Til Historisk Samling fra Besættelsestiden

|Forside| |Leksikon| |Tidslinier| |Kontakt og info| |Links| |Sitemap|


 


 

Om søgefunktionen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tyske proklamationer om razziaer mod asociale og vaneforbrydere henholdsvis 29. september og 7. oktober 1944. (Besættelsestidens Fakta 2.1, Niels Alkil, red.)

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

 

Leksikon

A

Arrestationsudvalget

Der blev i sommeren 1944 i Frihedsrådet nedsat et arrestationsudvalg, der skulle udarbejde retningslinier for, hvem der skulle interneres, når krigen var forbi (læs mere om interneringer maj 1945). Udvalget bestod af fire personer: Formand Frode Jakobsen fra Frihedsrådet, Sven Holten fra politiet, juristen Carl Madsen og H.C. Nørup fra modstandsbevægelsen. Nørup blev senere arresteret af tyskerne og erstattet af Viggo Villadsen. I februar 1945 fremkom arrestationsudvalget med retningslinier for, hvem der skulle interneres. Fem grupper skulle interneres. For det første medlemmer af nazistiske organisationer, for det andet personer, der havde været i tysk tjeneste, for det tredje stikkere, for det fjerde folk, man frygtede, ville blive udsat for lynchjustits, og endelig skulle tyske krigsforbrydere interneres. Grupperingerne mindede således meget om de forslag til retningslinier, der var blevet nævnt i Frihedsrådets pjece Naar Danmark atter er frit fra 1943. Arrestationsudvalget lod endvidere filolog og professor Carsten Høeg og kriminalassistent H.C. Andersen lede udarbejdelsen af Centralkartoteket, der indeholdt ca. 40.000 navne. Kartoteket dannede baggrund for interneringerne efter befrielsen.

(HSH

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. 1997.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

Asociale og vaneforbrydere

Inden for den nazistiske ideologi fandtes der forskellige grupper af folkefjender – dvs. befolkningsgrupper, som man mente var med til at ødelægge og underminere samfundet og det sunde tyske folk. Til de grupper, der defineredes som folkefjender, hørte bl.a. jøder, sigøjnere, homoseksuelle og fysisk og mentalt udviklingshæmmende. En anden gruppe var de såkaldt asociale elementer. Det vil helt overordnet sige samfundets randgrupper, som f.eks. hjemløse, prostituerede, tiggere og arbejdsløse eller "arbejdssky" elementer. Endelig var der gruppen af vaneforbrydere, der, som navnet antyder, omfattede personer, der gentagne gange havde begået kriminalitet.                              Alt sammen folk, der ifølge den nazistiske ideologi havde en genetisk eller biologisk fejl, som gjorde det umuligt for dem at bidrage positivt til samfundet. Det blev derfor anset for nødvendigt at fjerne dem fra samfundslivet, hvilket man gjorde i Tyskland. Her havde nazisterne desuden under dække af aktioner mod de asociale elementer skaffet sig af med politiske modstandere og skaffet sig arbejdskraft i kz-lejrene. Det var nemlig her, man normalt placerede de tilfangetagne asociale og vaneforbrydere.

I Danmark kom det også til sådanne aktioner, men det skete først efter politiaktionen 19. september 1944. Aktionerne iværksattes af den Højere SS- og Politifører Günther Pancke og var voldsomst i september og oktober 1944. Det tyske sikkerhedspoliti udførte aktioner i København, Odense, Kolding, Århus og Ålborg. Aktionerne bestod bl.a. i razziaer mod de steder, hvor sortbørshandlen florerede. I København drejede det sig f.eks. om visse kaffebarer på Vesterbro. Razziaerne rettede sig også mod banegårde, hvor folk, der gav indtryk af ikke at have bolig og job, blev tilbageholdt og siden deporteret, hvis de ikke kunne bevise det modsatte.

Det er svært at sige nøjagtig hvor mange aktioner, der udførtes mod de asociale og vaneforbryderne, da aktionerne kunne tage flere former. Nogle var egentlige razziaer. Det var f.eks. tilfældet i København 27. september 1944. Her arresterede det tyske sikkerhedspoliti i alt 166 personer, der uden nogen formel rettergang sendtes i tysk koncentrationslejr. Andre former for aktioner rettede sig mod tidligere straffede enkeltpersoner, som det tyske sikkerhedspoliti ofte havde fundet frem til ved hjælp af politiets kartoteker. Det var dog langt fra alle de arresterede, der havde begået gentagne grove forbrydelser. Razziaerne blev tilsyneladende afsluttet 30. januar 1945.

At det tyske politi valgte at gennemføre aktionerne skyldtes nok især, at man ville skaffe sig kontrol med forbryderverdenen i den politiløse tid fra september 1944. Fra tysk synsvinkel var det vigtigt at opretholde ro og orden i Danmark, og helt grundlæggende ønskede man, at kriminaliteten kunne holdes under kontrol. Desuden benyttede Pancke lejligheden til - i sine officielle proklamationer om baggrunden for razziaerne - at sidestille vaneforbryderne med de illegale dvs. sabotørerne. På den måde søgte man fra tysk side at give indtryk af, at der var en forbindelse mellem sabotørerne og almindelige kriminelle. Dermed håbede man at kunne underminere modstandsbevægelsens anseelse i befolkningen.

Der er tvivl om hvor mange danskere, der blev deporteret som asociale eller vaneforbrydere. Nogle undersøgelser taler om godt 420 personer, mens andre taler om tættere på 700. De deporterede sendtes til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg, og mindst 100 døde. Man regner med, at de asociale og vaneforbryderne var blandt de grupper af danske fanger, der havde den største dødelighed i koncentrationslejrene. Det skyldes bl.a., at de havde dårligere forhold end andre grupper. De blev udelukket af det fællesskab, som de andre danske grupper indgik i, og de havde ingen særlige privilegier, som det var tilfældet for de fanger, der kom fra grænsegendarmeriet eller politiet. I Frøslevlejren blev de f.eks. isoleret og fik håret klippet i hanekam, hvilket signalerede, at de havde en lav plads i fangehierarkiet. Desuden så de andre fanger ned på dem, selvom grundlaget for deres arrestation ofte var usikkert.

Historien om de asociale og vaneforbryderne passer ikke rigtigt ind i en samlet fortælling om et tæt nationalt fællesskab blandt de danske kz-fanger, der sammen udstod lidelserne. Måske er det årsagen til, at de har fået meget lidt opmærksomhed i eftertiden.

 (LAH)

Litteratur:
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002.
Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-45. 2003.
Henrik Nielsen: Dødelighed og invaliditet blandt danske modstandsfolk deporteret til tyske koncentrationslejre. 1986.
Henrik Skov Kristensen: En station på vej til helvede. Harreslev banegård og deportationen af danske fanger fra Frøslev til tyske koncentrationslejre. 2002.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Atlantvolden

Ved årsskiftet 1941/42 stod det klart, at Tyskland havde bragt sig i en uheldig strategisk situation med store styrker bundet på østfronten og samtidigt i krig med Storbritannien og USA, som Tyskland ikke magtede at engagere sig i direkte kamp med. Dette betød, at de vestallierede i ro og mag kunne forberede en invasion på det europæiske kontinent. De kunne vælge tid og sted, og Tyskland havde ikke tilstrækkelige styrker i vesten til at forhindre, at der blev oprettet endnu en front.

Denne erkendelse fik Hitler til i marts 1942 at kræve hele den vestvendte kyst fra Pyrenæerne til Nordkap befæstet med en sammenhængende kæde af forsvarsanlæg. Danmark var en naturlig del af denne linje, men i starten med en ret lav prioritering. En undtagelse var beskyttelsen af indsejlingen til de indre farvande og dermed adgangen til Østersøen, som blev anset for så væsentlig, at tyskerne allerede i november 1940 påbegyndte opførelsen af et større batteri ved Hanstholm. Udstyret med 38 cm kanoner (fire styk) skulle batteriet dække halvdelen af Skagerrak, mens et tilsvarende batteri fra Kristiansand i Norge skulle dække den anden halvdel. Dog måtte et smalt bælte i midten mineres for helt at lukke passagen. Et lignende 38 cm batteri blev i august 1944 påbegyndt ved Blåvand med det formål at beskytte indsejlingen til Esbjerg havn. Dette batteri nåede ikke at blive færdigbygget.

I december 1943 var den tyske generalfeltmarskal Rommel i Danmark og overværede en tysk landgangsøvelse på Fanø, som klart viste, hvor ideelle de flade sandstrande var til en militær landgang, som hvis den fandt sted på Fanø ville skaffe adgang til den vigtige havn i Esbjerg. Derfor udbyggedes den danske del af Atlantvolden kraftigt i løbet af 1944 og i den udstrækning, der kunne skaffes materialer, fortsatte arbejdet frem til afslutningen på den tyske besættelse.

Den tyske besættelsesmagts etablering af et massivt forsvarsanlæg langs de danske kyster udgør en væsentlig del af de synlige spor af anden verdenskrig. I alt opførtes ca. 8.000 bunkere af forskellige udførelser og med forskellige formål, og mængden af jernbeton har gjort det utænkeligt igen at fjerne disse uønskede mindesmærker. Størsteparten af byggeriet fandt som nævnt sted i de sidste to krigsår og blev hovedsageligt udført af danske entreprenører og af dansk arbejdskraft. Omkring 100.000 mand har på et eller andet tidspunkt arbejdet på den danske del af Atlantvolden, som fortsat udgør danmarkshistoriens største byggeprojekt, og så blev den i øvrigt betalt af den danske stat, idet alle udgifter blev trukket over den såkaldte værnemagtskonto i nationalbanken.

Litteratur:
Andersen, Jens: Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-45. 2007
Bonvig Christensen, Arne: Invasion i Danmark? 1976
Bundgård Christensen, Claus et al.: Dansk arbejde – tyske befæstningsanlæg. 1997
Ebert, Vibeke B.: Atlantvolden fra Nymindegab til Skallingen. 1992
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002

(KMA)

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Til toppen

 

   

Opdateret 17-08-2011