tyske værnemagt og var udsat for flere sabotageaktioner. Virksomheden var derfor beskyttet af sabotagevagter, som kendte de lokale modstandsfolk. Den største aktion mod Staalværket fandt sted den 12. december 1943 med hjælp af otte mand fra Holger Danske. Én af dem var Flammen. Aktionen var meget vellykket. Ingen kom til skade og produktionen lå stille i et halvt år.

Også aktionen mod B & W’s motorfabrik i Strandgade den 15. januar 1944 blev en succes for Holger Danske.  Aktionen fik en dårlig start; idet fire af deltagerne blev anholdt af en tysk havnepatrulje og måtte tilbringe aftenen i forhør hos Gestapo i Dagmarhus. Imens gennemførte Flammen sammen med yderligere tre sabotører hele aktionen, selv om de egentlig kun skulle have sikret retræten for de kammerater, der nu under forhørene kunne høre sprængningerne ved havnen.

I sensommeren 1944 forsøgte Holger Danske et angreb på Frimurerlogen med to personbiler og en lastbil med 75 kilo sprængstof, der skulle være tilstrækkeligt til at ødelægge bygningen. Desværre havde de tre køretøjer været nødt til at passere bygningen én gang, inden aktionen gik i gang, så vagterne foran indgangen og på bygningens tag var forberedte på et angreb og besvarede modstandsfolkenes første skudsalver så kraftigt, at de måtte trække sig tilbage. Én af angriberne blev dræbt og flere såret.

Den 18. oktober 1944 spiste Flammen middag med et par venner på Bellevue Strandhotel. Efter middagen besøgte de deres fælles ven Erik Nygaard på Strandvejen 184 i Hellerup. Her blev de overrasket af Gestapo og Flammen, der var ubevæbnet, begik selvmord med en giftampul.

Det tyske sikkerhedspoliti – i daglig tale Gestapo meddeler i sin rapport den 26. Okt.1944: "Efter længere tids efterforskning er den mest berygtede mordgruppe, nemlig Holger Danskes mordgruppe, nu fuldstændig udslettet. Gruppens leder Bent Faurschou-Hviid, dæknavn Flammen blev fundet og likvideret den 18.10.44".

Bent Faurschou-Hviid er begravet i Ryvangen.

 (KMA)

Litteratur:

Stefan Emkjær: Stikkerdrab. 2000.

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005.

Jørgen Kieler: Nordens lænkehunde. 1993.

Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det? 2001.

Peter Øvig Knudsen: Efter drabet. 2001.

Ib Damgaard Petersen (red.): Faldne i Danmarks Frihedskamp. 1970.

Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig. 1993.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Film om Danmark under besættelsen

Dokumentarfilm

Kort tid efter befrielsen kom de første dokumentarfilm, der gav anledning til en voldsom debat for og imod samarbejdspolitikken.

Danmark i lænker. Dokumentarfilm 1945

Reportage redigeret af Svend Methling og Gunnar ”Nu” Hansen.

Filmen består næsten udelukkende af autentiske optagelser fra besættelsestiden skabt på initiativ af Frihedsrådet. Den fik premiere i december 1945 og fortæller historien om en modstandsbevægelse, der blev bakket op af et enigt folk. Et eksempel på den tidlige efter-krigstids forsvar af konsensuspolitikken.

Det gælder din frihed. Dokumentarfilm 1946

Instruktion: Theodor Christensen.

En spændende bearbejdet film med til dels samme illegale optagelser, som var anvendt i Danmark i lænker, men med en klar stillingtagen på modstandsbevægelsens side mod samarbejdspolitikken. Filmen havde premiere på årsdagen for Danmarks befrielse og medførte en voldsom debat på grund af dens kritiske fremstilling af regeringens politik overfor Tyskland.

De fem år. Dokumentarfilm 1955

Instruktion: Theodor Christensen

Nogle af de samme illegale optagelser som i Danmark i lænker og Det gælder din frihed. I denne film suppleret med klip fra anden verdenskrig udenfor Danmark. Forsøger at frem-stå som et kompromis mellem de to tidligere dokumentarfilm. I 1960 udkom en forkortet skoleudgave med samme titel.

Med ret til at dræbe. Dokumentarfilm 2003

Instruktion og manuskript: Morten Henriksen og Peter Øvig Knudsen.

Dokumentariske optagelser og interviews med nogle overlevende modstandsfolk, der under besættelsen var med til at likvidere danske stikkere. Efter krigen blev likvidering-erne mørklagt og ikke undersøgt af politiet. Til gengæld medførte det psykiske pres på de folk, der havde udført likvideringerne, at adskillige begik selvmord.

Spillefilm

De første var en klar hyldest til modstandsbevægelsen, men efterhånden som besættel-sestiden kom på afstand, blev der plads til også at beskæftige sig med dem, der måske havde været på den forkerte side af stregen.

Den usynlige hær. Spillefilm 1945

Instruktion: Johan Jacobsen. Manuskript: Knud Sønderby

Med premiere den 6. oktober 1945 blev filmen den første danske spillefilm om besættel-sen. Gennem et trekantsdrama beskriver den forskellen mellem passivitet overfor tysker-nes besættelse og den aktive frihedskamp. Den aktive frihedskæmper bliver dræbt og hans hidtil passive ven indser, at han må overtage dennes plads i en vigtig sabotageak-tion. Enken efter den afdøde frihedskæmper, der har været splittet i sit forhold til de to venner, støtter vennens endelige stillingtagen.

De røde enge. Spillefilm 1945

Instruktion: Bodil Ipsen og Lau Lauritzen. Efter roman af Ole Juul

Den næste spillefilm fik premiere 2. juledag 1945. Med Poul Reichhardt som frihedskæm-peren, der i dødscellen ser tilbage på sin indsats i modstandskampen og ræsonnerer sig frem til, at et medlem af hans gruppe må være stikker. Han får sendt en advarsel til gruppen, der likviderer stikkeren. På vej til sin henrettelse lykkes det frihedskæmperen at flygte og komme med en transport til Sverige. 

Støt står den danske sømand. Spillefilm 1948

Instruktion: Bodil Ipsen og Lau Lauritzen. Efter krigsdagbog af Kaj Frische

En hyldest til de danske søfolk, der i allieret tjeneste deltog i anden verdenskrigs farlige konvojtjeneste. De to skibskammerater fremstilles som jævne og djærve sømænd af Poul Reichhardt og Lau Lauritzen. Manuskriptet er af Grete Frische, der senere skrev Far til fire-filmene, og også i Støt står den danske sømand spiller hun på alle folkekomediens stren-ge, men der er også indklippet dokumentariske optagelser fra krigen.

Der kom en dag. Spillefilm 1955

Instruktion: Sven Methling. Efter roman af Flemming B. Muus

Flemming B. Muus havde som faldskærmschef i Danmark en vigtig rolle i frihedskampen. Efter krigen udgav han nogle bøger om sine oplevelser under besættelsen. Filmatiseringen af Der kom en dag er en lidt romantiseret fortælling om to sabotører, der efter uddannelse i England kastes ned over Danmark. Én af sabotørerne såres under en aktion og bliver plejet i en præstegård af en ung pige, der derved tvinges til at vælge mellem passivitet eller aktiv modstand. 

En fremmed banker på. Spillefilm 1959

Instruktion: Johan Jacobsen. Manuskript: Finn Methling

Et par år efter krigen bor en ung kvinde alene i et sommerhus. Hendes mand blev som frihedskæmper myrdet af tyskernes håndlangere. Under et uvejr lukker hun en fremmed mand ind i huset.  Han får lov at blive nogle dage, og de indleder et erotisk forhold. Efter-hånden går det op for kvinden, at hendes elsker har medvirket ved mordet på hendes mand. Den fremmede indrømmer og forsøger at flygte, men bliver skudt af enken. 

Hvad med os? Spillefilm 1963.

Instruktion: Henning Carlsen. Manuskript: Leif Panduro

En tidligere frihedskæmper vender efter mange år i udlandet tilbage til Danmark. Han lider af nogle traumer, efter at han under besættelsen har været indblandet i likvidering af stikkere. Måske også i likvideringer på et tvivlsomt grundlag. Et forsøg på at skabe kon-takt til nogle af kammeraterne fra dengang mislykkes, og 1960-ernes demonstrerende ungdom forstår ham heller ikke.

Oktoberdage. Spillefilm 1970

Instruktion: Bent Christensen. Manuskript: Bent Christensen og Leif Panduro

Da tyskerne i oktober 1943 ville internere jøderne, blev de af danskere hjulpet til flugt til Sverige. Filmen skildrer en jødisk families flugt og hjælpen fra en række forskellige hver-dagshelte. Oktoberdage er også udsendt i en engelsksproget udgave.

Forræderne. Spillefilm 1983

Instruktion: Ole Roos. Frit efter roman af Erik Aalbæk Jensen

To unge danskere har som medlemmer af Frikorps Danmark deltaget i kampene på Øst-fronten. I krigens sidste vinter flygter de fra en SS-kaserne på Sjælland. Under flugten skyder de to af deres overordnede og jages gennem et snedækket Danmark af både modstandsbevægelsen og nazisterne.  Filmens gengivelse af tidsbillede og landskab er af høj kvalitet.

De nøgne træer. Spillefilm 1991

Instruktion: Morten Henriksen. Efter roman af Tage Skou-Hansen

Et fremtrædende medlem af en sabotagegruppe indleder et kærlighedsforhold til sin gruppeleders kone. Under en aktion bliver et medlem dræbt og gruppelederen så hårdt såret, at han må flygte til Sverige med sin kone. Hun vælger ægteskabet, og hendes elsker må blive tilbage og føre gruppen videre.

Drengene fra Sankt Petri. Spillefilm 1991

Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen. Manuskript: Søren Kragh-Jacobsen og Bjarne Reuter

Forlægget er Churchillklubben, og den handler om syv drenges småsabotager rettet mod besættelsesmagten. Gruppen kom fra det bedre borgerskab, men det blev mødet og samarbejdet med en dreng fra underklassen, som satte gruppen i gang med egentlige sabotageaktioner.

Flammen og Citronen. Spillefilm 2008

Instruktion: Ole Christian Madsen. Manuskript: Ole Christian Madsen og Lars Andersen

Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen spiller to af besættelsestidens mest berømte mod-standsmænd, der udfører en række mord på stikkere. Filmen skildrer krigens hektiske miljø og beskriver det psykiske pres, de aktive frihedskæmpere udsættes for gennem modstandsarbejdet. Den hidtil dyreste danske produktion opnåede varierende anmeldelser og blev en publikumssucces. 

TV serier

Et par meget sete fjernsynsseriers anvendelse af fiktion i deres beskrivelse af besættel-sestiden kan endnu holde liv i debatten om, hvordan virkeligheden var.

Matador. TV serie 1978-81

Instruktion: Erik Balling. Manuskript: Lise Nørgaard

Den folkekære TV serie om Korsbæk før, under og efter besættelsen. Besættelsestiden fremstilles som et billede af et næsten enigt dansk folk i opposition til tyskerne.

Jane Horney. TV serie 1985

Instruktion: Stellan Olsson

En samproduktion mellem SVT Malmø og DR. Serien blander dokumentariske og dra-matiske elementer og når til det resultat, at modstandsbevægelsen tog fejl i sin for-modning om, at Jane Horney var stikker. Jane Horney blev likvideret på en fiskerbåd i Øresund den 20. januar 1945. 

 (KMA)

Litteratur:

Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-1945. 2005

John T. Lauridsen: Samarbejde og modstand. 2002

Morten Piil (red.): Gyldendals Filmguide. 1998

 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Flygtninge, allierede

Da tyskerne kapitulerede 4. maj 1945, befandt der sig omkring 23.000 allierede flygtninge og ca. 250.000 tyske flygtninge i Danmark. De allierede flygtninge var fordelt på ca. 35 forskellige nationaliteter og kom fra bl.a. Finland, Rusland, Rumænien, Østrig og Ungarn. Disse nationalitetsgrupper blev betragtet som "ex-enemy-nationals" dvs. allierede flygtninge til trods for, at flere havde kæmpet på tysk side under krigen.                 Håndteringen af de allierede flygtninge mht. registrering, indkvartering, forplejning m.m. blev underlagt Dansk Røde Kors, mens de samme opgaver mht. de tyske flygtninge blev en opgave for Statens Civile Luftværn. De allierede flygtninge blev indkvarteret i lejre for sig selv og var underlagt andre regler end de tyske flygtninge. Forholdene for de allierede flygtninge var væsentlig anderledes end de forhold, de tyske flygtninge levede under. De tyske flygtninge levede et isoleret liv i flygtningelejrene, og kontakt mellem tyske flygtninge og danskere var forbudt. De allierede flygtninge havde derimod kontakt til det danske samfund, og stemningen overfor dem blandt danskerne var i højere grad positiv. De allierede flygtninge var altså ikke isoleret i forhold til det omkringliggende danske samfund, og de måtte bevæge sig frit og søge arbejde i de egne af landet, hvor der var mangel på arbejdskraft, såvel som de måtte modtage løn for deres arbejde.                 Det var Dansk Røde Kors, der stod for at organisere hjemsendelserne af de allierede flygtninge, og disse kom i stand hurtigere, end det var tilfældet for de tyske flygtninge.     

 (CMC)

Litteratur:                                                                                                 

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.                                       Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. 1987.                        

Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes? Historisk Tidsskrift 1999, s. 33-67.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Flygtninge, tyske

I de sidste måneder af krigen flygtede millioner af tyskere fra bl.a. Østpreussen, Danzig og Pommern for at undgå den hastigt fremrykkende Røde Armé. I titusindvis blev de transporteret med skibe og tog til Vesttyskland og Danmark, og for mange af de tyske flygtninge blev deres første møde med Danmark Københavns Frihavn og herefter indkvartering i bl.a. skoler, forsamlingshuse og sportshaller. Det danske Udenrigsministerium havde gentagne gange under forhandlinger med besættelsesmagten i januar-april 1945 protesteret kraftigt imod den massive strøm af flygtninge. Udenrigsministeriet henviste til Tysklands sikring af dansk territorial ukrænkelighed, og henledte endvidere opmærksomheden på den frustration og harme, der var herskende blandt den danske befolkning mod flygtningene. Men de danske protester var nyttesløse, og Hitler udsendte allerede 4. februar 1945 den såkaldte Führerbefehl nr. 51, hvori det lød: ” Til øjeblikkelig aflastning af transportsituationen i riget befaler jeg, at de folkefæller, som forbigående må føres tilbage fra rigets østområde, skal indkvarteres i riget og i Danmark.” Den tyske gesandt i Danmark meddelte herefter de danske myndigheder, at der i den kommende tid ville ankomme nogle tusinde flygtninge til landet. Da frihedsbudskabet lød 4. maj om aftenen, befandt der sig dog 244.500 tyske flygtninge i Danmark i forhold til ca. 3.8 mil. danskere.

Forholdene efter kapitulationen                                                                          Forholdene for de tyske flygtninge var kaotiske efter befrielsen, og de danske myndigheder havde ikke et overblik over antallet af flygtninge, antallet af indkvarteringssteder, eller hvordan sundhedstilstanden blandt flygtningene så ud. Politikerne indså nødvendigheden af, at man valgte en central organisation til at løse opgaverne omkring de tyske flygtninge, og man enedes om, at denne opgave skulle varetages af Statens Civile Luftværn. I løbet af maj måned lykkedes det de danske myndigheder at få et overblik over indkvarteringssituationen for de tyske flygtninge. Det viste sig, at flygtningene var indkvarteret omkring 1100 forskellige steder i landet, men da de danske myndigheder forestillede sig en hurtig hjemsendelse hen over sommeren, ville beslaglæggelserne af skoler og sportshaller være ophørt inden det nye skoleår, hvorfor dette problem ville løse sig selv. Sådan skulle det imidlertid ikke komme til at forløbe. De allierede gjorde det i juli 1945 klart for de danske myndigheder, at hjemtransporter af de tyske flygtninge ikke kunne komme på tale de næste 3-4 måneder, og at man sandsynligvis måtte påregne en udskydning til efter jul. Med denne nedslående nyhed gik det op for de danske myndigheder, at man måtte finde på mere permanente løsninger mht. de tyske flygtninge.                                                                     Flygtningeadministration, som blev en selvstændig organisation under Socialministeriet, og som fik den tidligere socialminister Johannes Kjærbøl som leder, blev oprettet i efteråret 1945 til i samarbejde med Statens Civile Luftværn til at varetage situationen omkring de tyske flygtninge.                                                                                                           Efter de allieredes besked stod det også klart, at indkvarteringssituationen ikke var holdbar, og i løbet af sensommeren samlede man flygtningene i nybyggede baraklejre rundt omkring i landet. Til opførelsen af disse lejre modtog man materiel hjælp fra Sverige. Af sådanne baraklejre kan nævnes Kløvermarken i København og Oksbøllejren, der var placeret lidt nord for Varde. Administrationen af disse lejre blev ofte varetaget af den lokale borgmester eller sognerådsformand, som ligeledes var lokal luftværnschef. Luftværnschefen modtog retningslinier fra Statens Civile Luftværn, men var samtidig selv ansvarlig for bevogtning, forplejning og lægetjenester m.m. i lejren. Det var også den lokale luftværnschef, der udpegede en lokal lejrleder til at styre lejrens daglige drift. De store baraklejre fungerede som små selvstændige byer med bl.a. hospital, vaskeri, køkken, bad, avis, teater og biograf. Da mange af de tyske flygtninge var børn, blev der ligeledes oprettet skoler i lejrene, hvor undervisningen blev varetaget af de voksne flygtninge.

Sundhedstilstanden                                                                           Sundhedstilstanden blandt de nyankomne flygtninge var ofte dårlig, og krigen havde medført en betydelig underernæring blandt dem. I perioden op til kapitulationen blev de lægelige tilsyn med flygtningene varetaget af værnemagtens egne læger. Værnemagten rettede flere gange henvendelse til de danske myndigheder om assistance til at varetage denne opgave, men dette blev afvist af de danske myndigheder.                                  Efter den tyske kapitulation overgik det lægelige tilsyn med flygtningene til de danske læger, og hen over sommeren 1945 var der en betydelig dødelighed blandt flygtningene. Smitsomme sygdomme som tyfus og paratyfus var tiltagende, bl.a. som en konsekvens af de kaotiske indkvarteringsforhold og manglende sanitetsanlæg. Mange ældre og børn bukkede under for disse sygdomme, og således døde 13.493 tyske flygtninge i perioden januar til og med december 1945, heraf var 7.746 børn.

Kigger man på den illegale presse, finder man adskillige indslag, der fordømmer de mange tyske flygtninge og som bl.a. påpeger, at flygtningene ikke kan forvente at blive mødt med medlidenhed og omsorg af danskerne. Stemningen i forhold til de tyske flygtningene har givetvis været ophidset i krigens sidste måneder og i perioden efter befrielsen.

Der har i de seneste år været en intens debat om, hvorvidt de danske læger brød med deres lægeløfte ved at nægte at behandle tyske flygtninge i perioden op til kapitulationen, og hvorvidt behandlingen af flygtningene var human og respektabel. Debatten er endnu ikke forstummet, men sætter igen fokus på emner som moral, efterrationalisering m.m.

Hjemsendelser                                                                                                          Da de allierede meddelte de danske myndigheder, at man ikke ville kunne påbegynde hjemtransporterne af de tyske flygtninge før efter jul 1945, var der ikke mange, som havde regnet med, at de sidste flygtninge først ville forlade Danmark i februar 1949. At hjemtransporterne først begyndte i efteråret 1946 skal delvist ses i forhold til de kaotiske forhold, som stadig prægede Tyskland efter kapitulationen. Kort efter Tysklands kapitulation gik der storpolitik i, hvor mange flygtninge hver af de fire allierede zoner (se Jalta-konferencen) i Tyskland kunne modtage. Briterne og amerikanerne ville ikke acceptere tusinde af flygtninge til deres zoner, hvis ikke den russiske zone ville tage størstedelen af flygtningene. Briterne og amerikanerne henviste til, at de fleste flygtninge trods alt kom fra det område, som tilhørte den russiske zone.

Efter de sidste tyske flygtninge forlod Danmark, gjorde de danske myndigheder udgifterne til deres ophold op til 428 mio. kr.. Danmark prøvede at opnå refunderinger bl.a. hos FN men uden held. Tyskland indvilgede dog i 1953 i at betale 160 mio. kr. i erstatning over de næste 20 år til den danske stat.

  (CMC)

Litteratur:                                                                              Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945-1950. 1950.                           Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.                                       Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. 1987.                          Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes? Dødsfald blandt de tyske flygtninge i Danmark 1945. Historisk Tidsskrift 1999:1, 33-67.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Fog, Mogens (1904 –1990)

Dr. med. og professor i neurologi. Var kommunist og meldte sig i 1924 ind i DKP. Havde en central stilling i modstandsbevægelsen og sad i redaktionen og hovedledelsen for Frit Danmark. I 1942 gik han under jorden og havde endvidere kontakt til SOE. Han blev i 1943 medlem af  Frihedsrådet og var med til at udgive Naar Danmark atter er frit. Fog var stort set det eneste medlem af Frihedsrådet, som offentligheden kendte til. I oktober 1944 blev Fog arresteret, men da Gestapos hovedkvarter i København – Shellhuset – blev bombet 21. marts 1945, lykkedes det ham at slippe fri. Efter befrielsen blev han i befrielsesregeringen minister for særlige anliggender. I slutningen af 1950’erne meldte Fog sig ud af DKP. Var rektor for Københavns Universitet 1966-1972.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Folkestrejken i København 1944 (26. juni-4. juli 1944)

Folkestrejke var besættelsestidens udtryk for en generalstrejke. Strejker var almindeligt brugt i de besatte lande som et våben mod besættelsesmagten. I de forskellige lande strejkede man af forskellige grunde, den første storstrejke tyskerne skulle tage sig af, var i feb. 1941 i Amsterdam, det var en protest mod overfald på byens jøder. Herefter var det et fænomen der blev set flere gange i det besatte Europa. Disse strejker fortsatte til krigens slutning. Besættelsesmagten kunne bryde strejker med henrettelser, eller nedkæmpe dem med militær magt. Strejkerne ramte den tyske rustningsindustri.
Den københavnske folkestrejke fra 26. juni til 5. juli 1944 blev med sine omkring 100 dræbte og ca. 600 sårede den største enkelte konfrontation, den danske befolkning havde med besættelsesmagten under anden verdenskrig.

Folkestrejkens baggrund
Strejken blev udløst, da man fra besættelsesmagtens side proklamerede spærretid fra kl. 20 til kl.05, gældende fra mandag den 26. juni for at dæmme op for den stigende uro i befolkningen. Dette var et fatalt fejlindgreb fra tyskernes side og en direkte provokation mod den københavnske befolkning, der på den baggrund var tvunget til at blive inden døre i de lyse, varme sommeraftener.
Der var flere faktorer bag strejken. For samtidig var der en stemning i befolkningen, de allieredes invasion af Normandiet 6. juni (se D-dag) havde skabt, som gav troen på, at et tysk nederlag lå i den nære fremtid. Der var desuden utilfredshed i befolkningen, efter lønforhandlinger i foråret. Igennem juni 1944 var der en bølge af store sabotager, med et angreb på Riffelsyndikatet den 22. juni. Besættelsesmagten gav igen med henrettelsen af 8 modstandsfolk den 23. juni og med schalburgtagen imod tivoli, der ødelagde Koncertsalen og andre københavnervaretegn. Den 29. juni blev en af krigens mest kendte modstandsgrupper, Hvidsten-gruppen henrettet.

Folkestrejken dag for dag
Strejken startede om mandagen den 26. juni kl. 12 med at smedene på Københavns største og mest ”røde” arbejdsplads, B&W forlod deres arbejde under parolen ”8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile.” Argumentet lød at man skulle hjem for at trække frisk luft og passe kolonihaverne inden spærretiden trådte i kraft. Parallelt løbende med strejkerne på arbejdspladserne, bredte opstanden sig i gaderne med demonstrationer, barrikader og bål. Brændpunktet lå fra starten i arbejderkvarterene på Vester- og Nørrebro, men siden spredte det sig til den indre by og Amager. Den første dag gik det hårdt til, da tyske patruljer greb massivt ind for at håndhæve spærretiden, hvilket resulterede i 10 dræbte og 46 sårede denne aften.
Om tirsdagen den 27. juni spredte ”gå tidligt hjem strejken sig” så andre dele af industrien, sluttede op omkring strejken. Der var tale om en utrolig opbakning, der var en fordobling fra mandag til tirsdag og igen en fordobling fra tirsdag til onsdag, så man var oppe på at ca. 80.000 gik hjem kl. 12, hvilket svare til over halvdelen af alle arbejdere gik hjem.
Efter de hårde kampe om mandagen, besluttede man fra tysk siden at trække flertallet af patruljer hjem, og tabstallene faldt om tirsdagen til 3 dræbte og 13 sårede.
Allerede om onsdagen den 28. havde man fra besættelsesmagtens side taget konsekvensen af strejken og hævet spærretiden fra kl. 20 til kl. 23, dette førte til et kraftigt fald i strejkeaktiviteten. Men alligevel blev der denne dag dræbt 1 enkelt person og såret 24.
Omkring halvdelen gik på arbejde om torsdagen den 29 og der var relativ ro i det meste af byen. Der var to begivenheder der satte det hele i bevægelse igen, den første var at en menneskemængde torsdag aften havde væltet sporvognene i Istedgade, Urolighederne denne dag førte til 1 dræbt og 15 sårede.
Dagen efter, fredag den 30., nægtede sporvognsførerne at køre ud. Befolkningen opfattede den tomme by, hvor man skulle gå eller cykel for at komme nogen steder, som et signal til at folkestrejken fortsatte. Den anden begivenhed var at der i morgenaviserne blev meddelt, at 8 modstandsfolk fra Hvidsten-gruppen var blevet henrettet.
Fredag aften lukkede tyskerne for gas, vand og el.
Næste dag, lørdag den 1. juli, proklamerede Værnemagten militær undtagelsestilstand (Kaldet Operation Monsun). Tyskerne afskar hovedstaden fra omverdenen og trak pansertropper og artilleri til byen, og lod jagerfly overflyve de urolige kvarterer. På det her tidspunkt greb Frihedsrådet ind, og meddelte at strejken ville fortsætte indtil undtagelsesbestemmelserne var ophævet og Schalburg- korpset fjernet.
Fredagens og lørdagens kampe, hvor Værnemagten bl.a. beskød barrikaderne med kanoner, kostede 51 dræbte og over 300 sårede og blev kulminationen på Folkestrejken.
Søndag den 2. juli
var oprøret knust, og roen blev nogenlunde genetableret. Den dag blev 9 dræbt og 41 såret. Med den alvorlige udvikling situationen havde taget den 30. juli, besluttede politikerne sig for at gå på gaden med opfordringen til at slutte strejken. Dette initiativ blev standset af den rigsfuldmægtigede Werner Best, der blev presset hårdt fra militæret og det tyske politi. ”kongen, politikerne, embedsmændene, alle var de medskyldige, og alle ville komme til at undgælde. Det var forbi med tilliden til de danske myndigheder, der leflede for de illegale kredse. Det københavnske pak måtte føle pisken. Danmark ville få sin straf” erklærede han. 
Men med optrapningen om lørdagen den 1. juli trak Best i land. Opfordringen til at indstille strejken kom på gaden i løbet af søndagen den 2. juli. Frihedsrådet gik imod opfordringen, fordi de to hovedkrav ikke var omfattet. Derfor opfordrede man københavnerne på løbesedler til at fortsætte strejken. Politikkernes opråb blev derfor sønderrevet og højtalervognen der kom med budskabet om at genoptage arbejdet blev mødt med stenkast.
Strejken fortsatte derpå om mandagen den 3. juli til trods for et massivt pres fra politikere og organisationerne. Københavns Overborgmester Viggo Christensen fik lavet lister over de strejkende kommunalfolk, og truede med opsigelser hvis man ikke kom tilbage på arbejde. Borgmester H.P. Sørensen forsøgte i de tidlige morgen timer at få sporvognene ud at køre under politieskorte. Han stod selv på forperronen i den første vogn, men måtte vende hjem med knuste ruder, og først i løbet af eftermiddagen kom de i gang. Samtidig begyndte sympatistrejkerne at brede sig ud over Sjælland, nu ville man fra tysk side undgå at strejken skulle brede sig ud over hele landet. Derfor tilbød Best at ophæve særforanstaltningerne og holde Schalburg-korpset og de tyske patruljer inde.
Derpå henvendte de førende politiker sig for anden og sidste gang til københavnerne, denne gang over radioen, med en opfordring til at gå på arbejde tirsdag den 4. juli. Mellem halvdelen og en tredjedel startede dog først onsdag den 5.juni, efter at Frihedsrådet havde proklameret at strejken først sluttede om onsdagen.

Der var mange grunde til at værnemagten ikke gik ind og afsluttede strejken med militær magt, hvilket man sagtens kunne have gjort. En af de vigtigste faktorer var at Hitler tog kontakt til Best den 1. juli, hvor han i et raserianfald beskyldte Best for selv at have været medvirkende til konfliktens eskalering, idet han havde indført spærretid og henrettelser som straffemidler. Hitler ønskede snigemord og ikke offentlige henrettelser der kun skabte martyrer. Denne indgriben har højst sandsynligt været medvirken til, at Best var villig til indrømmelser for at få endt denne konflikt. En anden vigtig faktor var, at strejken begyndte at sprede sig.
På den måde endte den københavnske folkestrejke med et tysk tilbagetog og den københavnske befolkning fik opfyldt sine krav. Prisen var dog det blodigste sammenstød fra dansk side med besættelsesmagten under 2. Verdenskrig som resulterede i ca. 100 døde og næsten 600 sårede.

(LS)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
Hans Kirchoff: Sammenarbejde og modstand under besættelsen. En politisk historie. 2004

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Frihedsbudskabet

Budskabet blev sendt 4. maj kl. 20.35 på BBC. Det blev oplæst af danskeren Johannes G. Sørensen.

"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig."

Se også befrielsen maj 1945. og befrielsens baggrund i Europa.

(HSH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
 

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Frihedsrådet

Frihedsrådet blev stiftet 16. september 1943 i en lejlighed på Nørrebrogade. I rådet indgik de fire store modstandsorganisationer, der i realiteten var to politiske partier og to organisationer:

  • DKP, der gik i illegalitet 22. juni 1941

  • Dansk Samling, der blev involveret i det illegale arbejde i løbet af 1942

  • Frit Danmark, der blev stiftet i april 1942

  • Ringen, der grundlagdes i november 1941 under navnet Dansk Studiering, men først gik i fuld illegalitet i midten af 1943.

I pjecen Naar Danmark atter er frit fra november 1943 opstillede Frihedsrådet tre efterkrigskrav

  1. Genindførelse og fremtidssikring af demokratiet.

  2. Retsforfølgelse af folk, der havde optrådt unationalt og udrensning blandt rigsdags- og regeringsmedlemmer samt embedsmænd. Nedsættelse af en Parlamentarisk Kommission til undersøgelse af disses embedsførelse.

  3. Straffeforanstaltninger i henhold til dansk retsbevidsthed samt lovgivning med tilbagevirkende kraft under fastholdelse af gældende strafferammer.

I pjecen Frihedskamp og Frihedsråd fra maj 1944 erklærede rådet at ville opløse sig selv ved befrielsen.

Den københavnske Folkestrejke sommeren 1944 betød et vendepunkt for befolkningens indstilling til Frihedsrådet. Her lyttede befolkningen til Frihedsrådets opfordringer og ignorerede politikerne. Vendingen ”Hvad siger Frihedsrådet” fødtes som udtryk for den prestige, rådet havde vundet i befolkningen. Herefter stillede Frihedsrådet krav om regeringsdeltagelse efter befrielsen. I det såkaldte Kontaktudvalg, bestående af repræsentanter for socialdemokrater og konservative samt fra Frihedsrådet, stillede sidstnævnte krav om repræsentation af de fire modstandsorganisationer og af De frie Danske i befrielsesregeringen.

Et fælles socialt og økonomisk program, der skulle tegne modstandsbevægelsen politisk efter befrielsen, blev fremlagt af DKP og Dansk Samling på et møde 17. april 1945. Frode Jakobsen nedlagde veto, og det blev således Ringen, der fik den afgørende indflydelse på Frihedsrådets politik. Den laveste fællesnævner i Frihedsrådet var kravet om regeringsdeltagelse og det nationale program med dets krav om udrensning.

Gennem forhandlinger i Kontaktudvalget opnåede Frihedsrådet ni af de 18 ministerposter i befrielsesregeringen. Ved Oktobervalget 1945 opnåede modstandsorganisationerne repræsenteret ved DKP og Dansk Samling kun 12% af stemmerne. (22 ud af 148 mandater)

(MJ)

Litteratur:                                                                                                             Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. 2002.                                            Aage Trommer: Disse fem år 2001.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Frikorps Danmark

Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 valgte SS-chef Heinrich Himmler at forstærke hvervningen af SS-frivillige – heriblandt i Danmark. Den 25. juni 1941 gav SS tilladelse til at oprette en dansk militær enhed, der skulle til østfronten. Navnet på enheden var Frikorps Danmark. I propagandaen var formålet med korpset at bekæmpe kommunismen, og det var ikke et krav, at soldaterne var nazister. Korpsets første kommandant Christian Peter Kryssing var ikke nazist.

Hvervningen til Frikorps Danmark blev ledet af DNSAP. I august 1941 havde over 1000 meldt sig til korpset, og træningen af soldaterne foregik under tysk ledelse – først i nærheden af Hamburg og siden hen i Treskau, Polen. Korpset fik materiel støtte fra den danske hær i form af opklodsede køretøjer.

Kommandant Kryssing var stor modstander af den politiske og nazistiske skoling, som SS ønskede. Det førte til at Kryssing blev afsat og erstattet af SS-officer Christian Frederik von Schalburg.

I maj 1942 blev Frikorps Danmark fløjet til Rusland og blev sat ind ved Demjansk. Kommandant von Schalburg blev dræbt 2. juni 1942 og blev først afløst af en tysk kommandant, Lettow-Vorbeck, og siden hen af Knud Børge Martinsen. Under kampene skød Frikorpset et ukendt antal sovjetiske fanger. I august blev korpset trukket tilbage. 73 Frikorpsfolk havde mistet livet og 274 var blevet såret.

850 medlemmer af Frikorps Danmark tog i september 1942 på orlov i Danmark. DNSAP ønskede at fejre soldaterne, men orloven udviklede sig dramatisk pga. en række optøjer.

I december 1942 blev Frikorps Danmark endnu en gang sendt til fronten. I maj 1943 blev korpset nedlagt. Flere af de frivillige havde bindende kontrakter med SS, og de Frikorpsfolk, der ikke fik tilladelse til at rejse hjem, blev underlagt SS Division Nordland.

Under retsopgøret blev alle, der havde været medlem af Frikorps Danmark retsforfulgt.

(HSH)

Litteratur:                                                                                                              Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.                                        Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.                                                   John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 - og derefter. 2002.                                 Claus Bundgård Christensen m.fl: Under Hagekors og Dannebrog: Danskere i Waffen SS. 1998.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Frit Danmark – Et illegalt blads historie 

Frit Danmark var et af de største illegale blade. Bladet og organisationen bag blev grundlagt i foråret 1942. Ideen med Frit Danmark var, at der skulle dannes et illegalt forum, hvor alle politiske meninger kunne komme til ordet, på nær de som var tyskvenlige. 

Igennem samarbejde mellem John Christmas Møller fra de konservative og Aksel Larsen fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) blev der skabt et tværpolitisk talerør i opposition til samarbejdspolitikken og den tyske besættelsesmagt. Bag bladet kom der til at stå en landsdækkende organisation. DKP kom i starten til at lede produktionen af bladet, idet partiet allerede havde en organisation, som udgav det illegale Land og Folk. Den organisatoriske opbygning af Frit Danmark lignede også kommunisternes apparat med en central ledelse, som udformede bladet og styrede lokale grupper i provinsen.

Et redaktionsudvalg kom til at fungere som drivkraften bag bladet med Børge Houmann (DKP) i spidsen. Redaktionen måtte finde nye medlemmer undervejs, fordi flere medlemmer af redaktionen blev arresteret. Første gang redaktionen blev revet op, var i december 1942. Det forhindrede dog ikke bladet i at udkomme, da nye kræfter stod klar til at overtage arbejdet.

Det første nummer af Frit Danmark blev udgivet i april 1942 med et oplag på 5000 eksemplarer. Oplagstallet steg voldsomt fra 1942-1945, og i de sidste fire måneder af besættelsen lå antallet på 125.000 eksemplarer pr. nr. Hver måned blev der trykt et hovednummer af bladet, hvorefter det blev fordelt til lokale grupper rundt om i landet, som trykte eller duplikerede bladet og distribuerede det. Frit Danmark blev finansieret igennem indsamlinger, samt ved salg af mærker og illegale bøger.

Holdningsmæssigt var Frit Danmark fra september 1942 positivt indstillede over for sabotage. Bladet  forsøgte at bekæmpe den udbredte antikommunistiske holdning. Ved folketingsvalget i marts 1943 opfordrede Frit Danmark befolkningen til at stemme blankt. Opfordringen fik dog ikke gennemslagskraft.  I 1943 under Augustoprøret tog bladet mere forsigtige standpunkter, og det opfordrede ikke til generalstrejke. Efter Augustoprøret indgik Frit Danmark samarbejde med Frihedsrådet og blev nu dets talerør. Da samarbejdsregeringen trådte tilbage i 1943, fokuserede bladet i højere grad på fremtiden, hvor man ønskede forbedring af den brede befolknings økonomiske og social kår. I den forbindelse udtrykte bladet ønske om udbygning af demokratiet. Herudover blev der særligt sat fokus på det kommende retsopgør, hvor synspunktet i artikler af bl.a. Mogens Fog var, at der skulle gøres op med besættelsestidens forskellige forseelser.

Frit Danmark fortsatte som dagblad efter befrielsen. Det blev videreført indtil 1982 med Kate Fleron som redaktør.

(HS)

Litteratur:                                                                                                              Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.                                          Hans Kirchhoff og Aage Trommer (udg.): Vor kamp vil vokse og styrkes. Dokumenter til belysning af Danmarks Kommunistiske Partis og Frit Danmarks virksomhed 1939-1943/44. 2001.                                                                                                                    Hans Snitker: Frit Danmark. Bladet og organisationen. 1977.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Frøslevlejren

Frøslevlejren er betegnelsen for den interneringslejr, som blev opført nær Padborg fra marts 1944, og som i de sidste halvandet år af krigen kom til at fungere som fangelejr for de danskere, som tyskerne havde anholdt og ønskede interneret.

Årsagen til at Frøslevlejren blev oprettet var, at tyskerne efter 29. august 1943 påbegyndte større deportationer af danske fanger til koncentrationslejrene i Tyskland. På baggrund af denne udvikling henvendte de danske myndigheder sig til den tyske Rigsbefuldmægtigede Werner Best og fremlagde et forslag om etablering af en interneringslejr på dansk jord. De danske myndigheder håbede, at det med oprettelsen af Frøslevlejren ville være muligt at undgå, at danske fanger blev deporteret til kz-lejrene og de elendige forhold, som gjorde sig gældende her. Myndighederne i Danmark ønskede at få den tyske besættelsesmagt til at sende danske fanger til en interneringslejr på dansk grund, hvor det ville være lettere at holde opsyn med forholdene og evt. forhandle sig frem til bedre forhold. Forslaget om en interneringslejer i Danmark blev mødt positivt af de tyske myndigheder, og d. 13 august 1944 ankom de første 750 fanger til Frøslevlejren.

Med opførelsen af Frøslevlejren havde de danske myndigheder fået en aftale om, at deportationerne af danske fanger til tyske kz-lejre skulle ophøre.

Denne aftale brød de tyske myndigheder kort tid efter, at Frøslevlejren havde modtaget sine første fanger. Tyskerne sendte i september 1944 195 frøslevfanger til kz-lejr i Tyskland. Overførslen af fanger fra Frøslev til tyske kz-lejre fortsatte gennem krigen, og ca. 1600 fanger blev overført fra Frøslev til forskellige kz-lejre bl.a. Buchenwald og Neuengamme. Herudover lykkedes det ikke de danske myndigheder at få hentet danske fanger i tyske kz-lejre tilbage til Frøslev. En egentlig hjemtransport af nordiske fanger i tyske kz-lejre kom først i stand med de hvide busser.

Organisationen i Frøslevlejren

Lejren kaldtes Polizeigefangenenlager Frøslev (Politifangelejr Frøslev) og hørte under det tyske Sikkerhedspoliti, men det var det danske fængselsvæsen, der sørgede for bl.a. fangernes forplejning. Dette er medvirkende til, at organisationen i Frøslevlejren er noget særegent, og lejren kan ikke sammenlignes med de ´almindelige´ tyske kz-lejre. At det var det danske fængselsvæsen, der sørgede for fangernes forplejning og ikke tysk personel, var en fordel for de danske fanger. Tvangsarbejde var, som i mange af de tyske kz-lejre, også en del af hverdagen i Frøslev, men Frøslevlejrens fanger var i højere grad forskånet for vold, tortur og drab, som ellers hørte til dagliglivet i de tyske kz-lejre.  Frøslevlejren adskiller sig ligeledes ved, at det selvstyre, som fangerne etablerede, kom til at virke som et værn mellem fangerne og de tyske myndigheder. Således kom selvstyret i lejren til at stå for en overvejende del af den daglige drift, såvel som de selv planlagde og organiserede det arbejde, som tyskerne forlangte.

De interne forhold mellem fangerne har tilsyneladende også været mindre konfliktfyldt, end tilfældet var i kz-lejrene. Dette kan forklares med den ensartethed, der var mellem fangerne, der næsten alle var politiske fanger, dvs. modstandsfolk,  sammen med det faktum, at der ikke i samme grad var mangel på mad m.m., som kunne føre til interne kampe mellem fangerne.

Som et resultat af lejrens særegne organisation og virkemåde er Frøslevlejren blevet betegnet som ”verdens mærkeligste kz-lejr”.

Fra Frøslevlejren blev taget i brug d. 13. august 1944 med ankomsten af 750 fanger og frem til befrielsen i maj 1945 havde over 12.000 fanger passeret lejren. Frøslevlejren var bygget til ca. 1500 fanger, men i marts 1945 var belægningen i lejren på over 3000 fanger. Dette har klart forværret forholdene i lejren, men sammenlignet med situationen i andre tyske kz-lejre, var leveforholdene og forplejningen stadig langt mere tålelige.

Levevilkår og forplejning

Pga. den særlige organisation i Frøslevlejren med et omfattende dansk fangeselvstyre, så var levevilkårene som nævnt i lejren betydelig bedre, end det var tilfældet i de andre tyske kz-lejre. Det danske fængselsvæsen, som bestod af ca. 12 mand, var placeret lige uden for det egentlige lejrområde, mens dens base inde i lejren var i lejrkøkkenet. At det danske fængselsvæsen var tilstede havde stor betydning for levevilkårene i lejren, da forplejning, medicinalvareforsyning og visse andre forsyninger kom til at sortere under fængselsvæsnet. Dermed var de danske fanger i lejren bedre stillet mht. forplejning m.m., end tilfældet var for andre kz-fanger.

Det skal påpeges, at det danske fængselsvæsen ikke havde formelle beføjelser til eksempelvis at ændre i retningslinierne for driften af lejren. Tilstedeværelsen af det danske fængselsvæsen og det omfattende fangeselvstyre har dog uden tvivl været en kraftig medvirkende årsag til, at forholdene i lejren var langt mere tålelige, end det var tilfældet i de andre kz-lejre. Dødeligheden i Frøslevlejren  lå således også på et markant lavere niveau sammenlignet med andre kz-lejre.

Man kan derfor med rette argumentere for, at Frøslevlejren var en genspejling af det besatte Danmark, og de helt særlige forhold, som gjorde sig gældende her. (se samarbejdspolitikken)

Ved befrielsen i maj 1945 blev Frøslevlejrens fanger løsladt, og lejren blev hurtigt omdannet til en interneringslejr for personer, der var mistænkt for samarbejde med tyskerne eller som man mente var i fare for at blive lynchet. Frøslevlejren ændrede således navn til Faarhuslejren, og fungerede frem til 1949 som fængsel for de landssvigere, der under Retsopgøret var blevet idømt fængselsstraf.

Flere af de indsatte i Frøslevlejren har efter krigen udgivet deres personlige erindringer om opholdet og livet i Frøslevlejren. Således er bl.a. Hans Mørups bog ”På fløjen” et velskrevet bidrag, der hjælper til at opnå et godt indblik i livet som fange i en tysk kz-lejr. Herudover giver Jørgen Mågårds bog: ”Fanger i Frøslevlejren 1944-1945” en god indføring i Frøslevlejrens historie og fangernes forhold.

Frøslevlejren fungerer i dag som et museum, hvor det er muligt at få et indblik i forholdene og livet som dansk fange i Frøslevlejren i perioden 1944-1945. Herudover åbner Frøslevlejrensmuseum snart en permanent udstilling om Faarhuslejren. (Se http://www.froeslevlejrensmuseum.dk/

 

Litteratur:

Gads leksikon om den danske besættelsestid 1940-1945.                                                 Henrik Skov Kristensen: Fra Frøslevlejr til Faarhuslejr. Brud og kontinuitet i en lejrverden, in Johnny Lauersen m.fl. (red.): I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen.         Jens Mørup 2000. På fløjen.                                                                                     Jørgen Mågård 1988. Fanger i Frøslevlejren 1944-1945.

http://www.froeslevlejrensmuseum.dk/

 (CMC)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Fugleflugtslinien

Da Hitler i 1933 blev Tysklands rigskansler, satte han massive offentlige arbejder i gang. Under krigen skulle der opbygges en infrastruktur for at få en fremtidig europæisk ny-ordning til at hænge sammen, og Tyskland forventede, at nabolandene fortsatte anlægget af motorveje og jernbaner på deres side af grænserne.

I Danmark tiltrådte Gunnar Larsen som trafikminister den 8. juli 1940, og han blev kort efter præsenteret for tyske planer om, at man påbegyndte arbejdet til en trafikforbindelse på begge sider af Femern Bælt. Den danske del skulle være en forbindelse fra Rødby på Lolland og videre over Falster og Sjælland til Øresund. Projektet kaldtes fugleflugtslinien og ville få Norge og Sverige til at hænge sammen med det tyske jernbane- og motor-vejsnet. I Danmark kunne man godt se de beskæftigelsesmæssige muligheder i store offentlige arbejder, og desuden var samarbejdet med de tyske myndigheder et mål i sig selv, for den tætte politiske - og faglige forståelse - mellem den danske trafikminister Gunnar Larsen og den tyske rustningsminister Fritz Todt kunne senere vise sig at have store fordele.

Arbejdet gik i gang på Lolland allerede i september 1941. Det første spadestik til fugleflugtslinien blev taget af trafikminister Gunnar Larsen, der under udførelse af opgaven knækker skaftet på sin spade. Situationen blev overværet af en række prominente gæster samt pressen, og et meget berømt avisbillede fra besættelsestiden viser uheldet. Der var måske lidt symbolik i hændelsen, idet projektet ikke nåede langt. Den tyske krigsførelse satte en stopper for det tyske engagement i byggeriet, da projektet ikke havde et direkte krigsvigtigt formål. Planerne blev dog ikke glemt, og i 1963 kunne denne forbindelse mellem Skandinavien og Tyskland endelig indvies.

(KMA)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Færøerne

Færøerne blev under 2. verdenskrig besat af britiske styrker. Besættelsen varede fra 12. april 1940 og frem til september 1945. Årsagen til besættelsen var først og fremmest at briterne ville undgå, at tyskerne anvendte øerne som base i Nordatlanten. I løbet af de fem år var der kun få krigshandlinger rettet mod den britiske flåde på Færøerne. Da der var flest besættelsestropper på øerne, var antallet cirka 8000, og allerede fra foråret 1944 var de fleste tropper væk igen. Besættelsen fik stor betydning for uafhængighedskræfterne på Færøerne, hvor der i forvejen var utilfredshed med det danske styre. I det færøske lagting var der flertal for, at forholdet til Danmark skulle ændres. At Danmark var blevet besat af Tyskland blev brugt som argument for, at Danmark havde mistet sin suverænitet, og derfor skulle lagtinget overtage styret med øerne. Man forsøgte fra færøsk side at få britisk opbakning til dette, men briterne bakkede op om de gældende forhold. Efter 29. august 1943 forsvandt grundlaget for at bruge Danmarks suverænitet som årsag til selvstyre, og resten af krigen forløb politisk roligt på øerne. Besættelsen var en økonomisk gevinst for øerne og på det sociale og kulturelle område fik briternes tilstedeværelse også stor indflydelse. En del kvinder blev gift med britiske soldater, og en del børn var resultatet af fraterniseringen (intim omgang) mellem briterne og de færøske kvinder.

(HSH)

Litteratur:                                                                                                              Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. 2002.                                             Niels Arne Sørensen: Storbritannien og Det Færøske Styre 1940-45. I Historie 1998, 2, s. 193-221.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Faarhuslejren

Da Danmark blev befriet d. 5. maj 1945, blev Frøslevlejren ryddet for de tilbageværende danske fanger, som var blevet interneret af den tyske besættelsesmagt. Frøslevlejren, som i sommeren 1945 skiftede navn til Faarhuslejren, kom herefter til at fungere først som en interneringslejr og senere som en dansk statslig straffelejr for de landssvigere, som under Retsopgøret var blevet dømt til fængselsstraf.

De første fanger ankom til Faarhuslejren natten til d. 7. maj 1945. Fra maj til juni 1945 voksede antallet af internerede i lejren til ca. 3200. Blandt de internerede var langt størstedelen mænd, som tilhørte det tyske mindretal, og som i et eller andet omfang havde gjort tysk krigstjeneste.

Udover mænd fra det tyske mindretal blev danske statsborgere, der havde gjort tjeneste i f.eks. Gestapo, eller som var blevet straffet for på anden måde at have arbejdet for tyskerne, også sendt til Faarhuslejren. Herudover blev ca. 180 kvinder interneret i en særlig kvindeafdeling i lejren, såvel som allierede krigsfanger gjorde kortere eller længerevarende ophold i lejren, inden de blev sendt videre til allierede fangelejre.

Organisationen i Faarhuslejren

Organisationen og lejrledelsen i Faarhuslejren kom i høj grad til at ligne den, som havde været gældende i Frøslevlejren. Den første øverste kommandant for lejren blev den tidligere frøslevfange og leder af fangernes lejrforvaltning P. M. Digmann. Digmann overførte mange af sine erfaringer  omkring organisation og ledelse til Faarhuslejren. Digmann begrænsede dog fangeselvstyret i Faarhuslejren, så dette ikke varetog opgaver omkring arbejdsledelse og driftskontor, som det ellers havde været tilfældet i Frøslevlejren. D. 5. juli 1945 blev P. M. Digmann afløst som øverste kommandant, men organiseringen og den interne ledelse i Faarhuslejren blev der ikke ændret betydeligt på.

 Faarhuslejren som symbol og museum

Hvor Frøslevlejren står som et symbol på den tyske besættelsesmagt og den danske modstandskamp, så er Faarhuslejren blevet et symbol på Retsopgøret, det opgør hvor man efter befrielsen retsforfulgte landssvigere, økonomiske kollaboratører, danske nazister m.m.

Faarhuslejren fungerede som statslig straffelejr frem til 1949, hvor de sidste fanger forlod lejren. Frøslevlejren fungerer i dag som et museum, hvor det er muligt at få et indblik i forholdene og livet som dansk fange i Frøslevlejren i perioden 1944-1945. Herudover åbner Frøslevlejrensmuseum snart en permanent udstilling om Faarhuslejren. (Se http://www.froeslevlejrensmuseum.dk/)

Litteratur:                                                                                                              Gads leksikon om den danske besættelsestid 1940-1945.                                                 Henrik Skov Kristensen: Fra Frøslevlejr til Faarhuslejr. Brud og kontinuitet i en lejrverden, in Johnny Lauersen m.fl. (red.): I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen.

(CMC)

 A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

 

 

 

   

Opdateret 30-06-2008