Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

Opslag i Esbjerg i befrielsesdagene. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lastbil med generator monteret bag førerhuset. Billedet er fra Ribe. (HSB)

Klik for større billede.

 

 

   

 

Leksikon

B

Befrielsen maj 1945

Fredag den 4. maj kl. 20.35 om aftenen nåede frihedsbudskabet til Danmark. Tusindvis fejrede befrielsen på gaden, hvor mørklægningsgardiner blev smidt på bålene, og lysene blussede. Ikke alle jublede. Modstandsbevægelsen gennemførte tusindvis af interneringer af de forskellige landssvigere i løbet af befrielsesdagene, der blev nogle af besættelsestidens mest blodige. Den tyske kapitulation trådte i kraft om morgenen 5. maj kl. 08.00. Om aftenen landede en lille britisk styrke med generalmajor Dewing i spidsen i København, hvor han modtog den formelle tyske kapitulation. Den 7. maj krydsede britiske styrker grænsen ved Kruså. De britiske styrkers opgave var at afvæbne tyskerne, før de vendte tilbage til Tyskland. Den 12. maj kørte feltmarskal Montgomery i triumftog gennem Københavns gader. Med Rigsdagens åbning 9. maj tiltrådte en ny dansk regering, befrielsesregeringen.  Den 13. maj trådte det danske politi igen i funktion.

(HSH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Henning Poulsen og Aage Trommer: Den anden verdenskrig. 1995.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Befrielsens baggrund i Europa

Efter slaget ved El-Ala’mein i efteråret 1942, slaget ved Stalingrad vinteren 1942-43 og D-dag 6. juni 1944 var krigslykken vendt for de tyske hære. I februar 1945 blev de første streger til et nyt Europakort tegnet på en konference for de allierede i Jalta på Krim. (se Jalta-konferencen). I løbet af foråret 1945 trængte de allieredes styrker længere og længere ind i de tysk besatte og tyske områder i Europa, og Tyskland blev mere og mere trængt på krigens fronter. I Danmark var det ikke længere et spørgsmål, hvorvidt tyskerne ville blive besejret. Nu var spørgsmålene, hvornår og hvem der ville befri landet – russerne eller englænderne. (se befrielsen i Danmark). Den 30. april 1945 begik Hitler selvmord, og Storadmiral Dönitz blev udnævnt til Hitlers efterfølger. I maj måned 1945 stod de vestallierede styrker vest for Berlin og de sovjetiske ved floden Oder øst for Berlin.

Vestfronten
De vestallierede styrker havde planlagt at erobre Rhinlandet i januar 1945. Denne plan blev udskudt til februar, fordi Ardenneroffensiven kom i vejen. Ardenneroffensiven var fra tysk side ment som en afledningsmanøvre, og virkningen af den blev, foruden at forpurre erobringen af Rhinlandet, at forholdet mellem den amerikanske general Eisenhower på den ene side og brigadegeneral de Gaulle og feltmarskal Montgomery på den anden side blev præget af mindre uoverensstemmelser. De Gaulle ønskede ikke at rømme sine stillinger ved Strassbourg og derved miste byen, og Montgomery kæmpede en forgæves kamp for at få overdraget ledelsen af operationerne på landjorden.

I begyndelsen af februar begyndte Montgomerys felttog frem mod Rhinen, som blev nået ca. en måned senere den 7. marts. Ud over etableringen af dette vigtige brohoved blev luftoffensiven mod Tyskland forøget med op til syv gange af, hvad omfanget havde været det foregående år ved samme tid. I krigens sidste måneder blev der fra de vestallieredes side kastet ca. 480.000 tons bomber over Tyskland. Det gik hovedsagligt ud over olieproduktionen, infrastrukturen og tyske byer, som fx Dresden, der blev bombet 13. februar med et tabstal på omkring 35.000 civile. Også Pforzheim og Kiel blev meget hård medtaget i den sidste krigstid.   

Den 22. marts blev endnu et brohoved skabt ved Rhinen, 23. marts satte Montgomery et angreb i gang, og snart fulgte amerikanske styrker med over Rhinen. Modstanden på vestfronten var ikke særlig stor længere, og Montgomery og Churchill regnede med snart at kunne stå i såvel store dele af Tyskland som  i Berlin. Dette ville Eisenhower ikke være med til, så et angreb mod Berlin blev udskudt, alt i mens de amerikanske styrker indtog størstedelen af det vestlige Tyskland. Således gik det til, at Montgomery 19. april stod ved Elben syd for Hamborg, og befrielsen af Danmark syntes at nærme sig. Undervejs i forløbet tog de vestallierede styrker mange tyske fanger. Alene i første halvdel af april blev der taget trekvart mio. fanger. I maj måned stod de vestallierede styrker umiddelbart vest for Berlin.

Østfronten
I øst begyndte den sovjetiske offensiv 12. januar 1945, hvilket var tidligere end oprindeligt planlagt. Årsagen dertil var muligvis at aflaste styrkerne på vestfronten. Den sovjetiske front rykkede frem med stor hast (50-70 km pr. dag) og knuste ikke bare den tyske hær, men var også særdeles grusom over for den civile tyske befolkning, der i stor udstrækning flygtede nordpå for at undgå ”Der Iwan”. Omkring 2 mio. skal have nået Østersøen og blive fragtet videre af den tyske marine. Heraf endte ca. 250.000 tyske flygtninge i Danmark. Det lykkedes sovjetiske styrker at erobre Budapest 3. februar 1945 efter måneders kampe. I den følgende tid forberedte Sovjetunionen en vinteroffensiv i Polen. Her blev næsten 4 mio. af den 6,9 mio. store felthær mobiliseret. Dertil kom 10.000 kampvogne og næsten 8000 fly. De tyske styrker var ikke nær så store. Der var ”kun” 1 mio. mand, 700 kampvogne og 500 fly. Hitler troede ikke på den sovjetiske hærs størrelse og afslog derfor at sende reserver til østfronten.

Den 15. februar 1945 var de sovjetiske styrker beordret klar til at angribe Berlin. Angrebet blev aflyst 6. februar, efter al sandsynlighed fordi Stalin ville afvente, at de vestallierede styrker nåede længere frem på den modsatte front. Østfronten forblev dermed ved floden Oder, og ved indtagelsen af Wien 13. april 1945 var stort set hele baglandet erobret. Tilbage stod Berlin, hvor også Hitler befandt sig. Eisenhower beordrede tyngden af angrebet vendt mod Leipzig. Stalin indvilgede, men lod alligevel de sovjetiske styrker påbegynde belejringen og erobringen af Berlin 25. april. Til dette formål havde de 2,5 mio. mand med 6000 kampvogne og 7000 fly. Den 2. maj, tre dage efter Hitlers selvmord, var Berlin på sovjetiske hænder. Tabstallene for de russiske styrker var 300.000 døde og sårede.

Victory in Europe – VE-dag  
VE-dag er betegnelsen for 8. maj 1945 - den dag krigen i Europa var forbi. Tyskerne underskrev totalkapitulationen i henholdsvis Reims 7. maj og i Berlin 8. maj. På det tidspunkt havde mange tyskere nået at flygte til den vestlige besættelseszone (se også Jalta-konferencen) - hellere ”die Amis” og ”die Tommies” (amerikanerne og englænderne) end ”der Iwan” (russerne). I Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tog det lidt længere tid, inden freden kom. Det skete 11. og 15. maj, og for resten af verden blev 2. verdenskrig først afsluttet, da japanerne overgav sig efter at være blevet bombet af amerikanerne med A-våben i august 1945.

(HSH

Litteratur:
Claus Bundgård Christensen (red.): Anden Verdenskrig : leksikon. 2004.
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. 2002.
Henning Poulsen, Aage Trommer og Hans Kirchhoff: Den 2. verdenskrig. 2003.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Befrielsesregeringen

Befrielsesregeringen er betegnelsen for den foreløbige regering, der uden valg blev nedsat ved befrielsen efter forhandlinger mellem Frihedsrådet og de politiske partier. Frihedsrådet repræsenterede modstandsbevægelsen, mens de politiske partier havde stået bag den af modstandsbevægelsen forhadte samarbejdspolitik, og de to parter havde længe før befrielsen indledt kampen om politisk indflydelse efter besættelsen. I forbindelse med Folkestrejken i København sommeren 1944 havde folkestemningen været på Frihedsrådets side og vendt imod politikerne. På den baggrund havde rådet i august 1944 krævet, at der ikke måtte dannes regering uden om modstandsbevægelsen. Fra årsskiftet 1944/45 foregik forhandlingerne i det såkaldte ”Kontaktudvalg”, bestående af repræsentanter for Frihedsrådet og for socialdemokrater og konservative.

Frihedsrådet stillede følgende krav til den kommende regering:

1. De fire modstandsorganisationer i rådet samt De frie Danske i udlandet skulle repræsenteres.

2. Ministerposterne skulle fordeles ligeligt mellem partierne og modstandsbevægelsen.

3. Ministre fra Scavenius-regeringen skulle udelukkes fra deltagelse.

Forhandlingerne resulterede i en regering med 18 medlemmer ligeligt fordelt på begge parter:

De politiske partier i befrielsesregeringen

Socialdemokrater

 

Statsminister Vilhelm Buhl
Finansminister H.C. Hansen
                                                       Arbejds- og socialminister Hans Hedtoft
Minister for offentlige arbejder Carl Pedersen

Konservative

Forsvarsminister Ole Bjørn Kraft
Handelsminister Vilhelm Fibiger

Venstre

Indenrigsminister Knud Kristensen
Landbrugsminister Erik Eriksen

Radikale Undervisningsminister A. M. Hansen

Modstandsbevægelsen i befrielsesregeringen

Frie Danske i udlandet

Udenrigsminister John Christmas Møller
Minister uden portefølje (fagområde) Henrik von Kauffmann

Ringen

Justitsminister Niels Busch-Jensen

Minister uden portefølje (fagområde) Frode Jakobsen

Frit Danmark Minister for særlige anliggender Mogens Fog
Kommunisterne

Trafikminister Alfred Jensen
Minister uden portefølje (fagområde) Aksel Larsen

Dansk Samling

Kirkeminister Arne Sørensen
Minister uden portefølje Kristen Juul Christensen

Fordelingen af ministerposterne var gunstig for politikerne, der foruden statsministerposten havde sikret sig kontrollen med statsfinanserne samt arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Politikerne fik opfyldt deres overordnede strategiske mål: Ved at give indrømmelser på konkrete spørgsmål fik de passiviseret modstandsbevægelsen og fjernet den som politisk faktor. Samtidig var det lykkedes for politikerne at blive anerkendt som ”medkæmpere” på modstandsbevægelsens side og få udvisket modsætningen mellem den officielle politik og modstandslinien. Modstandsorganisationerne formåede trods uenigheder om detaljer at stå sammen om de fælles krav om retsopgør og erstatning til frihedskampens ofre.

Befrielsesregeringen fungerede fra Rigsdagens (se Politik under besættelsen) åbning 9. maj 1945 til Oktobervalget 1945. Det tvungne samarbejde i Befrielsesregeringen cementerede et syn på besættelsen, der er blevet kaldt grundfortællingen om besættelsestiden, og som gjorde modstandskampen til den eneste legitime reaktion over for besættelsesmagten og gav politikerne rollen som ”medkæmpere”.

(MJ)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen. En politisk historie. 2001.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Best, Werner (1903-1989)

Werner Best var tysk Rigsbefuldmægtiget i Danmark fra november 1942 frem til befrielsen i maj 1945. Som Rigsbefuldmægtiget var han den øverste tyske politiske repræsentant i Danmark.
Best havde siden 1920´erne haft tætte kontakter til det højreekstremistiske miljø og var bl.a. forfatter til Boxheimer- dokumenterne, hvori han lancerede en plan for likvideringer af politiske modstandere efter et nazistisk kup.

Best, der var uddannet jurist, meldte sig i 1930 ind i det tyske nazistparti NSDAP, og kom bl.a. pga. sine juridiske kundskaber og sit organisationstalent til at gøre karriere inden for SS og Gestapo. I 1935 blev han udnævnt til leder for administrations- og personaleafdelingen i Gestapo, og Best anses for en af hovedmændene bag sammenlægningen af politiet og SS, bl.a. var Best forfatter til standardværket om det tyske politi.

I 1940 blev han forflyttet til Frankrig og tildelt posten som leder af den civile forvaltning ved den tyske militærkommando. I 1942 blev Best kaldt hjem fra Frankrig til det tyske Udenrigsministerium, og blev i november 1942 efter Telegramkrisen sendt til Danmark, hvor han efterfulgte Renthe-Fink som Rigsbefuldmægtiget. Fra Berlin havde Best fået instrukser om at indlemme Danmark i Det tyske Rige ved at benytte så få ressourcer som muligt og uden brug af terror eller militær magt. Best var klar over, at en sådan opgave kun ville være succesfuld, hvis samarbejdet og forhandlingerne med den danske regering fortsatte. Best var derfor fortaler for, at videreføre samarbejdspolitikken med den danske regering og var bevidst om, at samarbejdspolitikken også krævede indrømmelser fra tysk side. Således var Best bl.a. medvirkende til, at der ved regeringsskiftet i november 1942 ikke blev udnævnt nazistiske ministre i Scavenius nye regering til trods for, at dette var et krav fra Berlin. Best var af den opfattelse, at hvis man fra tysk side tvang den nye regering til at inkludere DNSAP med Frits Clausen i spidsen, ville det være ødelæggende for den atmosfære af tillid, som Best forsøgte at etablere til den danske regering.

Bests forhandlingspolitik var forholdsvis succesfuld i første halvdel af 1943, men i takt med befolkningens stigende utilfredshed med samarbejdspolitikken og den stigende sabotage mod besættelsesmagten, blev det mere og mere vanskeligt for Best at overbevise Berlin om, at forhandlingskursen var den rette i Danmark. Med Augustoprøret i 1943 var de formelle rammer for forhandlingspolitikken sprængt.

Best vedblev på posten som Rigsbefuldmægtiget efter begivenhederne i sensommeren 1943, men tabte fra 1943 og frem til befrielsen mere og mere af sin magt til det tyske militær og politi. Et udtryk for denne tabte magt er bl.a. politiaktionen 19. september 1944, hvor det danske politi blev opløst, en aktion som sandsynligvis foregik bag Bests ryg.

Bests funktion i besættelsens sidste 18 måneder blev præget af den voksende tyske polititerror, som bl.a. jødeaktionen i oktober 1943 er et udtryk for. Best iværksatte selv aktionen mod de danske jøder, men samtidig ved man, at Best lækkede afgørende oplysninger om datoen for aktionen og dermed advarede jøderne. Bests motiver omkring jødeaktionen har været diskuteret intenst i efterkrigstiden men spørgsmålet om, hvorfor Best spillede denne dobbeltrolle, er aldrig helt klarlagt.

Best blev efter befrielsen interneret og i 1948 dømt til døden ved byretten. Højesteret idømte ham tolv års fængsel i 1950. Werner Best blev benådet og udvist af Danmark i 1951.

Der er ingen tvivl om, at Best spillede en central rolle i forhold til, at den tyske besættelsesmagt opretholdt en moderat kurs over for Danmark. Denne kurs skal dog ikke forveksles med, at Best kan betegnes som ”moderat” nazist. Best var bl.a. medvirkende til organiseringen af terroren i Polen i 1939, såvel som han var med til at organisere deportationen af de franske jøder til Auschwitz i 1942. I 1969 blev Best anklaget for sin medvirken til drabene på 8000 polske jøder og intellektuelle, men sagen blev opgivet i 1972 pga. Best’ dårlige helbred.

Werner Best døde i 1989 – 86 år gammel.

 (CMC)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

BOPA

BOPA var den første centralt organiserede sabotageorganisation i Danmark. Forkortelsen BOPA dækkede over navnet Borgerlige Partisaner. Oprindeligt kaldte organisationen sig KOPA, hvilket var kort for Kommunistiske Partisaner. Navnet BOPA opstod, da man begyndte at inddrage ikke-kommunister i sabotagearbejdet.

Organisationen havde rødder i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og de første sabotager blev i løbet af sommeren 1942udført af omkring 15 kommunister. De ikke-kommunistiske medlemmer, som mest bestod af studerende og gymnasiaster, kom først til efter nytåret 1943, og det var ved deres inddragelse, de kommunistiske medlemmer som en morsomhed fandt på navnet Borgerlige Partisaner (BOPA). Organisationen, der eksisterede i ca. tre år, nåede at tælle ca. 400 mand, men ved befrielsen var antallet dog nede på 175. Ca. 40 medlemmer af organisationen blev dræbt i løbet af besættelsen. BOPA opererede i København, og blandt de mest spektakulære aktioner var sabotagen mod Riffelsyndikatet i juni 1944.

Vil man danne sig et billede af, hvor stor betydning BOPAs aktioner havde, kan man se på, hvor stor en del af de beløb, der blev udbetalt af krigsskadeforsikringer, der var forårsaget af BOPAs sabotager. I alt tegnede organisationen sig for 48 % af de samlede udbetalte erstatninger for sabotageskader på dansk industri. BOPA stod desuden bag en del stikkerlikvideringer i København. Det officielle tal lyder på 36.

Da kommunisterne gik under jorden i løbet af sommeren 1941, blev forskellige illegale aktiviteter straks indledt. Men i det kommunistiske parti var der delte meninger om, hvorvidt egentligt sabotagearbejde var vejen frem. Man mente ganske enkelt ikke, at opbakningen i befolkningen var tilstrækkelig stor. Ikke desto mindre blev det fra centralt hold besluttet at indlede sabotagearbejdet 9. april 1942. De planlagte aktioner lykkedes imidlertid ikke, da de brændbare midler, som blev benyttet, ikke ville fænge. Man fik mere succes med brandattentaterne i løbet af sommeren 1942, men indenfor DKP var man stadig i tvivl om befolkningens holdning til sabotagen. I efteråret 1943 blev en egentlig leder til at organisere sabotagen indsat. Det var den tidligere skibsbygger Eigil Larsen.

Eigil Larsen udviklede i foråret 1943 en slags håndbog for sabotagearbejde, der blev døbt ”Kogebogen”. Bogen gav ikke blot oplysninger om, hvordan der kunne fremstilles sprængstof og bomber, men den gav også oplysninger om sabotagemål som fx jernbaner og broer, og endelig gav den retningslinjer for sikre kommandoveje for illegalt arbejde. I løbet af foråret 1943 begyndte man også at inddrage folk i arbejdet, der ikke kom fra kommunisternes egne rækker. Det var fortrinsvis studerende og gymnasiaster, der var frustrerede over, at forældregenerationen ikke udviste større modstand mod besættelsen. De unge var ofte langt mere indstillede på aktiv modstand end de ældre, som det også sås med den første modstandsgruppe Churchill-klubben. De nye medlemmer i BOPA havde også typisk udført mindre sabotageaktioner som fx hærværk og brandstiftelse på egen hånd, inden de kom ind i organisationen.

I løbet af sommeren 1943 lykkedes det også at udvide organisationen med nogle lærlinge og svende fra en del af de største industrivirksomheder i København. Det drejede sig bl.a. om Burmeister og Wain og General Motors. Når man på den måde havde interne kontakter i virksomhederne, var det også nemmere at gennemføre sabotageaktioner udenom vagterne og på den måde uden voldsomme kampe. Det var ligeledes fremmende for sabotagens succes, at BOPA i foråret 1943 fik kontakt til Special Operations Executive (SOE). På den måde fik man adgang til britiske sprængstoffer og våben og dermed større succes med aktionerne. I slutningen af 1943 blev de britiske nedkastninger af våben og sprængstoffer over Fyn og Sjælland imidlertid indstillet, og BOPA måtte igen benytte indenlandsk sprængstof, der hovedsagelig bestod af trotyl stjålet fra hærens våbendepoter.

Begivenhederne 29. august 1943 betød en skærpet tone i modstandsarbejdet. Den første tyske henrettelse af en sabotør havde fundet sted i august. I efteråret blev også likvideringer en del af BOPAs aktiviteter. organisationen stod for udførelsen af den første stikkerlikvidering. Det var lykkedes den 25-årige sabotør Aage Nielsen at skaffe sig en kontakt i bilfirmaet Lystrup, der var hans næste sabotagemål. Kontakten – en arbejder ved navn Jens Olsen – havde indvilliget i at smugle sprængstoffet til aktionen ind på fabrikken, men i stedet afslørede han aktionen for Gestapo. Det resulterede i, at Aage Nielsen blev anholdt 22. september 1943. Som konsekvens blev Jens Olsen fanget og skudt af BOPA-folk. Hans lig blev 6. oktober fundet i Søborg Mose. Godt en uge efter, 18. oktober 1943, døde Aage Nielsen i fængslet efter at have været udsat for totur.

Jens Olsens og Aage Nielsens død var desuden sammenfaldende med en begyndende skærpelse af BOPA's aktionsmål. Både 9. og 14. oktober 1943 foretog personer fra BOPA attentater mod cafeen Tosca, der var et populært sted for tyskerne og deres danske kærester. Selvom der var tilskadekomne ved de to aktioner, var der ingen dræbte. Det var der til gengæld ved en aktion mod en lignende café, Mokka, 27. oktober 1943. Ved den aktion placeredes en 5-kilos bombe under et bord og forrettede stor skade. Fire tyskere blev dræbt og flere danske piger såret. Aktionerne mod caféerne betød et afgørende brud med de hidtidige principper for sabotagearbejdet, idet man tidligere kun var gået efter fabrikker. Nu gik enkelte grupper imidlertid også efter at udøve personskade – ikke blot mod tyskere, men også deres danske piger. Mokka-aktionen var imidlertid ikke godkendt af BOPAs ledelse. Efterfølgende udsendte Frihedsrådet desuden en erklæring vendt mod sådanne aktioner, som de betegnede som terrormetoder.

Den 12. januar 1944 blev hele Eigil Larsens underledelse arresteret. I et forsøg på at få dem frigivet indgik han på egen hånd forhandlinger med det tyske sikkerhedspoliti om deres løsladelse. Bl.a. indvilligede han i at overveje et sabotagestop efter en eventuel løsladelse. Konsekvensen var, at Eigil Larsen af DKPs ledelse blev afsat som leder af organisationen 15. februar 1944. Herefter indsattes Sven Schipperers som administrativ leder, mens det praktiske ledelsesarbejde blev delt mellem Børge Thing og Erik Saxtorph for endelig at blive underlagt Thing i december 1944.

Fra februar til april 1944 havde den britiske sabotageorganisation SOE beordret sabotagestop. Det skete med henblik på at sikre en stærk modstandsbevægelse forud for den kommende allierede invasion. I løbet af sommeren udførte BOPA imidlertid nogle af de aktioner, som siden er blevet husket bedst. I alt udførtes der i disse måneder 30 aktioner. Det var ganske vist færre, end man havde udført i efteråret 1943, men ødelæggelsernes værdi var mere end dobbelt så stor som ved de tidligere aktioner. Det var i den periode, de meget succesfulde aktioner mod fabrikkerne Globus 6. juni og Riffelsyndikatet 22. juni blev udført. Begge aktioner var yderst dristige, og de tog form af regulære partisanangreb, hvor flere sabotagevagter blev dræbt. Flere modstandsfolk i tysk fangenskab blev efterfølgende henrettet. Efter aktionen mod Globus modtog Frihedsrådet et takketelegram fra den vestallierede overkommando SHAEF

Sommerens sabotagebølge ledte op til folkestrejken i København 1944. Efter strejken holdt BOPA igen pause i sabotagen til ind i november 1944.                                        Ved udgangen af 1944 var BOPA blevet knyttet tættere til den øvrige modstandsbevægelse. Det betød, at hvor der før havde været tale om, at organisationen selv udpegede aktionsmål, blev man nu i højere grad tildelt opgaver, som skulle løses. Organisationen blev inddraget i den samlede plan for befrielsen og blev af Frihedsrådet og den allierede overkommando SHAEF tildelt opgaver med militært sigte. BOPAs sidste rigtige fabrikssabotage var en aktion mod radiofirmaet Always’ filial på Vesterbro 26. marts 1945.

BOPA havde været tilbageholdende med i offentligheden at fremhæve sig som organisation modsat fx sabotageorganisationen Holger Danske, men efterhånden propaganderede BOPA også for sine egne aktioner. Sidstnævnte sabotageaktion mod Always blev optaget på plade og udsendt over BBC.

De sidste af BOPA’s folk hjemsendtes fra tjeneste i august 1945.

Litteratur:                                                                                                               Peter Gylling Mortensen: Sabotørerne. 1978.

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. 1997.

Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid. 2002.

 (LAH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

Bornholms befrielse

Tyskerne på øen
I februar 1945 blev Bornholm fra tysk side udvalgt til at spille en hovedrolle i den evakueringsoperation, der skulle rømme Baltikum, Østpreussen og Pommern for såvel tyske civile som militærfolk. Det var vigtigt for tyskerne at få evakueret så mange som muligt fra den russiske besættelseszone, inden krigen var helt slut, idet man var bange for russerne og for, hvad der ville komme til at ske i de russiske områder. Bornholm blev udnævnt til at være marine- og kommunikationsstøttepunkt, og meningen var, at øen skulle holdes på tyske hænder så længe som muligt. Økommandanten var kommandør Gerhard von Kamptz. Så sent som 6. maj - efter at resten af Danmark var befriet - ankom en tysk general til øen, general Rolf Wuthmann, for at overtage evakueringsopgaverne

4.-9. maj 1945
Den 4. maj om aftenen fejrede Danmark den længe ventede befrielse. Det gjaldt også på Bornholm, hvor Frihedsrådets Lokalkomité kom frem i offentligheden, og hvor modstandsbevægelsen begyndte at internere og arrestere de forskellige mistænkte kollaboratører. Alligevel tog befrielsens udvikling på Bornholm en uventet drejning. Dagene gik, og englænderne dukkede stadig ikke op for at afvæbne de tyske styrker. For tyskerne var det noget af et dilemma. På den ene side var det meningen, at de skulle overgive sig til englænderne, men på den anden side betød ventetiden, at flere mennesker kunne blive evakueret fra øst. Tyskerne var derfor meget interesserede i at få en afklaring med englænderne, for de ønskede absolut ikke at overgive sig til de sovjetiske styrker. De fastholdt derfor, at Bornholm hørte under Danmark, og dermed ville de kun overgive sig til de britiske styrker, når de engang kom til øen. Bornholmerne selv tog det dog ikke som nogen overraskelse, at englænderne lod vente på sig, for det tog jo sin tid at komme hele landet rundt. For befolkningen på Bornholm var det derfor også meget uventet, at de pludselig blev bombet af russiske styrker 7. maj. For Sovjetunionen ville den danske ø være en strategisk gevinst. Den 4. maj, samme dag som tyskerne kapitulerede til de britiske styrker, fik chefen for den sovjetiske Østersøflåde besked om, at Bornholm skulle erobres.

Erobringen startede 7. maj sidst på formiddagen, hvor Neksø og Rønne blev bombet. Om aftenen blev der nedkastet løbesedler, hvor russerne bad den tyske kommandant overgive sig. Dette nægtede kommandanten. Han holdt på, at Bornholm hørte til Danmark, og derfor skulle han overgive sig til briterne. Næste dag fortsatte de sovjetiske fly med at smide bomber. Den 9. maj om eftermiddagen blev de første styrker landsat. Dagen forinden havde tyskerne totalkapituleret i Europa (se befrielsens baggrund i Europa), og 2. Verdenskrig i Europa var forbi. Landgangen og den efterfølgende afvæbning af de tyske soldater foregik derfor fredeligt. Nu kunne den tyske ø-kommandant von Kamptz ikke længere insistere på at blive afvæbnet af briterne, men skulle overgive sig til den nærmeste allierede styrke – den sovjetiske.

Årsagen til, at de engelske styrker ikke tog til Bornholm, var, at der gik rygter fra efterretningstjenesten om, at der ville opstå en international konflikt med Sovjetunionen, hvis de vestallierede styrker tog til Bornholm. Rygtet sagde, at det danske Frihedsråd selv havde en aftale med Sovjetunionen om, at Bornholm hørte til dennes zone. Hverken general Eisenhower eller feltmarskal Montgomery ønskede sovjetiske styrker på den danske ø, når krigen var slut, men pga. de falske rygter besluttede Eisenhower 7. maj at afvente signal fra den danske regering om, at de britiske styrker skulle tage til Bornholm. Yderligere konflikt var landene trods alt ikke interesseret i. Den danske regering gav besked tilbage senere 7. maj, men da var det for sent. De sovjetiske styrker var begyndt at bombe øen, og derfor ville Eisenhower ikke umiddelbart give ordre til at sende britiske styrker til øen. Han ønskede først at forhøre sig i Moskva om, hvorvidt operationen var en del af en større aktion i Østersøområdet. Svaret på denne forespørgsel fik Eisenhower først 10. maj, hvor de sovjetiske styrker var gået i land på Bornholm 9. maj. Dermed lå initiativet til den videre udvikling ikke længere hos vestallierede styrker, men i Moskva.

Russerne på øen
Et armékorps på ca. 9000 mand blev sendt til Bornholm i maj 1945. Bombardementet og de mange russiske soldater gjorde bornholmerne ængstelige. Derfor blev der fra Frihedsrådets Lokalkomité sendt en appel til kongen om, at Bornholm skulle bevares som en del af det danske kongerige. Også øens amtmand von Stemann forsøgte sig. Han prøvede at få regeringen til at tilkendegive over for Sovjetunionen, at Bornholm tilhørte Danmark. Hverken kongen eller regeringen ønskede at modsætte sig russerne, og Bornholms besættelse blev ikke engang nævnt ved Rigsdagens åbning 9. maj.

I sommeren og efteråret 1945 forsøgte udenrigsminister Christmas Møller at få forhandlet en aftale igennem med Moskva om situationen på Bornholm, men uden held. Der blev ikke indgået skriftlige aftaler mellem Danmark og Moskva om den sovjetiske besættelse. Alle aftaler var mundtlige. Hver måned, Bornholm var besat af de sovjetiske tropper, betalte den danske regering 2 mio. kroner til Sovjetunionen – den russiske besættelse varede godt 11 måneder.

Bornholm 1946 - endelig befriet
I marts måned 1946 skete der endelig noget. Efter britisk pres henvendte den danske regering sig forsigtigt i Moskva med besked om, at landet selv var i stand til at tage vare på Bornholm. I Moskva reagerede man positivt. Den 24. marts tog danske soldater iført britisk udstyr til Bornholm og 5. april tog den sidste sovjetiske kommandant af sted. Bornholm var endelig befriet.

Se også tidslinie over Bornholm 1945-1946

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945
. 2002.
Jørgen Barfod: Et centrum i periferien : Modstandsbevægelsen på Bornholm. 1976.
; Bent Jensen: Den lange befrielse : Bornholm besat og befriet 1945-1946. 1996.
Hans Kirchhoff:  Samarbejde og modstand under besættelsen : en politisk historie. 2001.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Brændselsrationeringer

Ved besættelsens begyndelse var manglen på brændstoffer et presserende problem, fordi de var af vital betydning for samfundslivet. Inden krigen havde Danmark fået langt de fleste af sine brændstoffer fra England, men med den tyske besættelse blev den handel pludselig afskåret. I stedet måtte en stor del af brændstofferne komme fra Tyskland og de tyskbesatte lande, og her var der i forvejen begrænsede mængder, fordi en stor del skulle bruges til militære formål.

Nedenfor ses en oversigt over de vigtigste rationeringer som følge af brændselsmanglen. Rationeringerne blev løbende justeret, og nogle blev midlertidigt ophævet, men datoerne angiver, hvornår de første gang trådte i kraft, og hvornår de endeligt ophørte. Begrænsningerne var generelt størst i tiden inden og umiddelbart efter befrielsen.

  • Benzin: 18. september 1939 - 1. november 1947. Dog opretholdtes begrænsninger i den private kørselsret helt frem til 1953, i mellemtiden måtte private kun køre inden for lokale zoner.

  • Brændsel (kul, koks, tørv mm.): 31. maj 1940 – 28. januar 1953

  • Generatorbrænde 1. juli 1941 – 3. juli 1946

  • Gas: 1. juni 1942 – 1. september 1948

  • Elektricitet: 1. februar 1945 – 6. februar 1946

Kul var et af de vigtigste brændstoffer, fordi det brugtes til at fremstille elektricitet og gas. Ligeledes opstod der mangel på koks, som var et affaldsprodukt ved kulafbrænding, og som udgjorde en hovedkilde til boligopvarmning.
Ved krigens udbrud leverede England ca. 80 % af det danske kulforbrug, mens Tyskland og Polen leverede henholdsvis ca. 13 % og 7 %. For koksens vedkommende leverede England ca. 65 %, mens Tyskland leverede de sidste 35 %. Besættelsen 9. april 1940 havde betydet en fuldstændig afbrydelse af handelsforbindelsen til England, hvilket gjorde  kraftige omlægninger af det danske kulforbrug nødvendig. Nu fik Danmark i stedet kullene fra Tyskland og de tyskbesatte lande.
Til fordeling af de begrænsede kulmængder nedsattes et kulfordelingsudvalg under Direktoratet for Vareforsyning bestående af repræsentanter for Fragtnævnet, Gas- og Elekektricitetsværkerne, Industrirådet, Importørerne af brændstofferne, Købstadsforeningen og Handelsministeriet. Gennem dette udvalg fordeltes den tilgængelige kul. Kun de firmaer, som ikke kunne bruge andre former for brændstof, og hvis produktion myndighederne anså for at være af vigtighed, kunne modtage tildelinger. I den almindelige husstand ledte rationeringerne f.eks. til, at kakkelovnen, der eller havde været på vej ud, igen blev populær. 

Elektriciteten blev rationeret pga. manglen på kul og koks. Der indførtes en maksimumtemperatur på 18 grader i boligen. Disse reguleringer skærpedes yderligere i januar 1945, da Tyskland stod foran sit endelige sammenbrud, og der ikke længere kom forsyninger derfra. Derfor nedsattes maksimumtemperaturen for boligopvarmning til 16 grader. Elektricitetsmanglen betød også begrænsninger i den offentlige transport – især i hovedstadsområdet, hvor S-tog og sporvogne måtte begrænses. Det var et særligt problem, fordi der manglede benzin til privat biltransport og gummi til fremstilling af cykeldæk. Dermed var den offentlige transport vigtig i dagligdagen.

Brændselsolie og benzin forsvandt så at sige fra samfundslivet. Pga. benzinmanglen gik man inden for varetransporten over til brug af generatorer på varevognene. Hertil brugte man generatorbrænde – hovedsagelig bøgetræ. Det blev dog også en mangelvare, hvorefter man gik over til brug af tørv. Inden besættelsen havde den gennemsnitlige kørselsdistance inden for varetransporten ligget på ca. 375 mill. km pr. halve år, men i sidste halvdel af 1944, var den faldet til ca. 190 mill. km., dvs., at der var tale om en halvering. Der forekom dog store udsving i perioden. Det laveste niveau nåedes i anden halvdel af 1940, hvor der blot blev kørt 115 mill. km. Den private personkørsel prioriteredes lavt og nåede pga. den manglende benzintildeling helt ned på 5-10 % af det normale niveau. Kun politi, ambulancer og anden bilkørsel af livsvigtig betydning kunne få benzintildelinger.

Dieselolien var et andet vigtigt brændselsstof. Selvom den blot udgjorde ca. 7 % af den danske energiforsyning, var den uundværlig på flere områder f.eks. inden for fiskeri, landbrug, industri og togdrift. Forhandlinger med tyskerne havde sikret en vis mængde olie, der under besættelsen lå på et niveau mellem 1.500 og 3.000 tons pr. måned. Til sammenligning kan nævnes, at fiskeriet alene havde aftaget 3.000 tons inden krigsudbruddet.

(Se også rationeringer og dagligvarerationeringer)

 

Litteratur:
Erik Kjersgaard: Danmark under Besættelsen. Danskernes dagligliv 1940-45. 1995.
Gads leksikon om dansk besættelsestid
. 2002.
Helge Larsen og Bo Bramsen (red.): Besættelsens hvem, hvad hvor. 1965.
Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen. 1971.
Vareforsyning og Varefordeling under den tyske besættelse.
1948.

(LAH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Brøndum, Henning (1916-1947)

Blev medlem af DNSAP som 20-årig. Ved krigens udbrud meldte Brøndum sig i Waffen-SS og var både på Østfronten og i Jugoslavien. I 1944 gjorde han tjeneste i Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste, og april samme år blev han udtaget til Peter-gruppen, der var en dansk-tysk terrorgruppe. Brøndum var den ledende danske figur i gruppen og deltog i terroraktioner, der kostede ca. 50 danskere livet. Under retsopgøret blev han dømt til døden og henrettet natten mellem 8. og 9. maj 1947.

I 1977 udgav Rauer Bergstrøm bogen Hellere hertug i helvede, der bygget på Brøndums erindringer. Erindringerne, der er meget selvhævdende, blev skrevet, mens Brøndum sad fængslet efter krigen.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Busch-Jensen, Niels (1886-1987)

Politiker og jurist. Var under krigen medlem af modstandsorganisationen Ringen. Var i 1943 med til at skrive Naar Danmark atter er frit. I 1944 blev han formand for det juridiske udvalg i Frihedsrådet. I befrielsesregeringen var Busch-Jensen justistminister, og ved valget i oktober 1945 blev han valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet. 1947-50 var han justitsminister igen, og i denne periode tog benådningerne i retsopgøret fart. I 1953 trak Busch-Jensen sig helt ud af politik.

(HSH)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

   

Opdateret 12-03-2008